Dúgvan - 12.01.1899, Síða 3
paa netop »legemlig Sundhed og Velvære«,
hvad Religionen i egentlig Forstand aldrig
kan faa.
Hr. Provst S. mener, at der i Dan-
marks saa vel som i Udlandets Afholds-
arbejde har været udpræget kristentroende
Mænd og Kvinder, der har udrettet mest.
og at de andres Virksomhed ved Siden
heraf er rent forsvindende. Meget muligt,
men hvis er Skylden? Mon ikke netop
vort Tvistens Æble her har sin skadelige
Indflydelse, idet disse udpræget kristen-
troende Mennesker ved deres stadige og
tit ensidige Hævden af deres Religions-
opfattelse har skræmmet »de andre« bort,
bragt dem til kun at se en ny Slags re-
ligiøs Sekt i Afholdsbevægelsen og saa-
ledes forhindret dem i at slutte sig til en
Sag, der mulig havde deres fulde Sympati?
Sikkert i mange Tilfælde. At religiøse
Motiver overfor enkelte Mennesker er de
stærkeste, ved jeg vel, men at denne
Kendsgerning skulde nødvendiggøre
Benyttelsen af disse Motiver til Drikke-
ondets Bekæmpelse, er en forhastet Slut-
ning, thi lige saa saa sikkert som der er
Mennesker »som først naar de er bievne
religiøst-kristeligt grebne« ere bievne Af-
holdsfolk, lige saa vist er der andre, der
netop paa Grund af deres Kristendom
mener ikke at kunne slutte sig til denne
Sag. Og saa er vi lige vidt.
At nægte »Dugvan« Plads for det
religiøse er der jo ikke Tale om, men jeg
tror fremdeles, at dens bedste Vaaben er
og vil være: En frisindet, human og for-
nuftig Oplysning, thi kun med det Vaaben
er man i Stand til i Enighed at besejre den
fælles Fjende; dette har Danmarks bedste
Afholdsblad »Agitatoren«, der netop er
Organ for Samarbejdet, forstaaet og
hævdet fra først af. Og enten man er
religiøst greben eller ej, maa man ind-
rømme, at naar det gælder om at bevare
Samfundet, er der Brug for alle gode
Kræfters Bistand, baade Kristnes og Ikke-
Kristnes.
Det er uklogt og upraktisk at ude-
lukke en stor Del Menneskers Hjælp, thi
det er ikke et Arbejde for Kirken, der her
skal gøres, det er et Arbejde for
Samfundet.
Chr. Holm-Isaksen.
I Anledning af, at K. Nesbo i en Rand-
glose til sin Artikel i »Dugvan« Nr. 12
paa en lidt impertinent Maade forhører sig
om det af mig (Satyr) brugte Ord »irreligiøs«
muligvis er at forstaa som »vantro«, skal
jeg bemærke, at jeg med irreligiøse Men-
nesker har tænkt dels paa dem, som af
Mangel paa Interesse for Religion over-
hovedet sjælden skænker den en Tanke,
samt alle dem, hvis Meninger ikke falde
sammen med noget af de eksisterende
Religionssamfunds Dogmer. Men at kalde
disse Mennesker vantro er lige saa ube-
j rettiget og anmassende som at kalde re-
ligiøse Mennesker overtroiske. I øvrigt er
Bemærkningen god at faa Forstand af som
et af de mange Eksempler paa den In-
tolerance, som Religionens Indblanding i
Afholdssagen let fører med sig, thi jeg
kan forsikre K. Nesbo om, at der i mig,
lige saa vel som i ham (hende) selv, er et
»helligt Land«,
»hvor det med Harper klinger,
jubler, toner og svinger.«
Chr. Holm-Isaksen.
I Forbigaaende.
Skitse.
Jeg gaar forbi det lille Hus ved Vejen.
Der høres højrøstet Tale derindefra,
og gennem den tynde Bræddevæg lyder
en skingrende Kvindestemme ud i den
frostklare, lydhøre Aften; en Strøm afFor-
j bandeiser, Bebreidelser og Beklagelser, der
ledsages af mange Smaabørns fortvivlede
Klynken. Nu og da fornemmes en dump
Brummen som af et tirret Rovdyr, der i
et enkelt Øjeblik, hvor Kvindestemmen
slaar over i hysterisk Graad, stiger til et
hæst, utæmmet Brøl. Hvorpaa den skin-
grende Falset atter tager fat, akkompagneret
af Børnenes Skrig.
Jeg nærmer mig Vinduet, der ubarm-
hjertigt stiller til Skue denne uhyggelige
Scene af den »hellige« Ægtestand. Hvilken
Scene! Den store, kraftige Mand ligger,
laset og skidden, udstrakt paa Gulvet i det
røgfyldte, øde Værelse og Brændevins-
fraaden flyder ham ud af Mundvigerne ned
i det sorte Vildmandsskæg. Døren staar
aaben til det mørke Køkken, hvorfra
Konen sender sin harmdirrende Ordflom
ud over det oppustede, syn- og sanseløse
Væsen, som man kalder hendes Husbond,
mens en Flok forskræmte og forsultne
Unger har trykket sig sammen i Stuens
mørkeste Krog. — En Tragedie saa hjerte-
skærende, som kun Livet kan byde den!
Et Øjeblik efter er hun inde i Stuen.
Den døddrukne Mand er levet en Smule
op af sin Døs, hans fortinnede Øjne søge
rundt fra den ene til den anden; det sløve
Blik standser ved hendes frugtsommelige
Skikkelse og med grødet Stemme brummer