Dúgvan - 12.01.1899, Blaðsíða 2

Dúgvan - 12.01.1899, Blaðsíða 2
Hendes Maal var »at forene Kvinderne over hele Verden til ihærdig Kamp mod de berusende Drikke, til Værn for Familie- livet og til Fremskridt i enhver god og ædel Sag«. Det var at ønske, at de fær- øske Kvinder ville tage hende til Mønster og efter fattig Evne træde i hendes Fodspor. Du Fattigkvind! Du Arbejdsmand! Du Fattigkvind, du Arbejdsmand! jer vier jeg min ringe Sang og alt, hvad jeg kan evne; i eders Kamp paa Hav og l and, paa Arbejdsplads, i Hytten trang, fra livets første Morgen til Dødens sidste Stævne. At præke for jer Straf og Dom, og raabe højt paa ak! og ve! for eders Last og l yder, — nej, nej! det la’r jeg andre om, som ej den Heltekamp kan se, hvormed I livet slider i eders skidne Gyder. At Armods Hjem er 1 astens Hjem og Trællesind gør Trælledaad, det er en gammel Lære; i Nød og Savn gror l ængsler frem, en Drøm om Liv og J.yst for Graad, — men Lykkens værste Fjende, den maa det Livshaab nære! Du Fattigkvind, du Arbejdsmand, som traadte Drikkens Heksedans, lær eders Tarv at kende! Den Gift, som kogler Lykkens Land i Taagesyner for jer Sans, kun øger eders Jammer, thi d e n er Lykkens Fjende. Det ved I jo saa vel som jeg, I kender godt dens falske Trøst; nuvel, saa lad den fare! Og mød dem med et kraftigt »Nej!«, som gør sig Fordel af jer Brøst. Kom, frigør eders Livslyst fra Drikkesygens Mare! C. H.-I. Et Gensvar. „Tro, hvad du vil, vær mig kun tro!“ (Grundtvig.) Hr. Provst Sørensen i Skanderborg er en kendt og almindelig afholdt Mand her oppe og hans Navn er et af Afholdssagens store Navne. Derfor kan hans Meninger altid gøre sikkert Krav paa Opmærksom- hed og Interesse, thi hans Ord har Vægt og hele hans noble Optræden kan kun vække Sympati hos alle. Og naar han nu i sidste Nr. af »Dugvan« har værdiget min første lille, men meget omstridte Artikel om Afhold og Religiøsitet sin Opmærk- med et Indlæg, da vil jeg, før jeg til- lader mig at paapege Hovedmomenterne til min Artikel, kun sige, at hvis alle religiøst grebne Af holdsfolk vare i Be- siddelse af Hr. Provst Sørensens aandelige Frisind og Tolerance, da var mit »Varsko« aldrig fremkommet. Det var rettet mod det Snæversyn og den Herskesyge, som desværre ogsaa indenfor vore Rækker gør sig gældende i dette som i mange andre Punkter. Først et Par Ord om mit Mærke, som Hr. Provst S. finder »betegnende«. Satyren Pan, hvis Væsen betegner den øde En- somheds og den store Stilheds navnløse Angst, har, paa Grund af en Ejendommelig- hed i min Karakter, altid haft min Sympati, men Navnet syntes mig for anmassende, kendt som det er fra vore største Digteres Værker, at bruge som Udtryk for min lille Person og jeg valgte derfor det mere almindelige: Satyr. Der er imidlertid et gammelt Ord, der siger: Ve den, ved hvem Forargelser komme! og da jeg nu ser, at Meyer har givet Ordet en mindre smuk Forklaring, jorder jeg herved Satyrhammen for stedse. Hr. Provst S. citerer »Danmarks Af- holdsforening«s l ovs § 2, der siger: »For- eningen tager som saadan ikke Del i re- ligiøs eller politisk Partivirksomhed«, og tilføjer: »Nej ikke i religiøs Par ti virk- somhed, men vel i religiøs Virksomhed.« Men det er jo netop dette, der er saa umaadelig vanskeligt, saa længe der ikke gives en Religion, fælles for alle Menne- sker, en Verdensreligion, hvorunder alle kan samles i een Bekendelse, thi det er jo ikke blot de smaa Afvigelser fra den lutherske Statskirkes Lære, der her bliver Tale om; nej, Kirkekristne og Unitarer, Buddhister og Mahomedanere m. m. fl. er netop religiøse Partier, hvis Uoverens- stemmelser det vil blive vanskeligt at overse og forsone, for ikke at tale om alle de Mennesker, der ikke hylder nogen af disse Konfessioner. Og derfor mener jeg, at selv om et Menneskes religiøse Overbevis- ning er Grundfjederen i hans Afholdsvirk- somhed, gavner han denne Sag bedst ved at holde den neutral for Indblanding af religiøse Dogmer. At nogen derimod skulde ville udelukke Moralen som Element i Afholdsbevægelsen, forstaar jeg ikke, thi den har da virkelig den største Indflydelse

x

Dúgvan

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Dúgvan
https://timarit.is/publication/13

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.