Dúgvan - 11.05.1899, Síða 3

Syn paa Menneskelivet ikke er den Digters,
hvis Vers han citerer (Grundtvig), det er
ikke »Lærkesang og Klokkeklang«, men
dumpe, skurrende Slag paa Haabløshedens
rustne Malm. Og husk det, I unge,
som endnu holder eders Ungdom for højt
i Ære til, at I vil begrave den i Døds-
frygtens skumle Gravkammer, sig ikke
Glæden over l ivet Farvel for at
følge de Røster, der ender med at
drage eder ned i Fortvivlelse og
M ørke.
Jeg har endnu en Del at skulle have
sagt Hr. Pi. R., men Pladsen tillader det
vel ikke. Jeg vil derfor slutte med den
Formaning, som Skræddersvenden Johan
v. Ehrenpreis giver sin skinsyge Rival
i »Kærlighed uden .Strømper«:
»......Kryb ind, kryb ud igen,
for mig kryb, hvor du vil; kun dette vil
jeg sige:
Erindre, hvad du er, vid, du maa ikke vige
fra Maddikens Natur; tal ej, dit Væsen er
at krybe, være tavs.......«
Dixi!
Chr. Holm-Isaksen.
Paa Livets Scene.
„Et Liv med lidt Svir og efter Kødets Lyst
let dækkes af et fint og nystrøget Bryst.
Naar blot man er anstændig foran Livets
Kulisser,
med Silkehandsker klappes man af Slad-
derens Nisser, —
vel at mærke: Hvis man hører til Samfundets
„Spidser“.“
Der er kvalmt og lummert inde i den
gamle, lavloftede Butik, hvis smudsige Indre
og fuselmættede Luft lader ane, at vi be-
finder os i en af den lille Bys mange
Brændevinsboder, disse »blandede« Forret-
ninger, hvis første Attraktion er »Fattig-
mands Snaps«, den danske Brændevin.
Lyset trænger sparsomt ind gennem de
tilgitrede Ruder og dets svagtgrønne Skær
falder hen over Disken, hvor døde P'luer
svømme i et grumset Fluidium, spildte Rester
af den vandklare Gudedrik. Butikssvenden
sidder gispende i en døsig Halvslummer
henslængt paa en Kasse, kun Bornholms-
urets søvnige Tik-tak bryder den tunge Stil-
hed. Det er i Middagsstunden.
Et famlende Greb i Dørklinken vækker
Drengen op af hans Dvale, og med sine
smaa plirende Øjne maaler han den ind-
trædende, der langsomt lukker Døren i
efter sig. Det er en middelaldrende, lav-
stammet Mand, hvis svulne Ansigt og sløve
Træk endnu bære Spor af fordums Skøn-
hed; hans Klæder, som ere slidte og for-
revne, den ydmygt krybende Holdning og
det ludende Hoved er triste Tegn paa, at
dette Menneske om føje Tid vil være et
Vrag. Han er en af Forretningens sikre
Kunder; her har han for mange Aar til-
bage drukket sin første Snaps, der blev
budt ham af den pæne, gamle Købmand,
der endog en Juleaften inviterede ham og
hans søde, lille Kone til Aften i sin fine
I.ej lighed. Siden da er det gaaet tilbage
for ham Skridt for Skridt; tunge, bitre
Skuffelser, Sygdom og Nød har knuget
den stærke Mand i Knæ, og da Konen
døde, søgte han, fattig og forladt, sin Til-
flugt i den Glemselens Kilde, der stedse
mer og mer ubarmhjertigt kræver sin Tribut
af sine ulykkelige Ofre. Foragtet af alle
»pæne« Folk, foragtet af sig selv, er
Brændevinsboden blevet hans andet Hjem,
hvor den rundhaandede Købmand skænker
ham hans daglige Ration paa en haabløs
Kredit. — »for din kønne Kones Skyld,
der nok havde fortjent en bedre Mand,«
som den gamle l evemand plejer at motivere
sin Gavmildhed. Og Billed paa Billed
dukker frem i Erindringen, lynsnart skif-
tende som Figurerne i et Kalejdoskop,
han skutter sig og haler frem under den
lasede Trøje en gammel rusten Anchiovis-
daase, som han skulende rækker Butiks-
svenden, hvis Søvnighed ved dette Syn af-
løses af vild Lystighed, Hans Skogger-
latter kalder Fuldmægtigen ud fra Kontoret;
i et hovent, overlegent Blik overskuer han
Situationen, hvisler et »Svin!« mellem Tæn-
derne og fortsætter saa sin afbrudte Be-
skæftigelse med at pudse Negle. Men
Staklen har endelig faaet sin Daase fyldt
med Brændevin, han griber den med skæl-
vende Fingre og stille lusker han af, mens
Folk paa Gaden vender sig om efter ham
og trivelige Borgerfruer udgyder deres
sædelige Indignation i en flydende Ord-
strøm.
Atter gaar Butiksdøren op, men denne
Gang for Fuldmægtigens Ven og Kamme-
rat, en ung Spradebasse, hvis raske, fejende
Optræden stedse imponerer Svenden, der
aspirerer til »gentleman«. Skyndsomt henter
han Vin og Cigarer, Kontordøren lukkes
for de to haabefulde Købstadsspidser og
snart forkynder Glassenes Klirren og en
højrøstet Latter derindefra for den indviede,
at en eller anden »vovet« Historie er i Op-
marsch. Lystigheden stiger, Butikssvenden
staar ved Døren og ser ud som bare Øre;
saa langt om længe skubbes Stolene til
Side, de to Venner gaar rask gennem Bu-
tikken med lidt dinglende Skridt og
slentrer ned ad Gaden røde i Kammen og
med fremskudt Bryst, mens nydelige Smaa-
damer sender dem kokette Øjekast og