Dúgvan - 12.01.1899, Blaðsíða 3

Dúgvan - 12.01.1899, Blaðsíða 3
 paa netop »legemlig Sundhed og Velvære«, hvad Religionen i egentlig Forstand aldrig kan faa. Hr. Provst S. mener, at der i Dan- marks saa vel som i Udlandets Afholds- a.rbejde har været udpræget kristentroende Mænd og Kvinder, der har udrettet mest. og at de andres Virksomhed ved Siden heraf er rent forsvindende. Meget muligt, men hvis er Skylden? Mon ikke netop vort Tvistens Æble her har sin skadelige Indflydelse, idet disse udpræget kristen- troende Mennesker ved deres stadige og tit ensidige Hævden af deres Religions- opfattelse har skrammet »de andre« bort, bragt dem til kun at se en ny Slags re- ligiøs Sekt i Afholdsbevægelsen og saa- ledes forhindret dem i at slutte sig til en Sag. der mulig havde deres fulde Sympati? Sikkert i mange Tilfælde. At religiøse Motiver overfor enkelte Mennesker er de stærkeste, ved jeg vel, men at denne Kendsgerning skulde nødvendiggøre Benyttelsen af disse Motiver til Drikke- ondets Bekæmpelse, er en forhastet Slut- ning, thi lige saa saa sikkert som der er Mennesker »som først naar de er blevne religiøst-kristeligt grebne« ere blevne Af- holdsfolk, lige saa vist er der andre, der netop paa Grund af deres Kristendom mener ikke at kunne slutte sig til denne Sag. Og saa er vi lige vidt. At nægte »Dugvan« Plads for det religiøse er der jo ikke Tale om, men jeg tror fremdeles, at dens bedste Vaaben er og vil være: En frisindet, human og for- nuftig Oplysning, thi kun med det Vaaben er man i Stand til i Enighed at besejre den fælles Fjende; dette har Danmarks bedste Afholdsblad »Agitatoren«, der netop er Organ for Samarbejdet, forstaaet og hævdet fra først af. Og enten man er religiøst greben eller ej, maa man ind- rømme, at naar det gælder om at bevare Samfundet, er der Brug for alle gode Kræfters Bistand, baade Kristnes og fkke- Kristnes. Det er uklogt og upraktisk at ude- lukke en stor Del Menneskers Hjælp, thi det er ikke et Arbejde for Kirken, der her skal gøres, det er et Arbejde for Samfundet. Chr. Holm-Isaksen. Anledning af. at K. Nesbo i en Rand- glose til sin Artikel i »Dugvan« Nr. 12 paa en lidt impertinent Maade forhører sig om det af mig (Satyr) brugte Ord »irreligiøs« muligvis er at forstaa som »vantro«, skal jeg bemærke, at jeg med irreligiøse Men- nesker har tænkt dels paa dem, som af Mangel paa Interesse for Religion over- hovedet sjælden skænker den en Tanke, samt alle dem, hvis Meninger ikke falde sammen med noget af de eksisterende Religionssamfunds Dogmer. Men at kalde disse Mennesker vantro er lige saa ube- rettiget og anmassende som at kalde re- ligiøse Mennesker overtroiske. I øvrigt er Bemærkningen god at faa Forstand af som et af de mange Eksempler paa den In- tolerance, som Religionens Indblanding i Afholdssagen let fører med sig, thi jeg kan forsikre K. Nesbo om, at der i mig, lige saa vel som i ham (hende) selv, er et »helligt I.and«, »hvor det med Harper klinger, jubler, toner og svinger.« Chr. Holm-Isaksen. I Forbigaaende. Skitse. Jeg gaar forbi det lille Hus ved Vejen. Der høres højrøstet Tale derindefra, og gennem den tynde Bræddevæg lyder en skingrende Kvindestemme ud i den frostklare, lydhøre Aften; en Strøm af For- bandelser, Bebreidelser og Beklagelser, der ledsages af mange Smaabørns fortvivlede Klynken. Nu og da fornemmes en dump Brummen som af et tirret Rovdyr, der i et enkelt Øjeblik, hvor Kvindestemmen slaar over i hysterisk Graad, stiger til et hæst, utæmmet Brøl. Hvorpaa den skin- grende Falset atter tager fat, akkompagneret af Børnenes Skrig. Jeg nærmer mig Vinduet, der ubarm- hjertigt stiller til Skue denne uhyggelige Scene af den »hellige« Ægtestand. Hvilken Scene! Den store, kraftige Mand ligger, laset og skidden, udstrakt paa Gulvet i det røgfyldte, øde Værelse og Brændevins- fraaden flyder ham ud af Mundvigerne ned i det sorte Vildmandsskæg. Døren staar aaben til det mørke Køkken, hvorfra Konen sender sin harmdirrende Ordflom ud over det oppustede, syn- og sanseløse Væsen, som man kalder hendes Husbond, mens en Flok forskræmte og forsultne Unger har trykket sig sammen i Stuens mørkeste Krog. — En Tragedie saa hjerte- skærende, som kun livet kan byde den! Et Øjeblik efter er hun inde i Stuen. Den døddrukne Mand er levet en Smule op af sin Døs, hans fortinnede Øjne søge rundt fra den ene til den anden; det sløve Blik standser ved hendes frugtsommelige Skikkelse og med grødet Stemme brummer

x

Dúgvan

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Dúgvan
https://timarit.is/publication/13

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.