Dúgvan - 01.08.1913, Blaðsíða 3

paa hendes forgræmmede Ansigtstræk, og trykkede
de knoglede Hænder, der bar Vidnesbyrd om de
mange Aars Slid og Slæb, til mine Læber, og da
jeg i min Erindring genkaldte den lange og lykke-
lige Tid, vi havde levet sammen, da kunde jeg ikke
tilbageholde Taarerne; jeg græd som et Barn,
græd som jeg ikke havde grædt i mange Aar. Og
jeg kastede mig ned paa mine Knæ, og bad en
brændende Bøn til Herren, bad som jeg aldrig før
havde bedt: »Gode, velsignede Jesus, jeg beder Dig,
giv mig Lov til at beholde min kære Moder!«;
Der syntes at foregaa en Forandring i min
Moders Befindende. Hun slog pludselig Øjnene op,
og jeg saa, at hun nu var ved sin fulde Bevidsthed.
Da jeg spurgte hende, hvordan hun nu havde det,
smilede hun kun sørgmodigt, og bad mig om at
komme tæt hen til sig, da hun havde noget at
sige mig.
Hendes sidste Ord til mig lød som følger:
»Min kære Søn! Jeg er bedrøvet over snart
at skulle skilles fra Dig. Mit Livs Timer er nu
talte, og jeg skal her paa mit Dødsleje betro dig,
hvad jeg aldrig før har talt til dig om, nemlig An-
ledningen til din Faders Død.
Din Fader var en af de raskeste og smuk-
keste unge Mænd i Bygden, arbejdsom og ædrue-
lig- Jeg elskede ham inderlig, og jeg tror ikke,
noget Ægtepar har tilbragt en saa lykkelig Tid
som vi de første Aar af vort Ægteskab. Din lille
Søster, der kom til Verden et Par Aar efter vort
Ægteskab, forøgede vor Lykke og var din Faders
Kæledægge. Naar andre gik til Svir og Dans, sad
han hjemme hos os. Men ak! dette skulde des-
værre ikke vare ved. Meget imod min Vilje havde
din Fader givet en Slægtning af sig Lov til at bo
hos os, og denne Mand var det, som kom til at
forstyrre vort Livs Lykke. Han var meget hen-
given til Nydelsen af berusende Drikke, og om
ikke længe havde han faaet din Fader overtalt til
at komme med til sine Sviregilder, der som oftest
fandt Sted i en af Nabobygderne, og fra hvilke de
først kom hjem sent ud paa Natten. Det var en
forfærdelig Tid for mig. Mange søvnløse Nætter
tilbragte jeg, og mange bitre Taarer fældede jeg
i ængstelig Venten paa din Fader, og han, som før
var saa god og kærlig mod mig, var nu bleven
haard og brutal. Spiritusen havde dræbt alt godt
i ham. Selv ikke Din Søsters pludselige Død
gjorde noget Indtryk paa ham, og selv ikke den
sørgelige Begivenhed, hvorved hans Slægtning og
Svirebroder i beruset Tilstand en raa og sludfuld
Efteraarsdag faldt ud fra en Baad og druknede,
formaaede at holde ham borte fra Brændevinens
slibrige Sti. Aa! jeg følte mig saa ene og forladt,
men haabede dog paa bedre Tider. Før havde der
i vort Hus været Velstand, men denne veg nu Plads
for Armod og Elendighed. Saa var det en Nat i
Februar Maaned, at det forfærdelige skete, det,
der knuste mit Hjerte og dræbte al Tro paa Lykke
og Fremtidshaabet i mit Sind.« Bevægelsen over-
mandede her min Moder, hun fik et stærkt Hoste-
anfald, og Taarerne strømmede ned ad hendes Kin-
der, da hun fortsatte; »Det var ledet langt ud paa
Morgenen. Hele Natten havde jeg siddet og ven-
tet paa din Fader, der om Aftenen var gaaet til
Nabobygden; tilsidst faldt jeg hen i en Slags Døs,
hvoraf jeg pludselig blev vækket ved Lyden af
tunge Fodtrin og mange Stemmer udenfor. Med
bankende Hjerte og bange Anelser løb jeg hen til
Døren og lukkede op. Det var bidende koldt, og
henimod mig kom fire Mænd bærende med din
Faders Legeme. De havde fundet ham mellem
Bygderne, hvor han i Beruselse i den stærke Frost
maatte være gledet og faldet om. Da jeg saa hans
stivnede Træk og blaalige Læber, vilde mit Hjerte
briste. Jeg maatte gøre Vold paa mig for ikke
selv at falde om. Med Besvær fik vi de stivfrosne
Klæder af ham og lagt ham i Sengen. Mændene
skyndte sig af Sted igen for at faa hentet Lægen
hurtigst — ad Søvejen, og overlod din Faders
Legeme til min Omsorg. Jeg prøvede paa at varme
Klæder og lægge omkring ham. Men der var in-
gen Tegn paa Liv.« Min Moder maatte igen holde
op en Stund, saa smertelige var de Erindringer,
hun genkaldte sig. Saa fortsatte hun: »Og jeg
klædte mig af og trykkede din Faders kolde og
livløse Legeme ind til mig, som en Moder trykker
sit syge Barn til sin varme Barm, og jeg kyssede
og atter kyssede hans iskolde Pande og Mund.
Men Livet var og blev borte, og Doktoren kunde
kun konstatere, at Døden var indtraadt.« — Min
Moder sank træt tilbage i Puderne. Anstrængelsen
havde været hende for stærk. Et øjeblik efter
slog hun Øjnene op igen, lagde kærligt sine Arme
omkring min Hals og hviskede næppe hørligt:
„Lov din Moder paa sit Dødsleje, at du aldrig mere
vil nyde Spiritus. Gud velsigne dig!".
Og jeg trykkede hendes Haand og kyssede
hendes Pande, og aflagde med taarefyldte øjne
dette Løfte, som jeg siden trolig har holdt. —
Et kærligt Smil for hen over min Moders Ansigt,
og kort efter drog hun sit sidste Suk.
Udenfor var Uvejret holdt op. Paa Fjorden
var der kun en svag Brise, det oprørte Hav var
faldet til Ro, dg nu drog den sidste sorte Sky fra
Maanen. Medens Sneen som det reneste Sølv laa
over Fjæld og Dal. Hele Naturen var kommen til
Ro. Jeg lukkede et Vindue op, saa den kolde
Natteluft strømmede ind og svalede min brændende
Pande. Paa den nu ganske klare Himmel luede
og blinkede utallige Stjerner, slukkedes og tænd-
tes igen. Et Tegn paa Skaberens Vælde og Al-
magt, og et Vidnesbyrd om den for os uudgrunde-
lige Glæde og Herlighed, der er dem beredt, som
Herren efter en lang og trofast Arbejdsdag tager
til sig. Jeg følte mig ligesom trøstet i min Sorg.
Som et Barn, der slumrer ind ved sin Moders
Side, lagde jeg mit Hoved til min Moders Bryst.
Og alt blev stille i Stuen. Kun det gamle Otte-
dagsur afbrød Stilheden med sit ensformige
»Tik-Tak«, »Tik-Tak«. Det var, som sang det
Gravsalmen over min Moder.
Da Juleklokkerne ringede og forkyndte det
glade Budskab over Land og By, ringede de og-
saa for min Moder, som da blev baaret til sit sid-
ste Hvilested. Ved Siden af de to — hendes Mand
og Datter —, som hun i levende Live havde elsket
saa højt, begravede vi hende under stor Deltagelse
fra Bygdens Side.
Olai-Revue.
Olaibesøget i Aar blev ualmindelig stort, ja
næsten større end nogensinde før. Folkestimlen,
der i Olaidagene opfyldte de thorshavnske Gader
og Stræder, stod ikke meget tilbage for den under
de mindeværdige Kongedage i 1907. Men Vejret
var i Aar ogsaa af det allerfineste, og Sjællands
Biskop — den første, der har sat sin Fod paa Fær-
øerne siden den sidste Kirkebøbisps Dage — bi-
drog meget til, at Besøget blev saa stort. — Saa-
vel Sværd- som særlig Spindesiden var talrigt og
alsidigt repræsenteret, og under den smilende Juli-
sols varmende Straaler satte her nyt og gammelt
hinanden Stævne; glimrende Nationaldragter pran-
gede Side om Side med forskelligfarvede Sommer-
habitter efter nyeste Mode; gamle Vikingeskikkel-
ser med urskovlignende Haar- og Skægrigdom saas
i Følge med halvskaldede Ynglinge med Nakke-
skilning, og de spartanske Moustacher snoet a la
Kejser Wilhelm. Særlig Kvindernes Opfindsomhed
i Retning af ejendommelige og originale Dragter
og Hovedbeklædninger lod som sædvanligt ikke
noget tilbage at ønske.
Hovedinteressen samlede sig om de sportslige
Præstationer, hvoraf saavel Kapløbet paa Sanatorie-
vejen som Kapsvømningen paa Østrevaag havde
samlet et talrigt og interesseret Publikum, der
ydede disse Foretagender Støtte ved frivillige Ga-
ver til Præmier for de vindende. Det viser sig
tydeligere Aar for Aar, at Sport og Idræt er ved
at gaa deres Sejrsgang over vore hjemlige Øer