Dúgvan - 11.05.1899, Blaðsíða 3

Dúgvan - 11.05.1899, Blaðsíða 3
Syn paa Menneskelivet ikke er den Digters, hvis Vers han citerer (Grundtvig), det er ikke »Lærkesang og Klokkeklang«, men dumpe, skurrende Slag paa Haabløshedens rustne Malm. Og husk det, I unge, som endnu holder eders Ungdom for højt i Ære til, at I vil begrave den i Døds- frygtens skumle Gravkammer, sig ikke Glæden over Livet Farvel for at følge de Røster, der ender med at drage eder ned i Fortvivlelse og Mørke. Jeg har endnu en Del at skulle have sagt Hr. E. R... men Pladsen tillader det vel ikke. Jeg vil derfor slutte med den Formaning, som Skræddersvenden Johan v. Khrenpreis giver sin skinsyge Rival i »Kærlighed uden Strømper«: ».....Kryb ind, kryb ud igen, for mig kryb, hvor du vil; kun dette vil jeg sige: Erindre, hvad du er, vid, du maa ikke vige fra Maddikens Natur; tal ej, dit Væsen er at krybe, være tavs.....« Dixi! Chr. Holm-Isaksen. Paa Livets Scene. „Et Liv med lidt Svir og efter Kødets Lyst let dækkes af et fint og nystrøget Bryst. Naar blot man er anstændig foran Livets Kulisser, med Silkehandsker klappes man af Slad- derens Nisser, — vel at mærke: Hvis man hører til Samfundets „Spidser"." Der er kvalmt og lummert inde i den gamle, lavloftede Butik, hvis smudsige Indre og fuselmættede Luft lader ane, at vi be- finder os i en af den lille Bys mange Brændevinsboder, disse »blandede« Forret- ninger, hvis første Attraktion er »Fattig- mands Snaps«, den danske Brændevin. Lyset trænger sparsomt ind gennem de tilgitrede Ruder og dets svagtgrønne Skær falder hen over Disken, hvor døde Fluer svømme i et grumset Fluidium, spildte Rester af den vandklare Gudedrik. Butikssvenden sidder gispende i en døsig Halvslummer henslængt paa en Kasse, kun Bornholms- urets søvnige Tik-tak bryder den tunge Stil- hed. Det er i Middagsstunden. Et famlende Greb i Dørklinken vækker Drengen op af hans Dvale, og med sine smaa plirende Øjne maaler han den ind- trædende, der langsomt lukker Døren i efter sig. Det er en middelaldrende, lav- stammet Mand, hvis svulne Ansigt og sløve Træk endnu bære Spor af fordums Skøn- hed; hans Klæder, som ere slidte og for- revne, den ydmygt krybende Holdning og det ludende Hoved er triste Tegn paa, at dette Menneske om føje Tid vil være et Vrag. Han er en af Forretningens sikre Kunder; her har han for mange Aar til- bage drukket sin første Snaps, der blev budt ham af den pæne, gamle Købmand, der endog en Juleaften inviterede ham og hans søde, lille Kone til Aften i sin fine Lejlighed. Siden da er det gaaet tilbage for ham Skridt for Skridt; tunge, bitre Skuffelser. Sygdom og Nød har knuget den stærke Mand i Knæ, og da Konen døde, søgte han, fattig og forladt, sin Til- flugt i den Glemselens Kilde, der stedse mer og mer ubarmhjertigt kræver sin Tribut af sine ulykkelige Ofre. Foragtet af alle »pæne« Folk, foragtet af sig selv, er Brændevinsboden blevet hans andet Hjem, hvor den rundhaandede Købmand skænker ham hans daglige Ration paa en haabløs Kredit. — »for din kønne Kones Skyld, der nok havde fortjent en bedre Mand,« som der, gamle Levemand plejer at motivere sin Gavmildhed. Og Billed paa Billed dukker frem i Erindringen, lynsnart skif- tende som Figurerne i et Kalejdoskop, han skutter sig og haler frem under den lasede Trøje en gammel rusten Anchiovis- daase, som han skulende rækker Butiks- svenden, hvis Søvnighed ved dette Syn af- løses af vild Lystighed. Hans Skogger- latter kalder Fuldmægtigen ud fra Kontoret; i et hovent, overlegent Blik overskuer han Situationen, hvisler et »Svin!« mellem Tæn- derne og fortsætter saa sin afbrudte Be- skæftigelse med at pudse Negle. Men Staklen har endelig faaet sin Daase fyldt med Brændevin, han griber den med skæl- vende Fingre og stille lusker han af, mens Folk paa Gaden vender sig om efter ham og trivelige Borgerfruer udgyder deres sædelige Indignation i en flydende Ord- strøm. Atter gaar Butiksdøren op, men denne Gang for Fuldmægtigens Ven og Kamme- rat, en ung Spradebasse, hvis raske, fejende Optræden stedse imponerer Svenden, der aspirerer til »gentleman«. Skyndsomt henter han Vin og Cigarer, Kontordøren lukkes for de to haabefulde Købstadsspidser og snart forkynder Glassenes Klirren og en højrøstet Latter derindefra for den indviede, at en eller anden »vovet« Historie er i Op- marsch. Lystigheden stiger, Butikssvenden staar ved Døren og ser ud som bare Øre; saa langt om længe skubbes Stolene til Side, de to Venner gaar rask gennem Bu- tikken med lidt dinglende Skridt og slentrer ned ad Gaden røde i Kammen og med fremskudt Bryst, mens nydelige Smaa- damer sender dem kokette Øjekast og

x

Dúgvan

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Dúgvan
https://timarit.is/publication/13

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.