Dúgvan - 09.11.1899, Page 2

Kvinde-Afholdsforening i Thorshavn.
Onsdagen den 25de Oktober samledes
i Thorshavns Afholdsforenings Forsamlings-
hus et Antal Kvinder i den Hensigt at op-
rette en Kvindeforening til Ædruelighedens
Fremme. Efter Opfordring vare komne til
Stede Afholdsforeningens Formand F).
Isaksen samt Bestyrelsesmedlem R. Effersø.
Isaksen og Effersø gennemgik i Hoved-
trækkene Afholdsforeningens Love og an-
tydede hvorledes de mente, at Kvindefor-
eningen kunde organiseres. De fremhævede,
at det særlig ved en Kvindeforening var
Hovedopgaven at føre Afholdsprinoippet
frem til fuld Anerkendelse i Samfundet,
medens det personlige Afhold for de en-
kelte Medlemmer kun havde en underordnet
Betydning.
Lærerinde Marie Nicolajsen, som i flere
Aar har været Medlem af en Afholdsfor-
ening paa Kalsø, holdt et fyndigt og hjerte-
varmt Foredrag om Kvindens Opgave i
Afholdsarbejdet. Navnlig fremhævede hun,
at ligesom det var Lærerindens Pligt at
indprente i Børnene Kærlighed til det gode
og Afsky for det onde, saaledes vilde enhver
Moder, der har Omhu for sine Børn, lære
dem, hvilke Steder de bør holde sig til,
naar de blive voksne, og hvilke Steder de
bør holde sig fra som skadelige baade for
Legem og Sjæl. Da det er lettere at holde
sig fra stærke Drikke, inden man har faaet
Smag paa dem, end at rejse sig, naar man
først er forfalden, var det heldigst, om Af-
holdsprincippet blev indskærpet fra Barn-
dommen af, og i saa Henseende havde
Moderen den største Indflydelse. Brug
af Slikkerier, som i det hele taget var
skadeligt for Børnenes Helbred, maatte
betragtes som en virksom Forskole til
Drikkeri og andre skadelige Nydelser. —
Foruden den Indflydelse, Kvinden som
Moder var i Stand til at udøve til Afholds-
sagens Fremme, kunde hun ved at arbejde
i Stilhed i det daglige Liv uden Tvivl
virke lige saa meget som Mændene.
Ved Mødets Slutning underskrev 42
Kvinder Afholdsløftet, hvorpaa der blev
valgt en foreløbig Bestyrelse til at frem-
komme med Udkast til Love og modtage
Indmeldelser.
Den iste November blev afholdt en
Generalforsamling. Foreningens Love ved-
toges. Foreningens Navn er: »Thorshavns
Kvindeforening til Ædruelighedens Fremme«.
Til Bestyrelse valgtes: Marie Christiansen,
Anna Jacobsen, Mina Jensen, S. Poulsen
og Johanne Ziska. Foreningens Kassererske
er Beata Lindenskov.
Medlemsantallet er nu 60.
Indmeldelse i Foreningen modtages af
alle Bestyrelsesmedlemmerne.
J nr. 8 av »Dågvuni« hevur ein orøaø
um »ta beinastu leiøina« hjå avhalds-
monnum at streva fram uppå. Åørenn eg
las grei'nina, væntaøi eg mær at fåa nakaø
burtur ur, sum eg kundi bruka i arbeiø-
inum fyri avhald, men eg varø nipin, ti,
sannheit at siga, eg fekk einki, to at taø
sær ut, sum orøini, hin skrivarin flytur
fram, høvdu slikt til mål og mi5. Kannske
at eg ikki havi fataø mannins meining.
Tå iø hann leggur okkum tey råø, at
byggja arbeiøiø uppå kristuliga grund, so
kann taø jå vera mikiø gott, men tå 13 vit
nu vita, at orøiø kristiligheit og kristin-
domur eru so »elastisk begreb«, sum væl
naka3 kann vera, eru vit lika nær. Og tå
i3 ta3 visur seg, at hvar sum helst hesu
or3ini koma upp manna millum, so er
klandriø vist — nettupp av ti, at orøini av
teimum forskelligu fatast ymist — so haldi
eg ta3 vera beinari at halda tey uttanfyri
sovorøin almindilig feløg — helst avhalds-
feløgini.
Ta3 er væl teimum flestu kunnugt, at
summir av teimum, sum skuldu veriø undan-
gongumenn i kristindømi, at teir siga seg
ikki at kunna vera avhaldsmenn, ti avhalds-
sakin er ikki kristilig; og hvat so?
Og so kemur hin ma3ur viø teimum
råøum til »Dugvuna«, at hon skal arbeiøa
fyri kristiligum upptysningi, og legguraftrat:
»hevur okkara folk fyrst fingi3 tann rætta
uppfatning av kristindominum, so liggur
drekkariiØ å deyøastrå.« Ja aftur her er
i og fyri seg nogv gott sagt, men mær
fyrikemur, at »henda leiøin« ikki førur til
nakaø. Fyrst liggur i hesum, at sum nu
er statt, hevur folk enn ikki fingiø tann
rætta uppfatning av kristindominum viø
taø, at drekkariiø livir viø goøari heilsu nu
å døgum — og taø sigir hann ivaleyst
beint, men tå iØ hann so kemur viø ti, at
»Dugvan« eigir at arbeiøa fyri ti måli, at
innpota hjå folki tann rætta uppfatning av
kristindømi, so haldi eg hann krevur ov
nogv av einum so litium blaøi.
Tå iø so nogvir prestar i fleiri år-
hundraø ikki hava maktaø at giviø folkinum
tann rætta uppfatningin av kristindominum,
kann taø ikki viø grund væntast, at
»Dågvan« skal makta taø.
Men set fyri, at »Dugvan« tok sær
hetta uppå av fullum ålvara — hvussu
mundi gingist? Mundi øll, ella tey flestu
bara, fari og hildiø, at tann uppfatningurin
av kristindominum, sum »Dågvan« bar
fram, at hann var tann rætti? Eg hugsi
nei. Eg vænti bara, at taø mundi elvt enn
meiri klandir, og so var taø ikki »tann
beinasta leiøin« til at fingiø avhaldsfeløgini
fram uppå.
Eg ætli, at eg fari at halda fram her-
eftir sum higar til, ikki at blanda religion
og avhald saman. Eg sigi som prost