Det Nye Nord - 01.12.1922, Blaðsíða 4

Side 206
DE T NYE NORD
December 1922
ke om en almægtig Kirke med Staterne som ydmyge
Tjenere ogsaa omsider frem til Danmark, skønt ganske
vist langt over 100 Aar efter Gregor VI I.s Død.
Grunden til dens sene Fremkomst her til Landet maa
søges i, at Danmarks kraftige Konger V aldema-
rerne stod i godt Forhold til Biskopperne. Men
efter Valdemar Sejrs Død og under hans Efter-
følgeres svage Styre søgte Ærkebiskopperne at bane
Vej for de gregorianske Ideer, hvorved ødelæggende
Stridigheder udbrød imellem Kirken og Staten. (J a-
cob Erlandsen, Jens Grand).
Efter at Danmark havde faaet Forfatningen af 1282
(parlamentum danorum), stadfæstedes Gejstlighedens
Rettigheder. Kirken »skulde nyde alle de Friheder,
ved hvilken den blomstrede i Kong Valdemars
Tid«, og yderligere Rettigheder tilføjedes. Stridighe-
derne imellem Ærkebiskopperne og Kongen førtes
ganske vist videre, men efterhaanden betragtede Bi-
skopperne sig mere og mere som Medlemmer af Rigs-
forsamlingen, senere Rigsraadet, og da Kongemagten
atter kom paa Fode under Dronning Margrethe
og hendes Efterfølgere, blev de i flere Henseender af-
hængige af denne og førte sig paa mange Maader
som verdslige Herrer i fuldt saa høj Grad som Adelen,
med hvem de sad i Rigets Raad.
Saa kom Reformationen.
Denne er den største Revolution i Danmarks poli-
tiske Liv og i det danske Folks aandelige Liv.
For Statens økonomiske Forhold var det af over-
ordentlig Betydning, at en stor Mængde Kirkegods
blev draget ind under Kronen. Rigsforsamlingen i
1536, hvorfra Gejstligheden var udelukket, Biskop-
perne var fængslet, vedtog, at »Danmarks Rige skulde
for Fremtiden ikke være afhængigt af Ærkebiskop-
per eller andre Biskopper, men dets Styrelse være og
blive hos Kongen og hans Efterkommere, samt hos
Danmarks verdslige Rigsraad og deres Efterkom-
mere«. »Kirkegodset skulde lægges under Kronen for
at lette Folkets Byrder.«
Kirkens Ordning skete ved Kirkeordinansen, som
blev lovformelig vedtaget paa Herredagen i Odense
1539, og endvidere ved de saakaldte Riberartikler
1542. Hovedtrækkene i denne Ordning var følgende:
Kirketienden og Præstetienden henlægges til Kirkernes
Vedligeholdelse og Præsternes Lønning. Præsterne fik
desuden Sognets Præstegaard med Tilliggende og det
sædvanemæssige Offer. Biskopperne skulde vælges af
Sognepræsterne i Købstæderne gennem Valgmænd,
Provsterne skulde vælges af Præsterne og disse af Me-
nighederne. Hvor Herremanden fra gammel Tid
havde Kaldsret, skulde dette dog forblive derved.
I Købstæderne skulde Præsterne vælges af Borger-
mestere og Raad og paa Landet af 7 af de ældste og
agteste Mænd i Sognet, som de menige Sognemænd
skulde »kejse« dertil. Valget skulde ledes af Herreds-
provsten, og den valgte skulde prøves af Biskoppen
(Superintendenten),og Valget stadfæstes af Lensman-
den.
Kirkens Organisation var nu en ganske anden end
i den katolske Tid. Gudstjenestens Form og Indhold
ligeledes. Kristendommens Aand trængte dybere ind i
Folket end før. Men Statens almindelige Politik blev
nu den raadende ogsaa i Kirkens Forhold. Med For-
fatningsforandringen af 1660 kan det siges, at den
danske Kirke kom til at staa som et Modstykke til
Gregor VII.s Grundtanke om Forholdet imellem Kirke
og Stat. Fra 1660 havde Danmark en almægtig Stats-
magt med Kirken som en ydmyg Tjener.
Det aandelige Liv gaar sin Gang, selv om Politiken
skifter. Under Statskirken har vi haft Ortodoksi,
Pietisme, Rationalisme og Grundtvigianisme o. s. v.;
men grumme lidt Frihed for Livets Rørelser, i alt Fald
saalænge de endnu var i Opkomst. Saaledes er det gaa-
et i Danmark, og saaledes gaar det sagtens alle Vegne,
thi Menneskene er de samme overalt, de Mægtige vil
herske og bruge Myndighed. Kun Kristus og hans
rette Disciple vil tjene.
Ved Forfatningsforandringen i 1848 og Grundloven
af 1849 lagdes Grundstenen til en Forandring af den
danske Kirkes Forhold. Jeg bruger Udtrykket Grund-
stenen, thi den grundlovgivende Rigsdag lod den kir-
kelige Lovgivning ligge. Grundloven gav Trosfrihed
for Borgerne og havde desuden et Par smaa Para-
graffer, hvori det hed:
»Den evangelisk-lutherske Kirke er den danske Folkekirke
og understøttes som saadan af Staten.«
»Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov.«
Med Indførelsen af Religionsfriheden var der slaaet
en stor Revne i Statskirkens Forfatning. Dette stod
klart nok for Grundlovens Fædre, og derfor sagde de,
at Kirkens Forfatning skulde ordnes, og da de ikke
vilde, at denne Ordning skulde ske udenom Rigsda-
gen, bestemte de endvidere, at den skulde ske ved
Lov.
Under Forhandlingerne om en saadan Ordning, har
der i visse Kredse dannet sig et Slagord, som mærke-
lig nok lyder saaledes: »Vi vil ikke have nogen Kirke-
forfatning!« Meningen med dette Slagord er den, at
man ikke vil have nogen valgt Repræsentation for
Folkekirken, men Slagordet frister til at trække paa
Smilebaandet, naar det er uimodsigeligt, at den dan-
ske Folkekirke intet Øjeblik har staaet uden Forfat-
ning, selv om denne i mange Aar har været i Uorden.
Lige siden 1849 maatte dansk Kirkepolitik have det
Maal at bringe Folkekirkens Forfatning i Orden, og
den Orden, som skulde tilstræbes, maatte være i Over-
ensstemmelse med dansk Politik i sin Helhed, saa-
ledes, som Grundloven har fastsat denne, nemlig som
folkeligt Selvstyre. Andet vilde være uigennemførligt
og utænkeligt. Man prøvede ganske vist paa forskel-