Dúgvan - 14.12.1899, Page 2

længere Artikel, som refererer nogle Ud-
talelser af flere bekendte Mænd vedrørende
ovennævnte Spørgsmaal, og haaber jeg, at
det maa være mig tilladt gennem »Dugvan«
at give de færøske Afholdsfolk et lille
Indblik i, hvad en af Københavns mere
bekendte Præster (Pastor Schack) siger
derom.
». . . . Lad os imidlertid ikke opholde
os ved de mest iøjnefaldende Laster: Utugt
og Drukkenskab, men pege paa Grund-
skaden: Pengebegærlighed og Egennytte,
der jo efter Skriftens Ord er Roden til
alt ondt, og som ved Frikonkurrencen er
gjort til Princip. Der jages efter Penge,
selv om det er ved de laveste, mest ulykke-
bringende Midler, som Spillebuler, Utugts-
huse, Smudsblade, Varietéer o. s. v. La-
sterne vilde være lettere at faa Bugt med,
hvis ikke Pengeberegninger og Egennytte
stod bag ved alle disse Indretninger og
holdt dem i Gang. Drikkeriet vilde ikke
være saa udbredt her, hvis ikke Stat og
Kommune tillod en saa udstrakt Bevært-
ningskonkurrence; thi enhver pengebegær-
lig Beværter opelsker Drikkeriet.....
»Vi gyser ved at læse om Menneske-
ofrene blandt Vilde, men ikke ved Tanken
om alle de Mennesker, der i vort kristne I
Samfund ofres til Mammon, til den Afgud,
som Herren selv har advaret os imod.«
»Kunde vi Kristne ret træde op imod
den store Grundsynd i vort Samfund:
Egennytten, da vilde det blive til Gavn
ikke blot for os selv og for Menigheden,
men ogsaa for de besiddende Klasser, der
ikke paavirkes af »Social-Demokraten«s
Prædikener, fordi de, trods den Sandhed,
der findes i dem, staar i politiske Formaals
Tjeneste. Saadanne Prædikener er nød-
vendige, men naar de nu bliver holdte
daarlige, saa lad os Kristne prøve paa at
holde dem bedre.«
». . . . Lad os da bestræbe os for at
bekæmpe i al Livets Arbejde den dybeste
Aarsag til Samfundsulykken; Pengebegær-
lighed og Egennytte.« ?
Hendur i hupp
er yvirskriftin yvir einari grein i »Fugla-
frami« fy ri 14. nov. i år, og fyrsta stykki
av henni ljoSar soleiSis:
»TaS eru ikki so få mål, sum hava
ått likindi til at kunna vinna fram, enn
sum ikki eru komin hålva lei3, ti at
meginparturin av teimum, sum untu mål-
inum væl, hevur sta8i8 hendur i hupp
og lati8 nakrar einstakar um alt starviS.
Eitt mål kann eiga so nogvar vinir, at
teir, tå 18 teir allir taka undir, væl eru
mentir at vinna fram vi8 ti. Men hvat
kann koma burtur år, tå 18 teir leggja
alt strevi8, alt arbei8i8 å herSarnar å
nøkrum fåum, og sjålvir standa hendur
i hupp og glø8a og ikki røra einfingur?
Slikt kann ikki nevnast dreingjaligur at-
bur8ur. At binda byrSur saman og so
lata nakrar fåar menn dragsa allar aleina,
kann vera bæ8i langa og torføra lei8,
me8an fjøldin av teimum, sum eiga i
byr8unum, alla ti8ina stendur hendur i
hupp, ta8 er ikki vakur atbur8ur.«
Min goSur vinur! Eg gevi tær rætt i
hvørjum or6i og vildi ynskt, at ta3 måtti
gingi8 upp fyri øllum, at slikt ikki aleina
er ein skammuligur, men tillika ein ofor-
svarligur atbur8ur.
TaS er um mo8urmåli3, i3 greinin er
skriva8, men tå 18 eg las hana, kom eg
at teinkja uppa avhaldssakina, ti netupp
so hevur gingi8 vi8 henni, og netupp hesa
skepni hava teir menn noti3, sum nu i
meira enn tjugu år hava roynt at arbeitt
imdti drekkariinum her i landinum.
Frægari hevur taS gingiS hjå teimum
enn ta8 gekk Noa å sinni, taS er satt;
men nogv, nogv meira kundi veriS ut-
rætta8, høvdu fleiri vilja tiki8 undir, i
sta3in fyri at teir hava »sta3i3 hendur i
hupp« og »latiS nakrar einstakar um alt
starvi8«.
Ja, soleiSis hevur fjøldin av Førjafolk-
inum bori8 seg at i hesari sak, men ikki
åtti ta8 at veri8 so, ti hendan sakin er so
vigtig, so stor og so go3, at eingin er ta8
ytari, og eg kvi'Si fyri, at greinskrivarin
hevur veriS i hinum partinum, imillum teir,
sum hann sigir »standa hendur i hupp og
glø8a og ikki røra ein fingur«. At starv-
ast fyri mo3urmålinum er gott, men sanni-
liga, ta8 skal anna8 til »fyri at reisa landiS
aftur og byggja ta8 å tjoSskapuligari grund«
enn bert ta8, at mo3urmåli8 vinnur fram-
gongd. Og hvussu langt kann ein vænta
at koma å lei8 vi8 målstrevinum, so leingi
drekkarii8 køvur og drepur alt ta8 bestå,
sum byr i Føringinum? »Minnist«, sigir
greinskrivarin, »at allir, sum vilja arbeiSa
til sannan frama fyri landiS, kunnu ta8 —
ikki å einum so å einum ø6rum håtti«; ja,
minnist til ta8 og geriS so. Ta8 er ikki
rættur og alt annaS enn dåmligur atbur8ur
at skulka sær undan ti, sum ein vi8 røttum
eigir at gera; men allarverst sær ta3 åt,
tå 18 undangongurnennirnir tosa gott, men
gera liti3 og einki sjålvir. Nei, skal okk-
ara arbei8i nytta naka8 og skal ta6 bera
frukt, so eiga vit at visa i okkara li vi, at
vit meina, hvat vit siga, vi8 at liva, sum
vit læra. MoSurmålssakin er g68, men
avhaldssakin er einki ringari, og hvi skal
ein ikki kunna arbeiSa fyri bå3um i senn?