Dúgvan - 01.05.1914, Blaðsíða 2

for Pungen — Tiggerens Staldbroder, Hustruens
Jammer, Børnenes Bedrøvelse — gør den stærke
svag, og en vis Mand til en Daare. Den er en
Selvmorder, som drikker paa andres Velgaaende,
idet han undergraver sit eget. Han staar langt
under de ufornuftige Dyr; thi intet Dyr beruser sig
forsætligen; men Drankeren tømmer sit Glas, end-
skønt han kender den Tilstand, hvori det vil sætte
ham, endskønt han véd, at det skal berøve ham
Brugen af hans Fornuft, og saaledes betage ham
hans menneskelige Værd. Ved Virkningerne af den
forføriske Drik faa hans Vanarter og onde Tilbøje-
ligheder frit Løb, og han udøver i sin berusede
Tilstand Handlinger, for hvis blotte Tanke han ellers
vilde gyse. Mangen Forbrydelse er bleven udøvet,
mangt et Mord begaaet, idet Forbryderen ikke selv
vidste, hvad han gjorde. De fleste Misdædere søge
en Undskyldning for deres Forbrydelse i den be-
vidstløse berusede Forfatning, i hvilken den skete;
Loven lader dog, med største Ret, denne Undskyld-
ning ikke gælde; thi naar Mennesket frivillig be-
røver sig Fornuften, er han ikke uskyldig i de
Gerninger, som flyder deraf. Skælv da Dranker!
Besind dig, førend du fører Glasset til Munden.
Vid, at du derved gør dig skikket til Udøvelsen af
enhver Forbrydelse, hvortil syndige Begærligheder,
der ej længere tæmmes af Samvittighedens advarende
Stemme, kunne forlede dig. Maaske vil du opvaagne
af denne Tilstand, skyldig i Overtrædelser, som
nedkalde Lovens retfærdige Hævn over dit Hoved.
Og naar du da lider det, som dine Gerninger have
fortjent, naar du overvejer de Forurettelser, som du
har tilføjet andre, maaske endog din bedste Ven,
hvilken Trøst formaar da vel Mindet om din mer
end djævelske Fornøjelse at give dig?
»Alle Forbrydelser i Verden har ikke forspildt
saa mange Menneskers Liv, eller forødet saa megen
Formue, som den umaadelige Brug af stærk Drik,«
siger Lord Bacon.
Til denne Ytring af en blandt Englands mest
udmærkede Mænd, tilføje vi en af en blandt
Sveriges mest agtværdige Mænd, Biskop Fr. M.
Franzén:
»Drukkenskab! ved dette Ord fremstiller sig
for vor Tanke, ikke blot een stor og almindelig
Synd, men en Samling af Laster og Misgerninger,
og den Fordærvelse og Elendighed, som deraf har
sit Udspring.«
Visseligen ere disse Grunde mere end tilstrække-
lige til at formaa dig til at bortkaste den forgiftede
Drik, og at fly dens Brug. De angaar alligevel
dog egentlig din timelige Velfærd. Men — for din
udødelige uforgængelige Sjæls Frelses Skyld, hør,
hvad Gud Herren siger i sit Ord:
Vaagner op, I Drukne! og græder. Joel i, 5.
Hvem (vederfares) Ve? hvem Fattigdom? hvem
Trætter? hvem Klager? hvem Saar uden Aarsag?
hvem røde øjne? — Dem, som tøve længe ved
Vinen, dem, som komme at søge efter blandet
Drik.
Se ikke til Vinen, naar den er rød, naar den
fremviser sin Farve i Bægeret, og naar den lette-
ligen bevæges. Det sidste deraf skal bide som en
Slange, og stikke som en Basilisk. Ordsprogene
23, 2g—32.
Ve dem, som staa aarie op om Morgenen og
jage efter stærk Drik, som tøve længe til Tusmør-
ket, at Vin maa brænde dem!
Ve dem, som ere vældige til at drikke Vin, og
duelige Mænd til at blande, og iskænke stærk Drik.
Es. 5, 11.22.
Stærk Drik skal være besk for dem, som drik-
ke den. Es. 24, g.
Kødets Gerninger ere aabenbare, saasom: Hor,
Skørlevned, Urenhed, Uterlighed.
Avind, Mord, Drukkenskab, Fraadseri, og des-
lige; om hvilket jeg forud siger eder, ligesom jeg
og før haver sagt, at de. som gøre saadant, skulle
ikke arve Guds Rige. Gal. 5, ig—21.
Dersom I leve efter Kødet, skulle I dø; men
dersom I døde Legemets Gerninger formedelst
Aanden, skulle I leve. Rom. 8, 13.
Lader os vandre skikkeligen, som om Dagen:
ikke i Fraadseri og Drukkenskab, ikke i Kiv og
Avind. Men ifører den Herre Jesum Christum, og
plejer ikke Kødet til at vække Begærlighed. Rom.
13. 13—14-
Farer ikke vild! Gud lader sig ikke spotte;
thi hvad et Meneeske saar, dette skal han og høste.
Thi hvo, som saar i sit Kød, skal høste Forkræn-
kelse af Kødet; men hvo, som saar i Aanden, skal
høste det evige Liv af Aanden Gal. 6, 7.8.
Disse ere de Trudsler, som ufejlbarligen skulle
gaa i Opfyldelse paa enhver Dranker, som vedbliver
at finde Behag i Drukkenskab. Han forskyder
Guds Kærlighed, og vil ej indgaa i Kristi himmel-
ske Rige. Tænk herpaa, medens det er Tid; bed
Gud om Kraft til at afstaa fra enhver Synd; mindes
hvad han har tilsagt os:
Den Ugudelige forlade sin Vej, og hver, som
gør Uret, sine Tanker, og omvende sig til Herren,
og han skal forbarme sig over ham, og til vor Gud;
thi han skal mangfoldigen tilgive. Es. 55, 7.
Det er en troværdig Tale, og aldeles værd at
annammes, at Kristus Jesus kom til Verden for at
gøre Syndere salige, iblandt hvilke jeg er den
største. 1 Tim. 1, 15.
Saa har Gud elsket Verden, at han har givet
sin Søn, den eenbaarne, paa det, at hver den, som
tror paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt
Liv. Joh. 3, 16.
Maatte disse Ord gennemtrænge din Sjæl og
lede dig til det eneste sikre Redningssted, paa de
Stier, som endnu kunne føre til Glæde her i Tiden,
og til Salighed i den kommende Verden.
O Synder! til en Fader kom,
Som naadig dig indbyder;
O Menneske, til Gud vend om,
FørDoms-Basunen lyder.
Den kommer snart, den store Stund,
Da Himlens Kræfter røres,
Og Jorden bæver paa sin Grund;
For silde Bod da gøres.
Og dine Gerninger med dig
Til Herrens Domstol følge.
De Fjed, du tog paa Lastens Sti,
Ej Mørket mer skal dølge.
Din Vej i Helved ender sig.
Der ingen Bod kan gøres,
Der ingen Naade bydes dig,
Og ingen Bønner høres.«
* *
*
»Afholdssamfundet«, som aftrykker ovenstaaende
Opraab knytter dertil den Bemærkning, at »dette er
et historisk Aktstykke, som viser, at man i Norge
allerede for 76 Aar siden stod midt i Kampen mod
Alkoholen, og at man allerede da var klar over
dennes mangeartede frygtelige Virkninger. End-
videre viser Opraabet, at Afholdsbevægelse og
Kristendom er i nøje Overensstemmelse, noget,
mange danske — ogsaa danske Præster — endnu
ikke har faaet Øje paa.
Men i Norge har man ogsaa bestandig, hvad
Ædruelighedsarbejdet angaar, været langt forud for
Danmark. Medens vi her først møder Afholds-
bevægelsens første Blænkere i Fyrrerne, har man
allerede i 1824—27 i Norge begyndt den Ædruelig-
hedslovgivning, som fortsattes 1833 og 1836 og be-
standig siden er ført videre, indtil vore Dage, da
Nordmændene aabenbart er i Færd med at samle
Kræfterne til det sidste store Hovedslag: fuld-
stændigt Forbud.«
Det er i denne Forbindelse værd at mindes, at
de norske Ædruelighedsbestræbelser ogsaa har
strakt deres Virkninger til Færøerne, idet den Sæd,
som blev saaet af den norske Afholdsagitator
Asbjørn Kloster, har hjulpet til at forberede Stiftel-
sen af Thorshavns Afholdsforening, som blev den
første levedygtige Afholdsforening i det danske
Kongerige.