Dúgvan - 01.01.1913, Blaðsíða 2

og talte Dagene til Skibets Ankomst, og saa midt
i Marts Maaned drejede en Kutter for fulde Sejl
om den yderste Pynt med Kursen lige ind mod
Bygden. Den lod Ankeret falde, medens Baaden
blev bemandet. Det var det ventede Skib, som
nu kom for at afhente os. Jeg skyndte mig med
at faa mine Klæder pakkede ned, tog hjertelig Af-
sked med Moder og hastede ned til Stranden, hvor
Baaden laa og ventede paa os. Skipperen selv var
med og syntes at være i yderst godt Humør. Han
trykkede min Haand og sagde, han haabede, Aaret
vilde forløbe til gensidig Tilfredshed for begge
Parter.
II.
Mine første Aar som Skibsfisker.
Til at begynde med vil jeg fortælle lidt om,
hvad der senere er bleven mig berettet angaaaende
det Skib, paa hvis Dæk jeg nu befandt mig.
Kutteren, som jeg vil kalde »Anden«, hørte
ikke til de ny og tidssvarende udrustede Fisker-
skibe. Den var købt i Grimsby for flere Aar siden,
og havde allerede da i lange Tider gjort Tjeneste
som Fiskerfartøj.
Efter Sigende var der et af de Aar, da den
sejlede under John Bulis Banner og befandt sig
ude paa Doggerbank, udbrudt Mytteri ombord, ved
hvilken Lejlighed Skipperen, der var meget ilde
lidt af Mandskabet paa Grund af sin Gnieragtighed
og voldsomme Optræden, var bleven slaaet ihjel og
kastet overbord. Kutteren var saa sejlet ind til
Grimsby, og Mandskabet, der med Haanden paa
Bibelen overfor hinanden havde aflagt Ed paa
aldrig at røbe denne Forbrydelse, havde opgivet,
at Skipperen var skyllet overbord af en Styrtesø.
[Paa sit Dødsleje flere Aar efter havde en af de
medskyldige overfor sin Sjælesørger lettet Samvit-
tigheden for denne Forbrydelse, der ellers aldrig
vilde være opklaret. I Henhold til den bekendte
Sætning, at »Væggene har Øren«, varede det ikke
længe, før dette Skriftemaal kom ud iblandt Pu-
blikum. Der hviskedes om det i Krogene, og til-
sidst tog Myndighederne Affære. Det blev imid-
lertid snart oplyst, at han, der havde aflagt Skrifte-
maalet, var den sidste efterlevende af de medskyl-
dige i Doggerbank-Forbrydelsen. De andre havde
forlængst forlagt deres jordiske Tilværelse til
Skyggelandet, og var gaaet ind til det store Regn-
skab for den evige Dommer.] — Siden Kutteren
paa Doggerbank mistede sin Fører, havde det væ-
ret vanskeligt at faa Besætning til den, thi der
sagdes at foregaa mærkelige Ting ombord. Saa-
ledes havde Skibsfolkene flere Gange siden ob-
serveret en fremmed Mand, stor af Vækst og iført
en sid Kavaj, læne sig ud over Lønningen, men
han forsvandt i Havet, naar nogen nærmede sig.
Kutteren havde i flere Aar henligget ubenyttet, da
Færinger købte den. Ejeren var glad ved at blive
af med Skibet, og afhændede det for en billig
Penge.
I de to Aar, jeg sejlede med »Anden«, op-
levede jeg ikke noget overnaturligt, men flere paa-
stod — især under uroligt Vejr — paa Dækket
at have set en fremmed Mand, der imidlertid paa
uforklarlig Maade forsvandt, saa snart nogen
nærmede sig.
»Anden« havde ikke haft synderligt Held med
sig, siden den forlagte sit Virkefelt til de færøske
og islandske Farvande. Den havde kun været til
Udgift for sit Rederi, der ogsaa flere Gange havde
udbudt den til Salg, men ikke fundet Købere.
Dens nuværende Skipper — jeg skal kalde
ham Moses Isaksen — havde ført den i et Par
Aar, men da han hverken hørte til de driftigste
eller heldigste Skibsførere, havde denne Tid kun
forøget Kutterens Udgifts-Konto.
Kaptejn Moses var af Udseende en meget
ejendommelig Mand. Den store, buede røde Næse,
de listig blinkende Øjne, der som et Par smaa øer
svømmedé omkring i det fra Øjenhulerne stadig
rindende Vand, og tydede paa Listighed, Under-
fundighed og ikke altfor overdreven Afholdenhed
fra de stærke Drikke og hele den uharmoniske,
sammenkrøbne Skikkelse sagde en ved første Øje-
kast, at Manden ikke afledte sin Herkomst fra den
nordiske Race. Hans mørke Ansigtslød og kul-
sorte Haar og Skæg bestyrkede en yderligere i
den Antagelse, at hans Stamfaders Vugge havde
staaet i et af Sydens Lande. Manden gjorde altid
et forfrossent Indtryk, og den Draabe, der til Sta-
dighed tog Udgangsbillet fra hans Næsetip og for-
svandt i den sorte Skæg-Urskov, syntes at bære
Bud om evindelig Snue og Forkølelse. Naar jeg
hertil føjer, at Skipper Moses manglede et Par For-
tænder, hvilket, særlig naar han blev hidsig, for-
aarsagede, at hans Tale gik over til en stadig
Sprutten og Hvæsen, tror jeg at have givet en
fuldstændig Karakteristik af »Anden«s Fører.
Som bekendt hjemsøgte Sørøvere fra de afri-
kanske Middelhavslande Færøerne for et Par Aar-
hundreder siden og for frem med Plyndringer og
alskens Rov og Vold. Jeg opstillede den llypo-
these, at Skipper Moses mulig var en Ætling af
en af disse, men som det efterfølgende vil vise, var
(lette ikke Tilfældet. — Baade færøske Mænd og
Kvinder blev paa de Tider røvede og bortførte,
særlig af tripolitanske og tunesiske Sørøvere, der
i deres stærkt befæstede Borge paa Nordafrikas
Kyster paa det grusomste mishandlede de Fanger,
som ikke kunde skaffe de forlangte Løsepenge.
Der forefindes endnu Dokumenter, hvoraf man ser,
at Færingerne blev brugt til Stafettjeneste, da de
var udholdende og rappe paa Fødderne. Ligeledes
ser man, at Sørøverne for ublu Løsepenge forsøger
at afhænde deres færøske Fanger. Man forestille
sig disse ulykkelige Mennesker, under Bødlernes
Slag tvungne til det strængeste Arbejde i Afrikas
brændende Solvarme, omringet af vilde Rovdyr
og næsten lige saa vilde Mennesker. Hvor. mange
fortvivlede og vemodige Tanker er mon ikke i
Afteners og Nætters lumre Stilhed fra Afrikas Sø-
røverborge fløjet ud over Middelhavets azurblaa
Flade fra disse elendige forkuede Stakler til
deres Hjem paa de smaa Klippeøer højt oppe
mod Nord. I mange og lange Aar har de ventet
og haabet paa, at Befrielsens Time skulde komme.
Deres Ansigt blev gennemfuret af talrige Rynker,
dere Haar og Skæg blev hvidt, deres Ryg blev
krumbøjet af det strænge Arbejde. Og dog har de
stadig ventet og haabet. Men Færingerne var paa
de Tider et meget fattigt Folk, der ikke havde Raad
til at indløse deres bortrøvede Slægtninge. — —-
En Søndag Eftermiddag, da yi paa Grund af
Uvejr laa bak (saa vidt jeg husker vestfor Suder-
øen) og fordrev Tiden med at »spinde Ender« i
Lugaret, fortalte en af Mandskabet, der var Moses
Isaksens Farbroder,' os lidt om Skipperens Her-
komst og Forfædre. Jeg skal dog med, det samme
tilføje, at jeg ikke vil indestaa for denne Fortæl-
lings Paalidelighed.
Moses Isaksens Stamfader var Jøde og havde
Bopæl i den gamle Hansestad Bergen, hvor han
som de fleste af sine Trosfæller sad i gode Kaar
og ikke tog det saa nøje med Maaden at tjene
Penge paa. Han havde saaledes gjort sig skyldig
i forskellige lovstridige Misligheder, og da han var
bleven anmeldt for Øvrigheden, besluttede Manden
i al Hemmelighed at forlade Byen. Han ind-
skibede sig saa, medtagende sine Penge og andre
Værdisager paa et Skib, der skulde over til Skot-
land, og hvis Kaptejn han ved Løfter om rigelig
Betaling fik overtalt til at være sig behjælpelig.
Paa Overrejsen blev Skibet imidlertid overfaldet
af voldsomt Uvejr og slaaet ud af sin Kurs. I lang
Tid drev det hjælpeløst om for de vilde Vover,
men til sidst, da Vandet og Provianten lige var
ved at slippe op, fik man nogle Øer i Sigte; paa
Grund af den voldsomme Brænding turde de dog
ikke sætte ind. Skipperen var ikke rigtig klar
over, hvor han befandt sig, men efter Øernes An-
tal og bjergfulde Beskaffenhed at dømme, antog
han, at det var Færøerne. Dette bekræftede sig
ogsaa, idet nogle Færinger, der fra Land havde