Heilbrigðisskýrslur - 01.12.1941, Side 190
188
vitnaða stað í ævisögu sinni, en sama dag ritar landlæknir honum
námsbréf, er jafnframt var vegabréf hans til utanfararinnar (sbr.
Lárus H. Blöndal og Vilmundur Jónsson: Læknar á Islandi, 39—40).
En hvernig sein þessu hefur verið farið, má fullyrða hitt, að eins og
á stóð um kæru amtmanns á hendur Sveini, sem ekki varð vitað, til
hvers leiða mundi, gat naumast komið til mála, að hann gengi undir
opinbert embættispróf „i 0vrighedens Nærværelse“, eins og tilskilið
var, og þá fyrst og fremst að stiftamtmanni viðstöddum, en þó allra
sízt, ef við hefði þótt eiga, að prófið færi fram á alþingi, þar sem bæði
amtmaður og stiftamtmaður áttu sæti, og hefði báðum borið að
undirrita prófbréfið. Orskurður kansellísins hefur ekki borizt hingað
til lands, fyrr en eftir að Sveinn var farinn utan. Er reyndar líkleg-
ast, að val Sveins hafi staðið á milli þess annars vegar að bíða máls-
úrslitanna og e. t. v. prófs, en þá varla fyrr en að ári liðnu, og hins
vegar að sigla svo bi’iinn strax. Valdi hann hið síðara, og er engin
fjarstæða að hugsa sér, að þessi klípa, sem hann var kominn i, hafi
jafnvel kunnað að ríða baggamuninn um utanförina og háskólanámið,
þó að það hafi að vísu komið til tals áður.1) Ella hefði hann
e. t. v. látið sér nægja læknaprófið, setzt um kyrrt heima og orðið
sennilega ekki inildu ómerkari læknir en hann varð, en stórum minni
náttúrufræðingur. Sé hér rétt til getið, má telja þenna kapítula um
variolatio á íslandi afdrifaríkara atriði í sögu almennra náttúru-
fræða íslenzkra en heilbrigðismála.
1) Landlæknir hafði nokkru fyrr leitað fyrir sér um styrk handa Sveini í þessu
skyni og fengið vilyrði fyrir honum í rentukammersbréfi 7. júní 1786, sbr. bréf
stiftamtmanns til landlæknis 10. ágúst s. á. (Bréfabók landlæknisembættisins).