Dúgvan - 01.07.1914, Blaðsíða 2

bravt i det. Men saa slappedes hans Energi mærk-
bart og altid mere og mere. Og den sidste Halv-
del af Banen kunde han næsten lige saa godt ikke
have været med. Faktum var i al Fald, at vi 2
andre maatte trække for 3. Saa det var ikke
hans Skyld, at vi vandt. Hvorfor sløjede denne
Kæmpe saadan af? Aa ja, det var ikke saa under-
lidt, han havde nemlig været paa Sold den foregaa-
ende Aften. Mon ikke en saadan personlig Op-
levelse overbeviser bedre end selv det bedste F'or-
svar for Afholdssagen paa Prent?
Ogsaa om Alkoholens Indffydelse paa Menneskets
Sjæleliv, havde jeg forinden gjort Iagttagelser. Det
var paa en Skoleskovtur ved den Tid, jeg skulde
være Student. Skovturen stundede mod sin Afslut-
ning. En Punchebolle var kommen paa Bordet.
Da skete det, at en af de til daglig mest tørre og
hverdagsagtige Lærere gav sig til at improvisere,
paa staaende Fod producende Vers efter Vers,
hvert følgende rigtignok mere svulstigt og
mindre indholdsrigt end det foregaaende. Det
var ganske flot gjort, men det udæskede til Efter-
tanke. Hvorfra denne Begejstring hos et ellers
saa nøgternt Menneske? Ja, det var selvfølgelig
en Virkning af Punchen — men det forringede ikke
det unaturlige ved hele Optrinet. Som hin Kæmpe
legemlig slappedes, saaledes ophidsedes Digteren
aandeligt — men begge disse Udslag af Alkoholens
Virksomhed virkede lige frastødende og overbevi-
sende paa mig. Ganske vist blev jeg ikke derfor
Afholdsmand med det samme, men jeg modtog i
hvert Fald kraftige Tilskyndelser dertil.
Der er sikkert her en hel Del, der kender den
nys afdøde store russiske Digter Leo Tolstoy af
Navn. Men det er maaske kun faa, der kender
en lille Novelle af ham, hvori han udøser sin bidende
Spot over Brændevinen og dens Tilbedere. Den
hedder for Resten: »Hvordan Djævelen fortjente sig
en Rundtenom«. En fattig Bonde havde under
Pløjningen lagt lidt Brød til Side under sit Tøj,
for senere at nyde det, naar han blev sulten. En
lille Djævel snappede imidlertid Brødet for at glæde
sig over Bondens Raseri, naar han kom for at
spise, men intet fandt. Han blev imidlertid bedrø-
velig skuffet, idet den taalmodige Bonde ønskede
godt over den stakkels sultne Sjæl, der havde taget
det, og han klagede derfor sin Nød for Mester-
djævlen. Her fik han dog kun ringe Trøst, det
blev betydet ham, at han havde baaret sig ad som
en Klodrian, og at han først maatte spise den om-
talte Rundtenom, naar han havde fortjent den ved
inden 3 Aar at faa Bugt med de fromme, godmodige
Bønder. Det lykkedes ham kun alt for godt. Han
omskabte sig til en flink Karl og gav sig i Tjene-
ste hos den fattige Bonde. Ved sine kloge Raad
hjalp han Bonden til en saa overflødig Høst af
Korn 2 Aar i Træk, at han ikke vidste, hvad han
skulde gøre ved Overfloden. Da lærte Djævelen
ham at lave Brændevin deraf, og saa kunde han
indbyde Mesterdjævelen til at være Vidne til Bøn-
dernes Gæstebud. Det gik, som det oftest gaar
ved slige Lejligheder. Ved de første Glas blev
Deltagerne i Gildet oprømte og begyndte at smigre
og hykle for hverandre, ved de næste forvandledes
Smigeren til Støj og Kiv. Rævene blev til glu-
bende Ulve, der slog løs paa hinanden af alle
Kræfter. »Det er udmærket,« sagde Mesterdjævelen.
»Det bliver bedre endnu,« sagde Smaadjævelen.
Og han fik Ret, for ved de følgende Glas drak de
sig fulde som Svin, saa at de alle endte i Vejgrøften.
Fuld af Beundring spurgte Mesterdjævelen, hvordan
han havde fremstillet denne Drik, om han ikke
havde blandet Ræve-, Ulve- og Svineblod sammen.
»Nej,« svarede den lille Djævel, »det gjorde jeg
ikke, for noget af Dyret har Mennesket i Forvejen
i sig, men det kommer ikke til at virke, før den
stærke Drik kommer til — men da kommer straks
Ræven, Ulven og Svinet op i det.«
Saadan saa Tolstoy paa de Ulykker, »Vodkaen«
(Snapsen) anrettede blandt det russiske Folk. Vist-
nok anretter den ikke saa store Ulykker blandt os,
men dog store nok til, at enhver god færøsk Mand
og Kvinde burde bekæmpe den.
Dertil vil jeg til Slut mane enhver i denne
Forsamling. Der synes ganske vist for Tiden at
være indtraadt en Slags Slappelse i Afholdsarbejdet.
Den er dog sikkert kun forbigaaende. I samme
Øjeblik, som der skal slaas et større Slag, saa
vaagner Kamplysten og Energien nok igen. Over-
hovedet er jeg — fordi jeg tror paa Fremskridtets
og den sunde Fornufts endelige Sejr over alle Hin-
dringer — ikke et Øjeblik i Tvivl om Afholdssagens
endelige Sejr, ja overbevist om, at den Tid en
Gang vil komme, da man ikke kan forstaa, at der
overhovedet har kunnet strides om eller være delte
Meninger om denne Sag.
Men tag I nu Stilling og ret Stilling til den!
Saml jer om Fanerne, fylk jer om Bannerne, Høje
som Lave, Gamle som Unge! Gør det for Sagens,
for Eders egen Skyld og ikke mindst for det fær-
øske Folks Skyld, hvis Ve og Vel dog ligger os
alle paa Sinde!
Mejeribestyrer Jensen udtalte: Det
kan undertiden have sin Betydning at standse et
Øjeblik og se, hvor langt vi er kommet, og hvor
langt vore nærmeste Naboer og Frænder er naaet;
naturligvis maa man saa have et Udgangspunkt, og
et saadant Udgangspunkt ligger lige for os, naar vi
vil gøre Ædruelighedsspørgsmaalet op til Sammen-
ligning; det maa blive Aaret 1907. I 1907 var det,
at Ædrueligehedsloven blev gennemført paa Fær-
øerne og Folkeafstemningen fandt Sted. Dengang
gik Færøernes Navn gennem hele Norden, ja langt
udenfor. Det var i og for sig ikke selve Loven man
beundrede; der var ligesaa vidtgaaende Love andre
Steder, og de fleste kendte vel næppe nok Lovens
Indhold; nej, det, der vakte Opmærksomhed, var
den Maade, Færingerne førte Lovens Bestemmelse
ud i Livet paa, nemlig, at da det blev lagt i Folkets
Hænder, om de vilde tillade Salg eller Udskænkning
af stærke Drikke svarede alle Kommuner Nej, de
fleste enstemmig. En saadan Enstemmighed kendte
man ingen andre Steder fra, her var en Lov,
som med Sandhed kunde siges at have F'olkets store
Flertal bag ved sig, en Lov, der havde Rod i
Folket.
At dette vakte Opmærksomhed, var derfor ikke
saa underligt, saameget mere, som der netop da var
en Stilstand i Ædruelighedsarbejdet andre Steder,
og naar man ser ud over Begivenhederne dengang,
forekommer det mig, at vi ligesom har givet Stødet
til, at man rundt omkring os tog kraftigere fat
paa ny.
Island begyndte i 1880 at indskrænke Forhand-
ling og Udskænkning af Spiritus, og flere Love blev
gennemførte i Aarenes Løb, bl. a. Forbud imod
Fabrikation; men selv om Forbruget gik ned, var
det dog store Mængder Spiritus, der blev forbrugt.
Da foretog man 1908 sammen med Altingsvalget en
Folkeafstemning om at forbyde al Indførsel af
Spiritus; 60 pCt. af Befolkningen stemte herfor, og
i Henhold hertil vedtoges en ren Forbudslov 1909.
Norge har den ældste Alkohollovgivning i
Norden, den han føres tilbage til 1829 og er stadig
blevet mere udvidet, og der var stærke Røster oppe
for et rent Landsforbud; saa kom Adskillelsen fra
Sverig 1905; mange nye Krav rejste sig, og dertil
skulde bruges Penge, og Penge kunde ogsaa faas
fra Frankrig, men dette Land forlangte til Gengæld,
at Norge ikke maatte udvide sin Alkohollovgivning,
saa Frankrigs Import af Spiritus kunde lide Skade
derved; det var et haardt Stød for Nordmændene,
men de havde intet Valg, og i Øjeblikket føltes det
lammende paa hele Ædruelighedsbevægelsen. Dog
varede det ikke længe. I 1911 nedsatte Stortinget
en Forbudskommission, der arbejder endnu, og i
Samlagsafstemningen i 1913 blev 15 Samlag stemt
ned af 24; der er saaledes kun 9 Samlag igen i
hele Norge. Paa Grund af, at det kom til Offentlig-
hedens Kundskab, at der var sendt over 400 Flasker
Brændevin til Officererne paa Gaardermoen, udstedte
Regeringen efter Opfordring af Stortinget et Forbud
imod Brug af Spiritus under Militærtjenesten.
Sverig har haft Gøteborgsystemet indført
siden 1885. Ved Indførelsen heraf betød det et stort
Fremskridt, men enhver Lov rækker jo kun til et
vist Punkt, og Spiritusforbruget var begyndt at stige
igen trods en meget kraftig Afholdsbevægelse. I