Dúgvan - 01.10.1913, Blaðsíða 4

sion med det Formaal at arbejde for Forbud mod
Salg af Spiritus til Indianere, Negre og andre Na-
turfolk, for hvem Alkoholen har vist sig at være
saa skæbnesvanger. Jeg blev valgt til Formand
for denne Kommission. Forhaabentlig vil det ikke
vare længe, før vi har opnaaet vort Formaal.«
Som man vil se af foranstaaende, træffes i
Stjernebannerets Land kraftige Foranstaltninger mod
Smugkroernes Spiritustrafik. En og anden vil
maaske sige, at en saadan Fremgangsmaade er
altfor hensynsløs, men man maa i denne Forbin-
delse huske paa, at Forholdene i Amerika og paa
vore fredelige Øer er vidt forskellige, og at Yan-
keerne ikke under nogen Omstændigheder har Ord
for at tage paa Lovovertrædere med Fløjlshandsker.
I Hvalfiskens Bug.
Troværdigheden af det gamle Testamentes Be-
retning om Jonas er ofte blevet draget i Tvivl. At
det imidlertid ikke er umuligt for et Menneske at
leve i nogen Tid i en Hvalfisks Bug, viser følgende
Tildragelse, der her gengives efter »New York
World«:
»Udkigsmandon oppe i Masten paa Skibet
»Star of the East« saa to vældige Spermhvaler
forude. Skibet begyndte øjeblikkelig Jagten og
kom snart i en halv Mils Afstand fra den ene af
dem, som viste .sig at være en Lianhval. To Baade,
som blev udrustede paa sædvanlig Vis, blev firet
ned, og man roede hen til Hvalen. James Bartleys
Baad blev den nærmeste, og fra den blev der skudt
et eksplosivt Projektil, som traf Hvalen paa et
livsfarligt Sted. Folkene roede tilbage med fuld
Kraft, men kom ikke hurtig nok af Sted, thi Uhy-
ret aabnede pludselig Gabet, og greb Baaden mel-
lem sine Tænder og sønderknuste den. Folkene
sprang i Vandet til alle Sider. James Bartley, som
havde styret Baaden, kastedes sammen med Agter-
stævnet næsten lodret op i Luften. Kammeraterne
i den anden Baad saa paa dette, men kunde ikke
komme til Hjælp, thi i det samme Øjeblik for
Hvalfisken fremad, og den ulyksalige Sømand faldt
ned i Gabet, mellem de vældige Kæber, som
smækkede sammen om ham.
Folkene, der var faldet i Vandet, blev taget
op af den anden Baad. Hvalen blev derefter dræbt
og bragt til Skibssiden, og dernæst begyndte man
at flaa Spækket af den. Dette Arbejde varede saa
i et helt Døgn, og efter at det var slut, blev Mave-
sækken aabnet. Stor blev deres Overraskelse, da
de her fandt Bartley, som var bevidstløs, men le-
vede endnu. Han havde opholdt sig i Hvalfiskens
Mave næsten i 36 Timer.
De fik ham op og begyndte at gnide hans
Lemmer, som vare purpurrøde og oversmurte med
Blod. Endelig kom han til Bevidsthed, men han
var gaaet fra Forstanden. I fulde tre Uger forblev
han i denne Tilstand, gik op og ned ad Dækket
og paakaldte Himmelen for at befri sig fra den
frygtelige Ovn, i hvilken han mente at være ble-
ven indesluttet. Men efter nogen Tids Forløb for-
svandt Hallucinationerne, og han begyndte at blive
klar i Hovedet af og til, og snart kom han til
Hægterne igen. Som naturligt var, stillede
hans Kammerater ham straks det Spørgsmaal, hvilke
Følelser og Indtryk havde besjælet ham, mens han
opholdt sig i LIvalfiskens Mave.
»Jeg husker meget tydelig,« fortalte han, «det
Øjeblik, da jeg faldt ned fra Baaden og følte un-
der mine Fødder noget blødt. Jeg saa op og saa
en stribet Hvælving, snart hvidlig, snart lyserød af
Farve, der ligesom sænkede sig over mig, og i
næste Øjeblik følte jeg mig* draget nedad, med
Fødderne først, og da blev jeg klar over, at jeg
var i Færd i med at siuges af en Hval. Jeg suge-
des længere og længere ned. Jeg var omgivet
af blødt Kød paa alle Sider, dog blev jeg ikke
trykket deraf, idet det gav efter ved hver Bevæ-
gelse, jeg gjorde, som om det var Guttaperka.
Paa en Gang befandt jeg mig i en vældig
stor Sæk, som rummede meget mere end mit læ-
gerne, og her herskede Bælgmørke. Jeg følte mig
omkring, og min Haand kom til at røre ved for-
skellige Fiske, hvoraf nogle syntes endnu levende,
thi de sprælle mellem mine Fingre og smuttede
væk fra mine Fødder. Snart følte jeg en heftig
Hovedpine, og Aandedrættet blev mere og mere
vanskeligt; samtidig følte jeg en skrækkelig Varme,
som syntes at ville fortære mig, idet den blev
mere og mere heftig. Mine Øjne brændte som
glødende Kul, og jeg troede hvert Øjeblik, at jeg
skulde steges levende.
Den frygtelige Tanke, at jeg var dømt til at
skulle omkomme i Bugen af en Hvalfisk, pinte mig
udover al Beskrivelse, og samtidig tyngedes jeg
ned af den dødlignende Tavshed i dette skrække-
lige Fængsel. Jeg prøvede at rejse mig, at røre
mine Arme og Ben og skrige, men alt var umu-
ligt. Min Hjerne syntes mig fuldstændig klar, og
jeg havde fuld Forstaaelse af den frygtelige
Skæbne, der havde ramt mig. Tilsidst mistede jeg
Bevidstheden.«
Folkene og Kaptajnen ombord i »Star of the
East« indestaar for Troværdigheden af denne usæd-
vanlige Tildragelse. James Bartley er omtrent 35
Aar gammel, har en kraftig Konstitution, og er i
Besiddelse af en vidunderlig Udholdenhed, som
mange Gange stod sin Prøve under det nylig endte
Togt. Efter at Skibet kom til Liverpool, fik Bart-
ley to eller tre Gange Anfald af de gamle Hallu-
cinationer og bildte sig ind, at han blev fortæret
i en gloende Ovn; det blev nødvendigt at sende
ham til et Hospital i London. Hans almindelige
Helbred synes at være godt, men hans Hud behol-
der endnu en ejendommelig blaalig Farvetone,
som ikke synes at ville gaa væk. Uden Tvivl
skyldes dette Virkningerne af Hvalfiskens
Mavesaft.
Den videnskabelige Redaktør ved »Journal des
Debats« har omhyggelig overvejet denne Fortæl-
lings Detailler. Han mener, at Beretningen, der
er givet af Kaptajnen og Mandskabet ombord i
det engelske Hvalfangerskib, »er fuldt ud trovær-
dig. Man har flere Beretninger om Hvaler, der
i Dødskampen har slugt Mennesker, men dette er
den første moderne Begivenhed af denne Art,
hvor vedkommende er sluppet derfra med Liv og
Lemmer. Efter dette nylig fremkomne Bevis, er
jeg kommen til at tro det, at Jonas virkelig kom
levende ud af Hvalfiskens Bug, ligesom Bibelen be-
retter.«
J. G. Christensen om Landsforbud.
I »Tiden« omtaler J. C. Christensen den Tale,
som den svenske Statsminister Karl Staaf holdt
paa Afholdskongressen i Stockholm, og i hvilken
han saa at sige satte Landsforbudet mod Tilvirkning
og Indførsel af Rusdrikke paa det svenske Venstres
Program.
J C. Christensen mener, at ogsaa de norske og
danske Venstrepartier vil knæsætte Eorbudstanken;
ganske vist holder Venstre jo »stærkt paa den per-
sonlige Frihed«, men da det ogsaa vil »arbejde for,
at Folket kan blive livskraftigt og sundt«, og da
Spiritus er en Slags Folkegift, »saa gør man sig
snart fortrolig med den Tankegang, at den bør for-
bydes ligesom anden Gift, der kun kan faas paa
Apoteket efter Recept«. Naturligvis kommer Lands-
forbudet hverken i Dag eller i Morgen; »vi advarer
mod at tro, at Landsforbudet er nært forestaaende«.
Det vil møde Modstand indadtil og Vanskeligheder
udadtil, nemlig hos de Lande, der avler og udfører
Vin. Vi kan ikke udsætte os for, at der lukkes for
vore Produkter i disse Lande, og vi kan ikke
taale, at de lukker Laanemarkedet for os.