Dúgvan - 10.08.1899, Blaðsíða 2

imidlertid langt fra været Tilfældet. Af-
holdsforeningen har et Par Gange været
tiltalt, den ene Gang fordi en uberettiget
havde trængt sig ind i Foreningens private
Dans, en anden Gang fordi der antoges,
at der var danset uden Tilladelse, medens
i Virkeligheden Tilladelse var giveri.
Dansetilladelse er vel i det sidste Aar i
Reglen givet paa de almindelige Danse-
aftener; men med Hensyn til Lukningstiden
er der gaaet frem med stor Strænghed.
Medens det altid har været Skik at synge
en paabegyndt Vise til Ende, selv om
Dansen derved skulde komme til at vare
nogle Minutter udover den bestemte Luk-
ningstid, maa Afholdsfolket nu stundom
begaa den Barbarisme, at lade »Dronning
Dagmar ligge udi Ribe syg« med Udsigt
til først at komme til »Ringsted«, naar det
næste Gang behager Politiet at give
Dansetilladelse. — Paa et andet Sted i
Byen, i en Dansebod, hvor der skænkes
berusende Drikke, gaar det ikke saa strængt
til. Naar »Blakmann Konge vaagngr«
medens Klokken slaar til Lukningstid, faar
han ikke alene Tid at »fortælle sine
Drømme«, men han faar endogsaa Tid til
at komme i Strid og blive kløvet helt ned
til Navlen. Selv naar vedkommende Danse-
bodvært bliver tiltalt for Forseelse mod
Helligdagsloven, bliver der taget paa ham
med »Silkéhandsker«. Han fik i et givet
Tilfælde kun en Mulkt paa 12 Kroner,
hvor han havde taget Entré efter Midnat,
ja holdt Udskænkning og Dans indtil Kl. 3
Søndag Morgen, og derved paa ulovlig
Maade fortjent et mange Gange større Beløb
end den nævnte Bøde.
Fristeren
Fra Tysk ved J. Chr. B B.
(Efter „Agitatoren11.)
Det var en meget varm Sommerdag,
da en ung, kraftig Mand ved Siden af en
svært belastet Vogn forspændt med en
gammel Skimmel, gik hen ad Vejen fra
Byen F. til H. Den unge Mand havde
valgt at gaa ved Siden af Vognen for at
lette sin gamle Hest for en Del af den
forud tunge Byrde.
De fulgtes ad Skridt for Skridt i lang-
somt Tempo, medens han af og til søgte
at bortjage de talrige Fluer, der sværmede
om ham og hans trofaste Ledsager. Saa-
ledes havde de allerede vandret i to Timer.
Den stærke Hede generede den unge Mand,
man saa det paa de store Sveddraaber,
der trillede ned ad hans Pande, og dog
syntes han ikke at være træt. Efter endnu
en Times Forløb rullede Vognen ind ad
en Landsbys Gader, den gamle Skimmel
maatte have en halv Times Hvile, og den
unge Mand søgte derfor med sit Køretøj
til det nærmeste Gæstgiversted.
Først sørgede han for Forplejning til
sin Hest og gik derefter ind i Gæstestuen.
Kun 2 Gæster var der i Stuen, begge sad
i en Sofa hver læsende i en Avis; den
tykke Vært hvilede i en magelig Lænestol
og nikkede dovent til den indtrædende.
»En Sodavand,« sagde denne. »Vi
har ingen,« lød Værtens Svar. »Et Glas
Mælk da,« sagde den unge Mand. »Min
Kone er ikke hjemme, saa De kan heller
ikke faa Mælk,« lød det tilbage fra Læne-
stolen. »Saa giv mig et Par Stykker
Smørrebrød.« — »Drik Dem dog en Bajer,
den er nylig stukket an.« Men med et
kort: »Jeg drikker ikke bajersk 01, jeg er
Afholdsmand,« satte Gæsten sig ned.
Værten lo haanligt. men bestilte dog
Smørrebrødet i Køkkenet.
Den ene af de to Mænd i Sofaen, en
fremmed, som Handelsaffærer havde ført
hertil, saa op fra sin Avis. Han saa spør-
gende paa den kraftige Skikkelse med det
friske intelligente Ynglingeansigt. — Da
Brødet var kommet og den unge Mand
med god Appetit havde spist det uden en
Draabe Drikkevarer til, indledede den
fremmede en Samtale med ham; selvfølge-
lig spurgte han ham bl. a. om, hvorfor
han intet01 drak. »Han tør ikke,« raabte
Værten, idet han lo. »Jeg vil ikke,«
sagde den unge Mand, »og hvis det kan
interessere Dem, skal jeg gerne sige Dem
Grunden dertil.« Han rettede et udfordrende
Blik paa den tykke Vært, men denne kneb
Øjnene halvt til. som om han intet saa.
Den fremmede nikkede og den unge Mand
fortalte: »Min Fader var en flittig og
dygtig Mand, da jeg endnu var Barn, og
han var altid god og venlig saavel i sit
Hjem som imod alle, der lærte ham at
kende. — Senere gik det anderledes, han
fik sig en lille Landejendom og drev Handel
med Kartofler, Smør, Faar og Kalve.
Det gik i Begyndelsen meget godt,
men paa Grund af sin Handel kom han
meget til Byen, og paa dens talrige Værts-
huse vænnede han sig til at drikke. Det
blev nu anderledes, min stakkels Moder,
mine smaa Søskende, min gamle Skimmel
derude og min Pudel kunne fortælle derom.
Handelen gik tilbage, Ejendommen forfaldt
og han selv gik i faa Aar fuldstændig
under. Ja, . ja, De ved nok, hvordan det
gaar. Min stakkels Faders Liv, hans For-
nedrelse, undrer mig ikke nu, da jeg ved,
at berusende Drik gør selv det bedste
Menneske til en Pjalt.«