Færingetidende - 09.07.1852, Blaðsíða 2

51
52
Vi tro os tilfalde overbeviste om. at hvis det
Værk angaaende en god Ordning af Færøernes
vigtigste Anliggender, som Folkethingsmand Hr.
Exam. jur. N. Winther har arbejdet paa i den
sidste Rigsdag, skal lykkes vel og have gavnlige
Følger for Fremtiden, maa der, til dette Værks
Fremme arbejdes og virkes i den samme Retning
og i den samme Aand, hvori det af ham er blevet
indledet og begyndt. — Og tillade vi os saaledes at
henlede de ærede Vælgeres Opmærksomhed paa vel-
bemeldte Hr. Exam. jur. N. Winther, idet vi anbe-
fale ham til Folkethingsmand for Færøerne ved Dan-
marks forestaaende Rigsdag, da han, som vore Lands-
mænd bekjendt, nu som stedse før besjæles af sand
Interesse for det Almindeliges Vel, ligesom han
og, i Forbindelse med de fornødne Kundskaber, som
berettige ham til at kunne optræde i Rigsdagen
som Repræsentant for det færøiske Folk, tillige er
udrustet med en god og kraftig Villie. Lader os
saaledes atter overgive ham dette vigtige Hverv i
Hænde i den Fortrøstning, at Udfaldet omsider skal
krones med et varigt og velsignelsesrigt Held for
Land og Folk. i
Thorshavn den 19de Juni 1852.
C. Jacobsen, Hans P. Johanneseu Nolsø,
Handelsbogbolder,
Joen Michelsen, Daniel Christiansen,
af Eide, Kongsbonde paa Tofte,
J. Nolsø,
peas. Handelsforvalter.
LaglSaingsvalget paa Ostean.
(meddelt af Udgiveren.)
Da jeg gjerne ønskede at faa Sæde paa vort
første Lagthing og jeg ved at rejse omkring paa
Østerø havde erfaret, at flere af Østringerne vilde
vælge mig til deres ene Lagthingsmand, indfandt
jeg mig Onsdagen d. 30te Juni i Skaalebunden, hvor
Valget skulde foregaa. Uagtet Loven om Lagthinget
ikke fordrer, at den, der vælges, skal være tilstede
paa Valgstedet, saa vilde jeg dog ønske, at de, der
selv ønske at vælges, eller som Vælgerne ønske
at stemme paa, enten uopfordret vilde møde ved
Valget eller af Vælgerne maatte opfordres dertil.
Beskedenhed er en Ynglings skjønneste Dyd, men
denne Ynglingens Dyd bør som oftest træde i Bag-
grunden hos den Mand, der vil udrette Noget. Er
det ikke Fejghed eller falsk Undseelse, at træde
tilbage der, hvor man ved at træde frem tror at
kunne stifte Gavn? Og bør man ikke ved at kræve Man-
den til offentligt Regnskab forvisse sig om hans An-
skuelser, forinden man lægger en saa vigtig Sag i
hans Haand, især paa et Sted, hvor man ikke hidtil
har haft Lejlighed til at blive bekjendt med Folkets
Mening om de offentlige Anliggender, og navnlig
hvo der aabent tør udtale hvad der bor i ham?
Efterat Valgforstanderskabets Formand Provst
Jørgensen var kommen ud paa den aabne Plads
og man havde faaet at vide, at han vilde holde en
Tale, stimlede Folk omkring ham. Han søgte at
lægge Folk paa Hjærte, hvor betydningsfuldt dette
Valg var. Han vilde imidlertid ikke forsøge paa, at
bibringe Folk en Mening om, hvorledes de burde
vælge, især i disse Tider, da Lidenskaberne vare i
stærk Bevægelse. Om dette Valg vilde blive til Vel-
signelse eller til Fordærvelse for Landet, beroede
— ligesom Valgene til Rigsdagen — paa Valgets Ud-
fald. Embedsmændene havde haft den bedste Villie
til at fremme Landets Vel; men denne deres Stræ-
ben blev stærkt miskjendt i den seneste Tid.
Jeg vilde have forlangt Ordet saasnart Provsten
havde talt; men han havde næppe sagt det sidste
Ord før han var forsvunden. Da jeg imidlertid vid-
ste, at Loven tillod en kort Forhandling, forinden
Afstemningen begyndte, og jeg tillige antog, at denne
Forhandling burde ske paa det Sted, hvor Provsten
havde holdt sin Indledningstale, traadte jeg frem og
spurgte Folk, om de vilde høre nogle Øjeblikke paa
mig. Dette blev besvaret bejaende, og jeg talte da
omtrent saaledes:
„Da Kongen havde underskrevet Loven om Fær-
øernes Lagthing, da slog jeg Hænderne sammen af
Glæde; jeg følte, at der derved var oprunden en
ny Tid for mit elskede Fødeland og mine kjære
Landsmænd: Embedsmændene skulde nu ikke ene
raade, men Folket havde faaet Haand i Hanke med.
Jeg levede i det sikkre Haab, at den Sløvhedens og
Ligegyldighedens Tilstand, der havde indsneget sig
imedens mangehaande trykkende Aag havde hvilet
paa Folkets Skuldre, vilde forsvinde, at den Forvir-
ring i Forholdenes Ordning, den Stillestaaen eller
rettere Tilbagegaaen i Udviklingen, der er et Sær-
kjende for den Tid, de danske Herrer ene havde
haft Tøjlen, nu omsider skulde afløses af en frem-
adskridende Udvikling; thi hvem er mere fortrolig
med Landets ejendommelige Forhold end netop Fær-
ingerne selv? og hvor sikkert styrer ikke Færin-
gen sin lille Baad gjennem de stride Strømme og over
de vilde Bølger ! og tør man ikke derfor med Ro-