Dúgvan - 01.02.1913, Síða 1

UDKOMMER
ABONNEMENTSPRIS
I GANG
HVER MAANED.
I KR.
PR. AAR.
AF HOLDSBLAD FOR FÆRØERNE.
UDGIVET AF FÆLLESUDVALGET FOR FÆRØSKE AFHOLDSORGANISATIONER.
Nr. 2.
FEBRUAR 1913.
20. Aarg.
AfhoIdsbladet „Dugvari* kan bestilles paa alle Posthuse samt i Bladets Ekspedi-
tion, Adresse: Mejeribestyrer Jensen, Thorshavn. Ved Forudbetaling af i Kr. 16 Øre bliver
det frit tilbragt.
Bekendtgørelser optages i „Dugvan“ for 8 Øre pr. Petitlinie af enkelt Annonce-
spalte paa 4de Side. Paa Forsiden er Prisen 12 Øre for tilsvarende Plads.
Enhver, som vil være med i Kampen mod Alkoholmisbrugen paa vore Øer, bør virke for
„Dugvan“s Udbredelse og opfordre Venner og bekendte til at holde Bladet.
Mine Oplevelser.
Af R-n.
[Ombord paa „Anden11. — En Velkomsthilsen. — Et livligt
Spil Kort. — Storm og urolig Sø. — Visit til Hovedstaden.]
(Fortsat.)
Umiddelbart efter, at vi var komne ombord,
lettede »Anden« Anker og stod ud af Fjorden.
Kutteren var bleven fuldt udrustet og provianteret,
før den afhentede os, og det var Meningen, at vi
med det samme skulde begive os til Fiskegrundene
vest for Myggenæs.
Stolt og veltilfreds var jeg, da jeg efter at
have svunget mig over Lønningen, følte det gyn-
gende Dæk under mig. Kun lidet betænkte jeg,
hvor farefuld en Livsvej jeg var slaaet ind paa,
og hvor mange af dem, der havde betroet deres
Liv til den skrøbelige Planke, aldrig var vendt til-
bage til den hjemlige Arne. Med en vis Vemod be-
tragtede jeg Husene i Bygden K., og da særlig det,
som hidtil havde været mit Hjem, indtil Skuden
drejede om den yderste Pynt, og Bygden skjultes
for mit Blik.
For en frisk Brise stod vi udefter og holdt
derpaa Kursen mod Myggenæs. Bedstemanden, en
ung og temmelig opblæst Fyr, førte mig ned i
Lugaret og anviste mig min Køje, som jeg dog,
da der kun var Plads til faa Køjer, maatte dele
med en anden af Mandskabet. Mørkt og utiltalende
saa Rummet ud, og dér var en slem Stank af
Pumpelugt og andet. Omkring et lille fastgjort
Bord sad nogle Mænd og »skaffede«. De saa kun
lige op fra Bordet, da vi kom ned, medens den
ene af dem — en undersætsig og duknakket Fyr —,
der flittig førte et Krus med Brændevin til sine
Læber, spydigt bemærkede, at her var nok igen
en af de Grønskollinger, der ikke før havde følt
Lugten af Saltvand, men tilbragt Tiden med at
varme sig ved sin Moders Skørter. Den duknak-
kede fremførte disse Ord med en Slags overlegen
Pathos, og tilføjede, idet han slog Næven i Bordet,
saa det dundrede efter, og henvendte Talen direkte
til mig, af jeg kunde glæde mig over at være
kommet i saa gode Hænder. »Anden«s Mandskab
skulde nok vide at faa sat Skik paa mig, og op-
drage mig til en god og uforfærdet Sømand. Med
en kraftig Ed sluttede han dette sit Velkomst-
er^
Foredrag, og bad mig i en nedladende Tone om
at sætte mig til Bordet og tage for mig af Ret-
terne.
Ud paa Eftermiddagen naaede vi til Fiske-
grundene; da det imidlertid blæste op, og Søen
var daarlig, fik vi ikke »kastet« Snørerne den Dag,
men blev nødt til at lægge bak for Natten. Jeg
havde ikke været helt fri for Søsyge, og var et
Par Gange nødt til at erlægge Offer til Havguden.
Som almindelig bekendt, er det ofte saa, at selv
en til Søen nok saa vant Yngling gerne bliver
søsyg, førsté Gang han befinder sig paa et
Skibsdæk.
Ved Aftensmaaltidet regnede det igen ned
over mig med Spottegloser. Jeg blev meget
forbavset over den usømmelige Tale, Mændene
førte, og de Eder, som brugtes for at bekræfte
ethvert Udtryk. Hjemme var jeg jo ikke vant til at
saadan Tale, og jeg maa sige, at jeg ikke senere
paa nogen af de Fiskerskibe, jeg har været enga-
geret med, har truffet en Besætning, der gennem-
gaaende har ført saa usømmelig og letfærdig Tale,
som disse mine første Skibsfæller. — Det gik kun
smaat for mig med »Skafningen«, thi der var en
svær Dønning, og Skibet fik nu og da stærke
Overhalinger. Snart var det Tallerkenen, som løb
fra mig, snart hoppede Kiksen mig ned paa Skø-
det og snart spildte jeg Theen paa Bordet. Dette
var til stor Moro for mine Bordfæller, der udsendte
den ene Lattersalve stærkere end den anden. Dog
skylder jeg Sandheden at sige, at en af mine
Bygdemænd hjalp paa mig og trøstede mig med,
at det blev nok bedre senere.
Jeg var paa Skipperens Vagt, og det traf sig
nu saaledes, at denne min første Vagt paa et
Skibsdæk skulde blive den ofte ubehagelige
»Hundevagt«. Det gjaldt derfor om, at faa lidt
Søvn i Øjnene. Jeg »tørnede saa ind«, men uvant
som jeg var med denne min nye »Seng«, der
ustandselig gyngede frem og tilbage, vilde det ikke
rigtig lykkes for mig at falde i Søvn. I temmelig
opløftet Stemning havde 4 af Mandskabet sat sig
til at spille Kort. De 3 af dem dampede stærkt
paa deres Snadder, saa Lukafet snart var
fyldt med Tobaksrøg, medens den 4. med regel-
mæssige Mellemrum udsprøjtede store Skraaspyt.
En firkantet Flaske passerede flittig rundt, og som
det saa ofte plejer at gaa: naar Brændevinen gaar
ind, gaar Forstanden ud, saaledes gik det ogsaa
her. Den tabende Part kom i bitter Stemning og
lod hvasse Ord falde om utilbørligt og svigagtigt
mK ^TS