Dúgvan - 08.06.1899, Qupperneq 3

Varmer og styrker Brændevin?
Det var en Decembernat 1830, at et
større Fartøj paa en af de store kanadiske
Søer paa Grund af haard Storm med stærk
Kulde , og Isslag var kommet i en over-
ordentlig farlig Situation. Vel ere disse
Søer af en betydelig Størrelse (som Katte-
gat eller mere), men bliver et Fartøj her
overfaldet af Stormen, kan det dog ikke
som paa Verdenshavene gaa for Vinden
og paa den Maade løbe fra Stormen, det
er der naturligvis ikke Plads til; der maa
krydses, og det er selvfølgelig overordent-
lig vanskeligt, naar alt Tovværk er Islagt.
Dertil kom endnu, at det paa den store
Sejlilaade, der besørgede Fragtfarten paa
Søerne, at Skibsmandskaberne havde rige-
lig Adgang til Spiritusnydelse — der laa
nemlig altid paa Dækket til fri Afbenyt-
telse et Anker med Whisky. I dette Til-
fælde havde den ene Halvdel af Mand-
skabet med Styrmanden i Spidsen for »at
varme og styrke sig« mod det barske Vejr
lettet Ankeret for en Del af dets Indhold,
dog uden at være berusede. Kaptejnen,
Howard, samt den anden Halvdel af Mand-
skabet havde derimod ikke nydt def mindste
Spiritus. Denne Halvdel kom nu snart
til at gøre det hele anstrængende Ai'bejde,
thi de, der havde »varmet og styrket sig«
med Whisky, bleve efterhaanden saa for-
komne af Kulde og saa udmattede, at de
fuldstændig maatte opgive Arbejdet, og i
36 Timer maatte den nøgterne Del af
Mandskabet holde ud. Da var Fartøjet
reddet, men det havde selvfølgelig været
en overordentlig Anstrængelse og i sin
Harme over den Streg, Whiskyankeret
ikke blot denne Gang, men ofte tidligere
havde spillet ham. drejede Kaptejnen
Hanen om paa Spiritusankeret saa Ind-
holdet flød ud. Kort efter saa han Styr-
manden komme 'forbi og gaa hen til An-
keret; da han blev staaende yderlig for-
bavset over at finde det tomt, sagde Kap-
tejn Howard til ham. at det var ham, der
var Gerningsmanden, og at det nu var
sidste Gang, der var bleven drukket Whisky
paa hans Fartøj saa længe han førte det.
Styrmanden mente, at Mandskabet aldrig
vilde finde sig deri, og at intet Rederi
kunde være saa lurvet at unddrage Folkene
den vante Nydelse, men Kaptejnen blev
ved sit, og i den første Havn, de kom til',
forlod Styrmanden og Halvdelen af Mand-
skabet Fartøjet. Det lykkedes dog snart
at faa af holdne Folk i Stedet, og for at
det ikke skulde se ud som Kniberi, at
Spiritusankeret var afskaffet, sørgede Kap-
tejnen for, at til Gengæld Fødevarerne
vare af første Sort og han kom ikke blot
aldrig til at mangle Mandskab, men han
fik oven i Købet snart den Triumf, at det
Søforsikringsselskab, hvori hans Fartøj var
assureret, af sig selv nedsatte Præmien,
da det indsaa, hvormeget Risikoen for-
mindskedes ved, at Mandskabet ikke nød
Spiritus; men den videre Følge blev, at
at de øvrige Fartøjer paa Søerne efter-
haanden ogsaa maatte opgive Whisky-
ankeret for ligeledes at kunne nyde Fordel
af den formindskede Præmie.
Barmhjertighed.
Cancelliraadens sidder ved Aftens-
bordet. —
Udenfor er det Efteraarsvejr med raa-
kolde Vinde og Regn og Slud. De smaa,
forkrøblede Piletræer og Ribsbuske dernede
i Haven, de brun-gule Marker og de nøgne
Fjældsider med en blygraa Himmel over
og det mørke urolige Hav under sig, alt
synes at forme sig som et tungsindigt Ud-
tryk for Novembernaturens triste, haabløse
Stemning. Men inde i de pyntelige Stuer
i det stoye Stenhus er der hyggeligt og
lunt, Varmen fra Kakkelovnen og Lyset
fra Hængelampen lader Husets Beboere
glemme Efteraarets Halvmørke og Uhygge
for den behagelige Følelse af Velvære og
Mæthed. Cancelliraadens er færdige med
Aftensmaden.
Efter Bordet læser Cancelliraaden altid
et Stykke op af Biblen for sin andægtig
lyttende Tilhørerkreds: Fruen, Børnene og
Pigen. Hans ærværdige Apostelskæg be-
væger sig op og ned, mens han læser,
langsomt og højtideligt: »Naar du gør
Middags- eller Aftensmaaltid, byd ikke
dine Venner, ejheller dine Brødre, ejheller
dine Frænder, ejheller rige Naboer, paa
det de ikke skulle indbyde dig igen og
dig ske Vederlag. Men naar du gør et
Gæstebud, da byd Fattige, Krøblinger,
Halte, Blinde; saa skal du være salig, thi
de have intet at betale derfor, men det
skal igengives dig i de retfærdiges Op-
standelse« .... Oplæsningen afbrydes
ved at Yderdøren gaar op; Fruen gaar ud
i Køkkenet og der indtræder en Pause
med forundrede Gisninger om, hvem det
dog kan være, der søger herhen saa sent
paa Aftenen.
»Det er en Fisker, som ikke har
kunnet faa Logi i Byen og som nu beder
om Lov til at sidde her i Køkkenet Natten
over. Han skjalv, saa forkommen var han,
og saa gav jeg ham et Stykke Brød og en
Kop The; han var vist meget sulten,« for-
klarer Fruen, som er kommen ind igen.
»Ak ja, det stakkels Menneske,« sukker