Dúgvan - 12.01.1899, Page 2
Hendes Maal var »at forene Kvinderne
over hele Verden til ihærdig Kamp mod
de berusende Drikke, til Værn for Familie-
livet og til Fremskridt i enhver god og
ædel Sag«. Det var at ønske, at de fær-
øske Kvinder ville tage hende til Mønster
og efter fattig Evne træde i hendes Fodspor.
Du Fattigkvind! Du Arbejdsmand!
Du Fattigkvind, du Arbejdsmand!
jer vier jeg min ringe Sang
og alt, hvad jeg kan evne;
i eders Kamp paa Hav og l and,
paa Arbejdsplads, i Hytten trang,
fra livets første Morgen
til Dødens sidste Stævne.
At præke for jer Straf og Dom,
og raabe højt paa ak! og ve!
for eders Last og l yder, —
nej, nej! det la’r jeg andre om,
som ej den Heltekamp kan se,
hvormed I livet slider
i eders skidne Gyder.
At Armods Hjem er 1 astens Hjem
og Trællesind gør Trælledaad,
det er en gammel Lære;
i Nød og Savn gror l ængsler frem,
en Drøm om Liv og J.yst for Graad, —
men Lykkens værste Fjende,
den maa det Livshaab nære!
Du Fattigkvind, du Arbejdsmand,
som traadte Drikkens Heksedans,
lær eders Tarv at kende!
Den Gift, som kogler Lykkens Land
i Taagesyner for jer Sans,
kun øger eders Jammer,
thi d e n er Lykkens Fjende.
Det ved I jo saa vel som jeg,
I kender godt dens falske Trøst;
nuvel, saa lad den fare!
Og mød dem med et kraftigt »Nej!«,
som gør sig Fordel af jer Brøst.
Kom, frigør eders Livslyst
fra Drikkesygens Mare!
C. H.-I.
Et Gensvar.
„Tro, hvad du vil,
vær mig kun tro!“
(Grundtvig.)
Hr. Provst Sørensen i Skanderborg er
en kendt og almindelig afholdt Mand her
oppe og hans Navn er et af Afholdssagens
store Navne. Derfor kan hans Meninger
altid gøre sikkert Krav paa Opmærksom-
hed og Interesse, thi hans Ord har Vægt
og hele hans noble Optræden kan kun
vække Sympati hos alle. Og naar han nu
i sidste Nr. af »Dugvan« har værdiget min
første lille, men meget omstridte Artikel
om Afhold og Religiøsitet sin Opmærk-
med et Indlæg, da vil jeg, før jeg til-
lader mig at paapege Hovedmomenterne
til min Artikel, kun sige, at hvis alle
religiøst grebne Af holdsfolk vare i Be-
siddelse af Hr. Provst Sørensens aandelige
Frisind og Tolerance, da var mit »Varsko«
aldrig fremkommet. Det var rettet mod
det Snæversyn og den Herskesyge, som
desværre ogsaa indenfor vore Rækker gør
sig gældende i dette som i mange andre
Punkter.
Først et Par Ord om mit Mærke, som
Hr. Provst S. finder »betegnende«. Satyren
Pan, hvis Væsen betegner den øde En-
somheds og den store Stilheds navnløse
Angst, har, paa Grund af en Ejendommelig-
hed i min Karakter, altid haft min Sympati,
men Navnet syntes mig for anmassende,
kendt som det er fra vore største Digteres
Værker, at bruge som Udtryk for min
lille Person og jeg valgte derfor det mere
almindelige: Satyr. Der er imidlertid et
gammelt Ord, der siger: Ve den, ved hvem
Forargelser komme! og da jeg nu ser, at
Meyer har givet Ordet en mindre smuk
Forklaring, jorder jeg herved Satyrhammen
for stedse.
Hr. Provst S. citerer »Danmarks Af-
holdsforening«s l ovs § 2, der siger: »For-
eningen tager som saadan ikke Del i re-
ligiøs eller politisk Partivirksomhed«, og
tilføjer: »Nej ikke i religiøs Par ti virk-
somhed, men vel i religiøs Virksomhed.«
Men det er jo netop dette, der er saa
umaadelig vanskeligt, saa længe der ikke
gives en Religion, fælles for alle Menne-
sker, en Verdensreligion, hvorunder alle
kan samles i een Bekendelse, thi det er jo
ikke blot de smaa Afvigelser fra den
lutherske Statskirkes Lære, der her bliver
Tale om; nej, Kirkekristne og Unitarer,
Buddhister og Mahomedanere m. m. fl. er
netop religiøse Partier, hvis Uoverens-
stemmelser det vil blive vanskeligt at overse
og forsone, for ikke at tale om alle de
Mennesker, der ikke hylder nogen af disse
Konfessioner. Og derfor mener jeg, at
selv om et Menneskes religiøse Overbevis-
ning er Grundfjederen i hans Afholdsvirk-
somhed, gavner han denne Sag bedst ved
at holde den neutral for Indblanding af
religiøse Dogmer. At nogen derimod
skulde ville udelukke Moralen som Element
i Afholdsbevægelsen, forstaar jeg ikke, thi
den har da virkelig den største Indflydelse