Det Nye Nord - 01.12.1922, Blaðsíða 11

December 1922
DET NYE NORD
Side 213
kun havde Titel af Oberst. Løjtnant Grimer blev brugt
som Kurér, begæret af Løwenørn dertil formedelst hans
Duelighed. Griiner var beslægtet med de fornemste
svenske Familier paa Moderens Side, som var svensk.
Griiner blev engang sendt med Depescher fra Fre-
densborg til Stockholm. Ved hans Brevtaskes Aabning
mangler det betydeligste Dokument, som var et Brev
fra Kongen af England, der skulde forevises for den-
nes Gensandt. Løwenørn undersøger Brevtasken og
finder alt i bedste Orden; han skriver med Griiner til
Cabinets-Secretairen (Dværgen) Liiders og undskylder
ham paa det bedste og forsikrer om Grimers Troskab.
Griiner falder dog i Unaade og sendes til Regimentet
igen, endskønt Gabel og andre raader til at straffe ham
som Forræder. Liiders finder det omtalte Brev, som
var forlagt i Kongens Nærværelse, og Kongen siger:
Det er ikke et godt Omen. Men ikke tænkes der paa
at give Griiner Oprejsning for den Uret, man havde gjort
ham. Griiner tager sin Afsked som Kaptajn og lever
paa sin Gaard, Kærgaard i Fyen; men bliver ved Kong
Christian VI’s Tiltrædelse straks Overanfører ved Dra-
bant-Korpset.
Løwenørn bliver Minister hos Kongen af Preussen,
er meget yndet af samme, tildels fordi han kunde godt
drikke. Men da han taler noget dristigt om Frederik
IV’s Formæling med Anne Sophie ved Kongens Taffel,
hvad forebringes Frederik IV, rapelleres han, sendes
han til Aarhus som Stiftamtmand. Kongen af Preussen
forlanger Løwenørn igen som Gesandt og vil ingen an-
dre modtage fra Danmark. Det sker. Derefter yndes
Løwenørn af Kongen, Dronningen og Kronprinsen, be-
fordres til de højeste Æresposter.
* *
*
Felt-Marskalk Hamilton i Sverige, som var be-
kendt for sine lystige, men undertiden dristige Indfald,
sad til Taffels med den afdøde Konge af Sverige, Adolf
Frederik, og de andre Herskaber. Ved Taflet, hvor
Dronningen gerne holdt lærde Samtaler, som ofte va-
rede 4 a 5 Timer, kom det paa Tale, hvorledes Verden
skulde forgaa. Og da Dronningen vilde høre Hamil-
tons Mening, svarede han: »Jeg ved det ikke, thi jeg
har aldrig lagt mig efter de Ting; men det véd jeg, at
dersom Taflet varer endnu længere, saa forgaar min
Verden af Vand.« (Fortalt mig af Gehejmeraad Schack-
Rathlow 1782.)
* *
*
Grev Rantzau -Ascheberg, som blev siden
meget bekendt for den Del, han havde i de Foran-
dringer, der skete efter 17. Januar 1772, havde ladet
sig støbe Guldknapper til en Kjole. Paa hver Knap
var en Afbildning af et forskelligt Dyr. Dronning
Lovise, Frederik V’s første Dronning, som han roste
disse Knapper for, sagde til ham: »Det øverste er
nok en Hares Hoved?« (Fortalt mig af Gehejmeraad
Numsen.)
Denne samme Greve sagde: »Man roser min For-
stand, man smigrer mig med at fornøje sig i mit Sel-
skab; men jeg har lagt Mærke til, at ingen har endnu
spurgt mig om et fornuftigt Raad.« (Det blev fortalt
af Gehejmeraad Rosenkrantz ved Greve Ostens Bord
4. Marts 1786 i min Nærværelse.)
Grev Rantzau-Ascheberg var meget bekendt for at
have Forstand og Vittighed; men hans moralske Ka-
rakter blev aldrig rost. Liderlighed viste han, og en
Forøder var han til sin Død. Da han 1773 fik sin Af-
sked her i Landet, gik han med en stor Pension, 10.000
Rdlr., til Avignon, hvor han døde. Da han rejste fra
København — han var dengang maaske over 60 Aar —
tog han en Danserinde, jfr. Lever, som han længe
havde holdt som Maitresse, med sig. Landet tabte intet
ved dette Selskabs Bortrejse uden det, at derved gik
Penge ud af Landet, hvorved Vekselkursen, som aldrig
var glimrende, ikke blev bedre.
* *
*
Gehejmeraad Osten, bekendt under Navn »den
gale O.«, men som mere havde fortjent at hedde Hof-
narren, fik det blaa Baand paa følgende Maade: I Fre-
densborg Have morede Kong Frederik V sig under-
tiden med at grave etc. Ministrene maatte hjælpe, og
Osfen trillede Hjulbøren. Han brugte nu sit hvide
Baand som Strikke over den ene Skulder, men klagede
over, at det ej vilde gaa, uden Kongen vilde laane ham
sit blaa Baand til den anden Skulder. Dette skete; men
Osten sagde: da han nu en Gang havde faaet det, haa-
bede han, at Kongen ej vilde tage det igen. Kongen
lod ham beholde det. Og Osten tjente da Baandet i
Skubkarren.
* *
*
R i e g e 1 s, Ex-Pagehofmester, paastaar, at Frederik
IV var Anna Sophie tro og hengiven. Lad være det
sidste var sandt; men det første var han vist ikke.
Flere end Hofdamerne maatte være paa Vagt for hans
forliebte Efterstræbelser. En Frøken Leopoldine Ro-
senkrantz, Hofdame hos Prinsesse Charlotte, var især
Formaalet for hans Brynde. Hun fik mange Breve fra
den kongelige Liebhaver, som endnu skal være til.
Kongens Ønske blev ej opfyldt. Hun unddrog sig fra
Hoffet ved at gifte sig med Adler til Lykkesholm. Anna
Sophie var meget mistænksom og meget jaloux. Det
er en almindelig Dom om hende. Det kunde være
grundet i hendes egen Opførsel — ogsaa i Kongens.