Det Nye Nord - 01.11.1922, Blaðsíða 13

November 1922
DET NYE NORD
Side 195
Altsaa er der her ligefrem en Tilbagegang i Land-
distrikterne siden 1915 med 2334 Mennesker, medens
samtidig de 7 Byer, som Statistiken omfatter, er gaaet
frem med 8141 Mennesker.
Udvandringen kan man ikke længer skyde Skylden
paa. Som allerede nævnt var den i Firserne meget
stor — man regner, at ialt findes der nu i Canada og
de Forenede Stater ca. 25—30.000 Islændere, et meget
stort Tal forholdsmæssigt, sammenlignet med Hjem-
landets. Men i de sidste Aartier har Udvandringen
været aldeles minimal, og det er næppe sandsynligt at
den i den første Tid vil komme til at spille nogen
nævneværdig Rolle.
Spørger man nu hvor stor en Befolkning kan Is-
land tænkes at bære, saa maa dette Spørgsmaal be-
svares ud fra det Resultat man kommer med Hensyn
til Landets Opdvrkelighed, og økonomiske Muligheder
i det hele taget. Lad os da kaste et Blik paa det første
Punkt.
Man har regnet ud at af Islands hele Areal kan kun
ca. 900 □ Mil betegnes som opdyrkeligt Land; Resten
er Ørken og Jøkler osv. Af disse 900 O Mil kan man
igen trække fra ca. 500 □ Mil til Bjerggræsgange (isl.
afrjettir), som det næppe vilde være Tale om at
opdyrke, ikke mindst fordi man har Brug for dem naar
Faareavlen skal drives i større Udstrækning. Tilbage
bliver da ca. 400 □ Mil opdyrkeligt Land. Heraf var
der i 1910 opdyrket:
Tun (gødet Hjemmemark) .‘U/2 EU Mil
Haver 0.05 —
Overrislet Eng V2 —
Skov 8 —
ll4/r. — el. ca. 12 □ Mil
Det opdyrkede Land beløb sig med andre Ord til
kun 3 % af det dyrkelige. Man har beregnet (M. Gru-
ner: Die Bodenkultur Islands, Side 3) at ca. 16 □ Mil
bruges som ugødet Eng til Græshøst. Tilbage bliver
da ca. 372 □ Mil, som anvendes til Græsgange for
Husdyr (uthagar), hvoraf en meget stor Del er
Sumpe eller Moser (f 1 6 a r, myrar).
Som bekendt er det jo ikke alene Størrelsen af det
opdyrkede Areal og dets Produktivitet som bestemmer
Folkemængden, men ogsaa mange andre Faktorer. Men
man er i hvert Fald sikker paa at man ikke kommer
for højt op hvis man lægger det opdyrkelige Areal til
Grund for en Beregning af, hvor megen Befolkning et
Land kan bære. Hvis man sætter det førnævnte Tal
400 D Mil som det absolute Maksimum af opdyrkelig
Jord, og gaar ud fra 85.000 Mennesker, Folketallet
1910, vil man se at naar dette Antal Mennesker kunde
leve af Produkterne af 28 O Mil, saa skulde en lignen-
de Udnyttelse af Resten af Arealet muliggøre en Be-
folkning paa henved \Va Million Mennesker, og selv-
følgelig er dette Tal endogsaa meget lavt, idet enhver
kan sige sig selv, at med et højere udviklet og mere
intensivt Jordbrug og en Industri, der spillede en vir-
kelig Rolle for Landets Økonomi, vil der kunne blive
Plads til mere end dobbelt saa mange.
Men det vil vare meget længe inden Island kommer
op paa en Folkemængde der blot tilnærmelsesvis lig-
ner dette Tal. Hvis man lægger til Grund for en Be-
regning de sidste ti Aars aarlige Tilvækstprocent af ca.
1,10 % aarlig, vil man se at derefter skulde Islands
Befolkning først i Aaret 2000 være naaet op paa
230,000 Mennesker — og saa er man endnu langt fra
Millionen.
Om nogen Overbefolkning eller Fare for Overbefolk-
ning i en nærliggende Fremtid kan derfor ikke være
Tale, naar man tænker paa Landet som Helhed. Men
de anførte Tal viser kun altfor tydeligt, at Tilstrøm-
ningen til Byerne er aldeles abnorm, og at Landdi-
strikternes Affolkning, hvis den skal fortsættes, let
kan føre til kritiske Tilstande.
III.
Aarsagerne til Byernes hurtige Vækst i de sidste
Aartier maa først og fremmest søges i Fiskeriernes
rivende Udvikling, navnlig efter at man begyndte al
anvende Damptrawlere. Ogsaa den store Handelsfor-
tjeneste som i Krigsaarene blev de neutrale Nationer
til Del, er bleven en Faktor som her kommer i Betragt-
ning. Islands Opkomst som selvstændig Kulturnation
og Folkets Ønske om Selvstændighed paa saa mange
Omraader som muligt, har mægtigt bidraget til Rey-
kjaviks Vækst, idet denne By som Landets Hovedstad
jo nødvendigvis maatte blive Sædet for en Del Stats-
virksomheder og forskellige nyoprettede Institutioner,
som nødvendiggjorde Tilflytning af en hel Del Menne-
sker. Et Samfund, der vil være kulturelt selvstændigt,
vil ikke kunne undvære en rigtig By — og det er det
Islands lille Hovedstad er i Færd med at blive, fra
en stagnerende Købstad er den i Færd med at udvikle
sig til Folkets vigtigste Kulturcentrum, baade i økono-
misk, social og intellektuel Henseende. Derimod har
Industrien endnu ikke spillet nogen nævneværdig Rolle
for Byernes Vedkommende, enkelte Fabrikker findes
der ganske vist baade i Reykjavik og enkelte andre
Steder, men de er endnu saa faa, og beskæftiger et for-
holdsvis ringe Antal af Byernes Befolkning.
Men denne Tilstrømning til Byerne har haft meget
skadelige Følger for Landbruget. Netop i Sommerti-
den, hvor Landbruget mest trænger til Arbejdskraft,
har man der været meget vanskelig stillet. Den Løn
som Sildegrossereren og Rederiselskaberne kan byde
raske unge Mænd og Kvinder (Kvinder anvendes meget
ved Saltning, Tørring osv.) ved det forskellige Arbejde
paa Fiskepladserne, ligger langt over hvad Landman-
den i Almindelighed kan byde. Og undertiden er da
Landmændene i deres Nød bleven tvungne til at give