Dúgvan - 14.09.1899, Blaðsíða 2

de fleste Ulykkestilfælde indtræffe Lørdag,
Søndag og Mandag, skønt baade Arbejdet
og Maskinerne netop i denne Del afUgen
have deres faste Hviletid, saa at Lejlig-
heden til at komme til Skade skulde være
langt mindre end i de 4 øvrige Dage af
Ugen. Den engelske Afholdsorden Recha-
biterne, som holder sin egen Forsikring,
kan da ogsaa paavise, at de afgjort ædrue-
lige baade sjældnere komme til Skade og
lettere helbredes end Befolkningen taget i
sin Helhed. (»Agitat.«.)
For Efterdømme.
Bestyreren af en Straffeanstalt i Sve-
rige skrev fornylig i et svensk Blad om
det hensigtsmæssige i, at l andets Præster
mindst een Søndag om Aaret i deres
Prædiken talte om Drikfældighedens skade-
lige Indflydelse baade paa Sjæl og Legem.
Efter de Erfaringer, han havde gjort, havde
mindst Halvdelen af de Straffanger, som
han havde Opsyn med, i beruset Tilstand
begaaet den forbryderske Handling, der
bragte ham i Rettens Hænder. Derfor
kunde der efter Bestyrerens Mening intet
være mere paa sin Plads, end at Folkets
aandelige Ledere benyttede lejligheden
til at advare mod en Last, der bringer sine
Ofre tit og ofte i de forfærdeligste Forhold.
K. N.
Et Ordskifte.
To Mænd sad og talte sammen om
forskellige Ting; de vare upaaklagelig
enige, til Samtalen kom til at dreje sig om
Afholdssagen. Den Uenighed, som da
gjorde sig gældende, var forstaaelig nok,
eftersom den ene var Ølhandler og den
anden Afholdsmand. Selvfølgelig for-
svarede Afholdsmanden sit Standpunkt,
medens hans Modstander brugte de stær-
keste Ord om Taabeligheden i at være
Afholdsmand, »I maa dog indse eders
Dumhed,« blev han ved med stor Over-
bevisning, »at alt eders Arbejde er den
rene Latterlighed; 1 blive aldrig fri for de
berusende Sager; de findes i alt, ikke
mindst i det Korn, som vi bruge til at
bage Brød af. I maa kunne indse eders
Dumhed.« — Den anden tog det med Ro
og lod sig ikke saa let bringe ud af Lige-
vægt. »Naa, ja,« gensvarede han, »det kan
godt være, at vi Afholdsmænd er dumme
baade i den ene og den anden Retning.
Jeg vil paa ingen Maade benægte, at
mange Ting indeholde berusende Stoffer i
sig uden at vi skænke denne Kendsgerning
en Tanke; men siden vi have saa meget
af opstrammende Emner i det Brød, som
vi spise, saa var det ikke af Vejen, om
vi lod os nøje med det og lod de
flydende Varer passe sig selv. Vi
behøve ikke at have baade i Pose og Sæk.
Spise vi nok af disse gode Sager, saa be-
høve vi virkelig ikke til samme Tid at
drikke dem. Dette er min Mening, og den
vil jeg holde fast ved, selv om De anser
den for nok saa taabelig.« Der blev ikke
sagt mere, og deraf er man berettiget til
at tro, at Ølhandleren ikke kunde frem-
komme med mange begrundede Indven-
dinger. K. N.
Fordøjelsen.
(Efter „Agitatoren11.)
Det synes at være en Lov i den dyriske
Økonomi, at to Klasser af Funktioner ikke
paa een Gang kan være i Virksomhed —
i kraftig Virksomhed, uden at en af dem,
eller begge, tidligere eller senere lider der-
under. Herpaa grunder sig den vigtige
Regel: aldrig at indlade sig i noget ved-
holdende Forstandsarbejde eller vække
nogen dyb Følelse straks efter et rigeligt
Maaltid, da Hjernens Virksomhed i dette
Tilfælde sikkert kommer i Strid med
Mavens, og dennes Funktioner derved
kommer i Uorden. Endog hos et fuld-
kommen sundt Menneske kan en ubehage-
lig Nyhed, en pludselig Sorg eller en stærk
Sindsbevægelse, der indtræffer straks efter
Maaltidet, ganske standse Fordøjelsen eller
gøre Synet af Mad væmmeligt. I Over-
ensstemmelse hermed lærer Erfaringen os,
at de værste Former af Fordøjelsessyg-
domme og Nervesygdomme er de, som har
deres Udspring fra en overdreven Forstands-
anstrængelse eller stærkt oprørt Følelse i
Forbindelse med rigelig Nydelse af Bordets
Glæder. Under saadanne Omstændigheder
virker Maven og Hjernen gensidig paa hin-
anden og forstyrrer hinanden, indtil endelig
Nervesygdommen træder frem i sin skrække-
lige Skikkelse og gør Ende paa Livet.
Literære Personer og ivrigt Studerende véd
det af en sørgelig Erfaring; men da de
ikke har noget Begreb om at det ikke
duer, at to Funktioner, som Tanken og
Fordøjelsen, paa een Gang er i kraftig
Virksomhed, er det yderst vanskeligt at
faa dem til at se Faren og overbevise dem
om, at en Time eller halvanden efter Maal-
tidet langt hensigtsmæssigere anvendes til
uforstyrret Ro end til anstrængt Arbejde.