Dúgvan - 01.03.1913, Blaðsíða 3

tænke sig, var nysgerrig efter at faa taget Hoved-
staden i Øjesyn, havde jeg anmodet Kaptajnen om
at faa Lov at komme med i Land. Skipper Moses
svarede imidlertid i en tvær Tone, at jeg kunde
godt vente til den næste Dag, der var Søndag. Saa
kunde jeg faa deltage i Færøskdansen, se alle
de smukke Piger og muligvis faa fat i en Kæreste.
Hermed maatte jeg saa foreløbig slaa mig til Taals.
Vi ombordværende ordnede det saaledes, at jeg
skulde være en af Mændene behjælpelig med den
første Vagttørn fra 8—12. Saa skulde de andre
besørge Resten. Efter tidligere Erfaringer vidste
man, at de, der var taget i Leind, ikke kunde tages
med i en saadan Beregning. De vilde utvivlsomt,
naar de kom tilbage, være i en Forfatning, under
hvilken de havde mere end nok med at passe paa
sig selv, endsige tage Vare paa Skibet.
Da vi sejlede ind, havde Vejret bedaget sig, og
om Aftenen blev det ganske vindstille med stjerne-
klar Himmel. Efter højst et Par Dages Ophold ag-
tede Skipper Moses at staa tilsøs igen, og han
havde derfor ankret sin Skude temmelig langt ude
paa Reden. Vi havde derfra et godt Overblik over
Hovedstaden, om hvis mange store og flotte Byg-
ninger, jeg saa ofte havde hørt mine jævnaldrende,
der havde besøgt Byen, fortælle, og hvis andre Her-
ligheder bl. a var mig bekendt fra J. P. Gregorius-
sens Vise: »Her nogv er at gera«. I Sammenlig-
ning med Bygden K. med sin Snes Huse, syntes
jeg foran mig at have en rigtig Kæmpeby. Vi var
som sagt kommet ind om Aftenen; jeg havde saa-
ledes ikke set Byen ved Dagslys, og kunde kun
efter Lysenes Antal danne mig et løseligt Skøn over
dens Størrelse og Udstrækning.
I det smukke Vejr var det mig en Fornøjelse at
holde min Vagt. Hvor lunefuldt og ustadigt Havet
dog er! Jeg kom uvilkaarligt til at tænke paa min
første Vagt paa »Anden«s Dæk. medens Havet sy-
dende og brusende truede med at ødelægge og op-
sluge Skib og Besætning og begrave dem i sit
kolde Dyb. Og nu det smukkeste Vejr, man kunde
tænke sig. Ikke en Sky paa Himlen, Luften fuld-
stændig fri for den mindste Vind, og Havet spejl-
blankt og kærligt hvilende sig ved Klippens Fod.
Foruden »Anden« laa der en halv Snes Kuttere for
Anker, og fra en af dem gentog en Harmonika
atter og atter Tonerne til den sørgelige Elskovsvise
om »Hjalmar og Hulda«.
Klokken nærmede sig stærkt til 12, og min
Vagt var saaledes snart forbi, da en Baad nærmede
sig »Anden«. Jeg gættede straks paa, at det var
vort Mandskab, der nu efter det overstaaede Sold
satte Kursen mod de hjemlige Grænser, og dette
viste sig da ogsaa at have sin Rigtighed. Sjælden
har jeg set en Baad blive manøvreret paa en mere
besynderlig Maade end dette Fartøj. Snart blev
der roet i det ene Bord, snart i det andet; snart
plaskede en Aare i Vandet, snart ingen, medens
Baaden selvfølgelig snurrede mod alle Verdens-
hjørner. Da den kom nærmere, opdagede jeg, at
kun et Par af dens Besætning sad ved Aarerne,
medens de andre under overvældende Indflydelse af
Spiritus laa henslængt i de mest forskelligartede
Stillinger. Langt om længe naaede den endelig hen
til »Anden«, og Mændene ved Aarerne, der var for-
holdsvis ædru. bad os i en spøgefuld Tone om at
hjælpe sig med at faa Baadens levende Last om
Bord. Efter megen Strid og Besvær havde vi ende-
lig lettet Baaden for dens Indhold. Rusen var for
de flestes Vedkommende paa et saa højt Stadium,
at de næppe kunde støtte paa Benene. Tilbage var
kun Skipper Moses, hvis Rus syntes at være højere
end nogen af de andres. Alle hans Anstrængelser
for at gøre sig forstaaelig ad Talens Vej, mundede
ud i en eneste Hikken og Snøften. Kun saa meget
forstod vi, at Skipper Moses var kommen i den for
Brændevinsmænd ikke usædvanlige Ekstase, under
hvilken de føler dyb indvendig Rørelse over deres
Synder, og som i Folkemunde har faaet Navnet
»Brændevinsgraad«. De salte Taarer strømmede i
en sand Overflod ud fra de plirende Øjne, randt
som smaa Strømme ned ad Kinderne og forsvandt
i det sorte, stride Skæg. Lige da vi efter gentagne
Forsøg havde faaet Manden til saa nogenlunde at
støtte paa Benene og skulde hjælpe ham op paa
Skibet, gled Baaden pludselig ud fra Skibssiden, og
vi mistede Taget i Skipperen, der med et Plask
faldt ned mellem Baaden og Skibet og forsvandt i
Bølgerne. Den, der har oplevet noget lignende, kan
selv forestille sig, hvad vi følte i dette Øjeblik.
Raadvilde stod vi og stirrede ned i Søen, og havde
allerede begyndt at opgive Haabet om igen at se
Skipperen, da et Hoved pludselig dukkede op i
umiddelbar Nærhed af Baaden, hvorfra man ikke
var længe om at faa dette samt dets Ejermand
bragt indenbords. Vaad som en druknet Mus
transporteredes Skipper Moses op paa sin Skude.
Katastrofen var afværget, Spændingen overstaaet.
Det var vistnok ogsaa i allersidste Øjeblik; thi Man-
dens Læber havde allerede antaget en blaalig Farve,
og Tænderne var krampagtig sammenbidte. Efter
at en af Mandskabet ved Hjælp af sin Lommekniv
havde faaet aabnet hans Mund saa meget, at der
kunde hældes noget Brændevin derigennem, begyndte
Moses efterhaanden at give Livstegn fra sig og blev
bragt ned i Køjen, hvor han dog fantaserede og
var i en saadan Forfatning, at der flere Gange var
Tale om at hente Læge. — Denne Tur tog saa
meget paa Skipper Moses, at han en hel Uge der-
efter maatte holde Køjen, men dette forhindrede
dog ikke, at Manden, saa snart han saa nogenlunde
var kommen sig, igen begyndte at kigge til
Flasken,
Herre Gud! hvor sørgeligt, hvis et Menneske i
en saadan Tilstand skulde tage Afsked med Livet,
efterladende Enke og Børn, for hvem Sorgen i et
saadant Tilfælde vilde være bleven dobbelt
tung. -----
De færøske Sømænd er gennemgaaende et dyg-
tigt og uforfærdet Folk, men gør — eller har i
hvert Fald gjort — altfor megen Brug af de vaade
Varer. Nydelsen heraf bliver dobbelt farlig for dem,
der skal søge deres Erhverv paa Havet med alle
dets Farer og kritiske Øjeblikke. Netop under Ud-
øvelsen af et saadant Erhverv er det af den største
Vigtighed at være ved sine Sansers fulde Brug.
Men mange indser det desværre kun altfor sent, og
jeg skal ikke dømme nogen; vi er alle skrøbelige
— jeg behøver jo kun at gribe i min egen Barm
— og trænger til en mild og skaansom Dom.
Der var imidlertid blevet helt lystigt i Lugaret;
de ombordkomne lavede et værre Postyr, sang
Brudstykker af Kærlighedsviser og mundhuggedes,
saa det stod efter. — Særlig den duknakkede, der som
Følge af Forskrækkelsen over Skipper Moses’Vand-
gang var bleven forholdsvis ædru. red sin aller-
højeste Kæphest, fortabte sig i Selvros og vartede
op med en Mængde Krøniker, der for det meste
bundede ud i den rene Meningsløshed. Saaledes
spandt han bl. a. en Ende, der skulde illustrere,
hvor sejglivede Katte kunde være — En af hans
Hjembygds Hankatte havde ved sine hyppige og
uanmeldte Visitter i Naboers og Genboers Kælde
og Spisekamre skabt sig en talrig og forbitret
Fjendeskare, og var bleven en sand Plageaand for
Bygdens Indvaanere. Dens Dødsdom blev derfor
enstemmig vedtaget, og et Par af de haardest hjem-
søgte Familiefædre paatog sig at eksekvere denne
Dom. Katten, der anede Uraad, havde indtaget en
stærk Defensiv-Stilling paa et Høloft. Efter en haard
Kamp, under hvilken den havde tilføjet sine Angri-
bere flere svære Skrammer, maatte den endelig
bide i det sure Æble, og paa Naade og Unaade
overgive sig i Fjendens Vold. Sammen med en
vægtig Kampesten blev den saa puttet i en solid
Sæk, transporteret i Triumf ned til Søen, og ned-
sænket i Havets Dyb. Da den duknakkede og hans
Baadfæller næste Morgen skulde ud paa Fiskefangst,
fandt de Sækken og dens Indhold drevet op paa
Strandbredden. De havde Mangel paa Agn, og be-
sluttede saa at anvende den døde Kat til dette
Brug, idet de gik ud fra, at det vilde være ligesom
en Slags Forsoning for hele dens lange Synde-
register, om dens sidste Rester saaledes kunde blive
anvendt til nyttigt Brug. Den gamle Hankats fede
og velnærede Korpus viste sig at have en ejendom-
melig Tiltrækningskraft paa Fiskebestanden, og