Dúgvan - 11.05.1899, Page 2

E. R.s Inkognito og i Fald det skulde vise
sig, at denne er Medlem af Foreningen,
kræver jeg de ærerørige Udtalelser offent-
lig mortificerede. I modsat Fald maa enten
han ekskluderes eller jeg træde fra som
Redaktør af »Diigvan« og Formand for
Afholdsforeningen, da jeg hverken ønsker
at redigere et Blad, hvor der hersker en
»daarlig Aand«, eller dirigere en Forening,
som de unge advares mod at besøge paa
Grund af den derværende »slette Omgang»,
der, som Forfatteren siger, »fordærver gode
Sæder« og vil drage de unge »ned i
Smudset.«
Altsaa: Træd frem af Deres Skjul,
Fir. E. R. og lad Afholdsforeningen faa Lov
til at afsige sit: Enten — eller!
Dione Isaksen.
Cave canem!
Det lille Digt »Raad jer selv« har
givet E. R. i »Færøsk Kirketid.« Lejlighed
til nogle yderst perfide Udgydelser, der
mere tilsigter et -Angreb paa min Person
end paa de uskyldige Smaavers i »Dfigvams
sidste Nr. Skønt den anonyme Skribents
lidet sømmelige Sprog, hans bornerte Paa-
stande og ulogiske Bevisførelse ikke netop
indbyder til Polemik, vil jeg dog for de
unges saa vel som Forældrenes Skyld
værdige hans Ord en Opmærksomhed som
de imidlertid langtfra fortjener.
Jeg har sagt: Raad jer selv! — Det
er indlysende, at Selvstændighed i Tanke,
i Ord og Handling er det, der gavner et
Menneske bedst, ti uden den bliver han
kun »som Sivet, der svajer hid og did for
Vinden«, et let Bytte for alle dem, der
heller end gerne benytter sig af en svag,
uselvstændig Karakter, og det ikke mindst
hvor det gælder Drikkeriet. Men at raade
sig selv er ikke ensbetydende med, at lade
haant om den Hjælp og Vejledning, vi i
saa mange af Livets Forhold kan faa fra
gode Mennesker og gennem god Læsning,
— tværtimod, — men det gælder her som
altid først og fremmest at staa paa sine
egne Ben og bruge sin Fornuft. Det er
at raade sig selv og dertil egner baade
unge og gamle sig, saafremt de da ikke
er aandelig eller legemlig nedbrudte Stakler.
Men en saa simpel og selvfølgelig Sandhed
vover De, Hr. E. R., at kalde »umoralsk«
og »ukristelig«. Er De fra Sans og Sam-
ling, Menneske!
Jeg har talt om at nyde Livet og jeg
vil vedblive dermed, saa længe jeg kan og
saa længe som denne store, vide Verden,
der lys og skøn blev hvælvet os til Lyst,
endnu bliver knuget os til Klemsel af livs-
fjendske Hængehoveders Fordømmelses-
præk. Vel ved jeg. at der er dem, som i
1 ivsnydelsen kun ser en tøjlesløs Tilfreds-
stillelse af alle Drifter, men til saadanne
har jeg ikke rettet min Opfordring, og at
Hr. E. R. — hvis aandelige Gehalt jeg
har lært at kende gennem hans mange
Artikler i »Fær. Kirketid.« — skulde høre
til disse Zigøjnernaturer. har jeg mindst af
alt troet, indtil nu hans Ord giver mig Syn
for Sagen. Denne Mand (?), der raaber op
om Umoralitet og Ugudelighed, om Ren-
hed i Tanke og Sømmelighed i Ord, han
røber i sine Ord en saadan Tankens
Perversitet, som man skal lede længe efter
for at finde Mage til. Alle vi unge, som
fri og glade vil »leve med Vaaren« uden
at anlægge Bodsskjorte og iføre os Sæk
og Aske, vi er i dette Menneskes Øjne
»som Hunden, der vender sig til sit eget
Spy, som Soen, der vælter sig i Sølen«!! —
Stakkels syge Mand, saaledes ser altsaa
Deres indre Menneske ud! Jeg kan ikke
nægte, at jeg er blevet skuffet, thi der er
et gammelt Ord, der siger: »For den rene
er alting rent!« Og desværre: »Tann, ilt
gitur, hann ilt ger«.
»Tusind Gang heller synde end hykle
Dyd, som er løjet!« Tanken i disse Ord
staar i nøjeste Samklang med selve Kristi
Lære og Liv, thi var det ikke Kristus,
som Gang efter Gang udtalte sin For-
dømmelse over de hykkelske Phari-
sæere og Skriftkloge, Datidens Præster og
Teologer, disse Øjénskalke, der paa Skrømt
bede længe! Og var det ikke Kristus,
som Gang paa Gang- modtog de største
Syndere med sin milde, menneskelige
Overbærenhed: Hvo, som er ren iblandt
eder, kaste den første Sten! Dette ved De
altsammen, Hr. E. R., og De ved tillige,
at Bibelen for de mange er Guds hellige
Ord. som man ikke ustraffet misbruger til
Fremme for sin egen Ondskab, sit eget
Had. Og dog har De, for at skaffe Deres
Beskyldninger Indpas og Tiltro hos mindre
tænksomme Mennesker, ikke undset Dem
ved at anføre det ene Skriftsted efter det
andet som Bevis for Deres smudsige For-
tolkning af mit lille Digt. At disse Skrift-
steder intet forklare og intet bevise i den
af Dem ønskede Retning og Forsøget saa-
ledes er totalt mislykket, undskylder Dem
ikke. De har benyttet Bibelen som Jesuiten
benytter den, og vel vidende om dens
Magt over Sindene, handlet ud fra den
gamle Sætning: Hensigten helliger Midlet!
Men sligt fortjener alle retskafne Menne-
skers F'oragt.
»Sortsynets Ve ogVaande«, ja, det er
daarlig Kristendom, men denne Kristen-
dom er netop E. R.s. Hans haarde, for-
dømmende Ord har tilfulde lært os, at hans