Dúgvan - 11.05.1899, Blaðsíða 2

Dúgvan - 11.05.1899, Blaðsíða 2
E. R.s Inkognito og i Fald det skulde vise sig, at denne er Medlem af Foreningen, kræver jeg de ærerørige Udtalelser offent- lig mortificerede. I modsat Fald maa enten han ekskluderes eller jeg træde fra som Redaktør af »Dugvan« og Formand for Afholdsforeningen, da jeg hverken ønsker at redigere et Blad, hvor der hersker en »daarlig Aand«, eller dirigere en Forening, som de unge advares mod at besøge paa Grund af den derværende »slette Omgang», der, som Forfatteren siger, »fordærver gode Sæder« og vil drage de unge »ned i Smudset.« Altsaa: Træd frem af Deres Skjul, Hr. E. R. og lad Af holdsforeningen faa Lov til at afsige sit: Enten — eller! Dione Isaksen. Cave canem! Det lille Digt »Raad jer selv« har givet E. R. i »Færøsk Kirketid.« Lejlighed til nogle yderst perfide Udgydelser, der mere tilsigter et Angreb paa min Person end paa de uskyldige Smaavers i »Dugvan«s sidste Nr. Skønt den anonyme Skribents lidet sømmelige Sprog, hans bornerte Paa- stande og ulogiske Bevisførelse ikke netop indbyder til Polemik, vil jeg dog for de unges saa vel som Forældrenes Skyld værdige hans Ord en Opmærksomhed som de imidlertid langtfra fortjener. Jeg har sagt: Raad jer selv! — Det er indlysende, at Selvstændighed i Tanke, i Ord og Handling er det, der gavner et Menneske bedst, ti uden den bliver han kun »som Sivet, der svajer hid og did for Vinden«, et let Bytte for alle dem, der heller end gerne benytter sig af en svag, uselvstændig Karakter, og det ikke mindst hvor det gælder Drikkeriet. Men at raade sig selv er ikke ensbetydende med, at lade haant om den Hjælp og Vejledning, vi i saa mange af Livets Forhold kan faa fra gode Mennesker og gennem god Læsning, — tværtimod, — men det gælder her som altid først og fremmest at staa paa sine egne Ben og bruge sin Fornuft. Det er at raade sig selv og dertil egner baade unge og gamle sig, saafremt de da ikke er aandelig eller legemlig nedbrudte Stakler. Men en saa simpel og selvfølgelig .Sandhed vover De, Hr. E. R., at kalde »umoralsk« og »ukristelig«. Er De fra Sans og Sam- ling, Menneske! Jeg har talt om at nyde Livet og jeg vil vedblive dermed, saa længe jeg kan og saa længe som denne store, vide Verden, der lys og skøn blev hvælvet os til Lyst, endnu bliver knuget os til Klemsel af livs- fjendske Hængehoveders Fordømmelses- præk. Vel ved jeg. at der er dem, som i livsnydelsen kun ser en tøjlesløs Tilfreds- stillelse af alle Drifter, men til saadanne har jeg ikke rettet min Opfordring, og at Hr. E. R. — hvis aandelige Gehalt jeg har lært at kende gennem hans mange Artikler i »P"ær. Kirketid.« — skulde høre til disse Zigøjnernaturer, har jeg mindst af alt troet, indtil nu hans Ord giver mig Syn for Sagen. Denne Mand (?), der raaber op om Umoralitet og Ugudelighed, om Ren- hed i Tanke og Sømmelighed i Ord, han røber i sine Ord en saadan Tankens Perversitet, som man skal lede længe efter for at finde Mage til. Alle vi unge, som fri og glade vil »leve med Vaaren« uden at anlægge Bodsskjorte og iføre os Sæk og Aske, vi er i dette Menneskes Øjne »som Hunden, der vender sig til sit eget Spy, som Soen, der vælter sig i Sølen«!! — Stakkels syge Mand, saaledes ser altsaa Deres indre Menneske ud! Jeg kan ikke nægte, at jeg er blevet skuffet, thi der er et gammelt Ord, der siger: »For den rene er alting rent!« Og desværre: »Tann, ilt gitur, hann ilt ger«. »Tusind Gang heller synde end hykle Dyd, som er løjet!« Tanken i disse Ord staar i nøjeste Samklang med selve Kristi Lære og Liv, thi var det ikke Kristus, som Gang efter Gang udtalte sin For- dømmelse over de hykkelske Phari- sæere og Skriftkloge, Datidens Præster og Teologer, disse Øjénskalke, der paa Skrømt bede længe! Og var det ikke Kristus, som Gang paa Gang modtog de største Syndere med sin milde, menneskelige Overbærenhed: Hvo, som er ren iblandt eder, kaste den første Sten! Dette ved De altsammen, Hr. E. R., og De ved tillige, at Bibelen for de mange er Guds hellige Ord. som man ikke ustraffet misbruger til Fremme for sin egen Ondskab, sit eget Had. Og dog har De, for at skaffe Deres Beskyldninger Indpas og Tiltro hos mindre tænksomme Mennesker, ikke undset Dem ved at anføre det ene Skriftsted efter det andet som Bevis for Deres smudsige For- tolkning af mit lille Digt. At disse Skrift- steder intet forklare og intet bevise i den af Dem ønskede Retning og Forsøget saa- ledes er totalt mislykket, undskylder Dem ikke. De har benyttet Bibelen som Jesuiten benytter den, og vel vidende om dens Magt over Sindene, handlet ud fra den gamle .Sætning: Hensigten helliger Midlet! Men sligt fortjener alle retskafne Menne- skers Foragt. »Sortsynets Ve ogVaande«, ja, det er daarlig Kristendom, men denne Kristen- dom er netop E. R.s. Hans haarde, for- dømmende Ord har tilfulde lært os, at hans

x

Dúgvan

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Dúgvan
https://timarit.is/publication/13

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.