Dúgvan - 10.08.1899, Blaðsíða 3

Den fremmede nikkede bifaldende.
Værten tog en Avis fra Bordet, saa i den
uden at læse, den unge fortsatte:
»Men som Nøden syntes størst, kom
Hjælpen. I Byen S............var stiftet en
Afholdsforening, vi hørte derom; man for-
talte os, at en af vore Bekendte, der lige-
som min Fader ernærede sig som Handels-
mand, og efter Sigende var meget forfalden
til Nydelse af berusende Drikke, nu var
blevet afholdende og Medlem af denne
Forening. Han var en brav og energisk
Mand, der forstod at skaffe sig Agtelse
overalt, hvor han kom. Kort og godt,
han fik som man siger i en heldig Stund
fat paa min Fader og det lykkedes ham
virkelig at bevæge ham til at aflægge Af-
holdsløftet.
Med et Slag blev nu Sagerne ander-
ledes. Fader var som helt forandret. Fred
og L ykke vendte tilbage i vort Hjem, hans
Forretning blomstrede paa ny og alle vore
F'orhold forbedrede sig i enhver Henseende.
Fader kørte regelmæssig hver 14de
Dag til den 4 Mil fra os liggende By for
at aflevere Varer og hente andre. Min
Moder var aldrig helt rolig, hun frygtede
stadig, at Forføreren under en eller anden
Skikkelse vilde træffe ham i Byen. eller
muligvis undervejs.
Én Aften havde han et meget stort
Parti Varer paa Vognen hjem fra Byen.
Vejen var daarlig, Fader, saavel som jeg, der
var med, maatte staa af for at hjælpe vor
Skimmel at trække den tunge Vogn. Da
vi kom her til I.andsby en, holdt min Fader
an udenfor Værtshuset, hvor han tidligere
saa ofte havde været og givet mangen
surt erhvervet Krone ud. »Skimmelen maa
hvile et Øjeblik, og det vil vi ogsaa,«
sagde han og tog mig med ind i Gæste-
stuen. Værten kom os venligt og leende
imøde, gned sig i Hænderne og raabte:
»Oho, Nissen! hvorledes gaar det nu? Det
var dog rart, at du kommer til mig igen.
Tag Plads!« »Giv os 2 Flasker svensk
Sodavand,« sagde min Fader. »Jeg har i
Øjeblikket ikke nogen,« indvendte Værten,
»men jeg er en Mand, der følger med Tiden.
Jeg har netop i Gaar faaet Miinchenerøl
hjem, og det er lige noget for dig.« »Nej,«
svarede min Fader, »jeg drikker ikke.«
»Aa Snak, gamle Ven!« raabte Værten.
ȯllet er frisk paa Fadet og det er ekstra
godt brygget, jeg vil vædde mit Hoved
paa, at du gerne vil drikke det!« Min
Fader vaklede. »Giv dog ikke min Fader
noget,« bad jeg Værten. Han lo haanligt
og svarede: »Skal den Unge passe paa
dig?« »Giv mig kun en Flaske,« sagde
min Fader kold og barsk. — Han drak 4
Flasker 01 og saa gik jeg ud ... .
Efter nogen Tids Forløb hørte jeg en
drukken I,atter derinde fra, jeg gik atter
ind, og jeg saa Værten staa foran min
Fader, der sad ved Bordet, han havde en
Flaske med en pralende Etikette paa i
Haanden. »Det er en Bitter, siger jeg dig,«
raabte han, »som du ved, afgiver Øllet en
Del Kulsyre, der maa dæmpes, og det kan
man med denne Bitter, der kun bestaar af
mavestyrkende Urter. Se kun her! her
staar det jo paa Flasken: Medicinal-
bitter. Man bruger det jo kun som
Medicin og som saadan tør du da nok
bruge den. Jeg' giver en!«
»Kære Fader! drik det dogikke,« bad
jeg. »Skal den Bengel da passe paa dig,
som om du var en Skødehund,« lo Værten.
»T ad dog min Fader gaa med Fred, og
gør os ikke ulykkelige,« raabte jeg.
»Kære Ven Nissen,« sagde Værten, »den
Unge er nok blevet dig lidt for stor, han
har kun meget lidt Respekt for dig, hvis
det var min, saa skulde jeg nok ordne ham.«
»Vil du se du kommer ud med dig,« skreg
min Fader, idet han tog Glasset, som
Værten havde skænket for ham. og drak
det ud.
I 2 Timer ventede jeg, da kom min
Fader dinglende ud — han var meget be-
skænket. Det var en bedrøvelig Køretur
hjem. Afvekslende sang og larmede han.
Snart bandede han sig selv. Værten og alle
berusende Drikke Fanden i Vold, og snart
græd han som et Barn. Men min stakkels,
stakkels Moder hun led dog mest.«
Fortælleren tav og vendte sig imod
Værten. Latteren paa dennes Ansigt var
forsvunden, og han maatte vende sig om,
da den unge Mand saa fast paa ham.
»Nu kom der en slem Tid for os,«
fortsatte den unge Mand, »min Fader
skammede sig for sine Venner og lod sig
aldrig se i Foreningen, han gik til Side
for dem, naar han var ædru, og — han
var sjælden ædru. Hans Samvittighed
plagede ham. og derfor drak han. Saa-
ledes gik der 4 Uger; en Dag, da han
atter havde været i Byen, var han endnu
i den sene Aftentime ikke vendt tilbage,
og min Moder ventede med Uro og Angst.
Saa kom midt om Natten vor Skimmel
alene kørende med Vognen ind i Gaarden.
Forsynede med I.ygter begav vi os straks
paa Vej for at søge efter ham; vi fandt
ham ikke langt fra I andsbyen, liggende
tværs over L andevejen. Den Gang var
han ikke fuld — han var død.«
Den unge Mand stod op. tog 40 Øre
op af sin Lomme og kastede dem paa
Bordet til Værten. »Ja!« raabte han, idet
han traadte hen foran Værten, »min Fader
er falden for Morderhaand; Flasken med
den pralende Etikette, med det løgnagtige
og bedrageriske Navn : Medicinalbitter,
staar endnu paa Hylden i eders Skænk,
den er Morderredskabet, og Fristeren, der