Dúgvan - 01.09.1914, Blaðsíða 3

Et Besøg hos en af Afholdssagens Veteraner.
Provst Sørensen, Skanderborg, er velkendt
her paa Øerne. Han er som bekendt en af den dan-
ske Afholdsbevægelses ledende Mænd og har, medens
han virkede paa Færøerne, udført et stort Arbejde i
Afholdssagens Interesse. Under et Ophold i Aarhus
havde jeg adskillige Gange Lejlighed til at besøge
den gæstfri og elskværdige Provstefamilie i den hyg-
gelige Provstegaard i Skanderborg.
Halvt i Søvne hører jeg Klokken paa Set. Cle-
mens Domkirke i Aarhus — min agtværdige
og snart 700 Aar gamie Genbo, i Paranthes bemær-
ket forøvrigt ogsaa Danmarks største Domkirke —
slaa syv.
Det er højlys Morgen, men jeg venter stadig
som sædvanlig paa Signalet til min Opstandelse fra
Søvnens Leje: den gamle Fiskehandlers lydelige og
tydelige om end ikke videre melodiøse Morgenfore-
drag i Form af Anbefaling for sine diverse levende
saa vel som hensovede Indvaanere fra Havets Dyb,
hvilken Remse jeg forlængst — ufrivilligt vel at
mærke — in extenso har lært udenad med lige saa
stor Grundighed som ethvert nok saa indviklet
Skriftsted i Luthers lille Katekismus. I Dag lader
Manden imidlertid ikke sin Røst høre; hvor besyn-
derligt! I Aftes faldt ifølge Avisernes Beretning en
ukendt Mandsperson i Aaen og druknede i dens
plumrede Vande; det skulde da vel aldrig have væ-
ret ham; nej, en Fiskehandler som Fiskeføde det
vilde da være altfor tragi-komisk. I min halvt søvn-
betyngede Fantasi genkaldes Erindringen om den
lille joviale Fiskemand med den røde Næse, de smaa
missende Øjne og Skraaen i uafbrudt Bevægelse,
medens der efterhaanden mellem Skægstubberne paa
hans Hage af den nedadrindende tredelte sorte Strøm
dannedes det nydeligste m, man kunde tænke sig.
Men pludselig giver disse Betragtninger Plads for
mere alvorlige Themaer; jeg er igen slumret ind i
Søvnens Arme og bliver paa Drømmenes Vinger
baaret over til Tsushima Strædet, hvor jeg ombord
paa Rostdestvenskys Flagskib bliver Vidne til en
øredøvende Kanonade, der er lige ved at sprænge
mine Trommehinder. Atter skifter Sceneriet, og jeg
befinder mig nu i det mørke Fastlands Urskove,
forfulgt af Banke-Aander og andre overnaturlige
Væsener . . .
Nogle kraftige Slag paa min Dør jager disse
Forestillinger paa Flugt, og Slaget i Tsushima-Stræ-
det etc. er med det samme for mig en løst Gaade.
Min Værtinde ønsker mig: glædelig Paaske,
og dette kalder som ved et elektrisk Trylleslag min
søvndyssede Hjernefunktion til fuldkommen Klarhed,
og med et Sæt hopper jeg som en anden Kænguru
ud af Sengen. Det er jo 1. Paaskedag, min Vært-
inde har faaet Besked om at vække mig ved første
Hanegal, og jeg har lovet at tage med Morgentoget
ned til Skanderborg i en just ikke i Forhold til
Paaskehøjtidens Fred og Ro staaende Mission; naa,
nok om det.
I en Ruf klæder jeg mig paa, giver alle vemods-
fulde Drømme og lønlige Længsler efter Klipfisk,
Skærpekød, tørret Gaas etc. Løbepas, begiver mig
med Automobilfart til Jernbanestationen og kommer
lige tidsnok til »Bumletoget« — populært kaldet
»Grisen« — i Selskab med morgengnavne Bønder
og Landmænd, der har været inde i Aarhus for at
forlyste sig Paaskeaften. De ser ogsaa allesammen
ud til at have konsumeret rigeligt af de vaade Va-
rer, og med den halvlange Pibe dinglende skævt
i den ene Mundvig og Øjnene paa Klem nynner
en af Deltagerne i en drævende og meget dybt-
liggende Stemme, der vilde have gjort enhver Kon-
trabas Rangen stridig, det gamle Folkevise-Refrain:
»Det var i Nat en Vaagenat«. — I Kupeens inder-
ste Hjørne sidder en lurvet klædt Mandsperson, hvis
mørke Ansigtslød og kulsorte Haar forraader de
50 pCt. Taterblod; han hoster slemt, ser sulten og
forfrossen ud og skutter sig som en forkølet Graaspurv.
Med Sneglefart gaar det sydefter, medens »Gri-
sen« stønner og pruster som en 80-aarig Olding;
men frem kommer vi dog.
Markerne grønnes og Træerne begynder saa
smaat at knoppes nu; men den bidende kolde Nord-
ost jager i lange Sus henover den svangre Jord og
samler sig i de græsbevoksede Kløfter til en despe-
rat Symfoni, til et forfærdende Jubelskrig over den
nyfødte Jord. Den knurrer og hvæser som et sul-
tent Vilddyr i de nyfødte, men endnu bladløse
Skove — i Bevidsthed om, at naar Sommeren kom-
mer, er dens Saga forbi for denne Gang — og tu-
der truende mellem Bumletogets Vogne med deres
Indhold af allehaande og last not least de ligeglade
Menneskenes Børn.
Men over Disharmoniens larmende Drama skin-
ner Solen, den varmende og oplivende, og de vaade
Agre og den spirende Eng er ny og karske, som
var Bygen før den første de indsugede.
Vi passerer et Par smaa Stationsbyer — Her-
ning og Stilling — hvor Husene synes at være søgt
saa nær op ad Stationsbygningen som muligt, dæk-
kende sig bag dens brede, officielle Fafade, begær-
ligt lyttende til dens Lyde, Pulsslagene fra det travle
Liv og den rastløse Virksomhed derude.
Venligt udseende Landsbyer og vel vedligeholdte
Bøndergaarde, hvor Husfaderen bred og værdig
staar i Døren og ryger paa sin lange Højtids-Pibe,
forsvinder i det fjerne. Saa forandrer Sceneriet sig;
vi kører nu langs en skovomkranset Indsø, efter
nogle Minutters Raslen udstøder »Grisen« nogle
skarpe Hvin, og Togbetjenten raaber: Skanderborg
Station.
Dette betegner for mig Rejsens Maal, men med
et slaar det ned i mig som en elektrisk Bombe:
Skanderborg — der bor jo vor kære Provst Søren-
sen; ham maa du, da du nu engang er her, og din
Vugge har staaet paa Færøerne, hen for at aflægge
en Visit.
Skanderborg er en By paa c. 4000 Indbyggere
og bestaar for Størstedelen af 1-Etages Huse. Den
har et gammeldags Præg over sig, og naturligvis
træder dette grellere frem, naar man lige kommer
fra en saa hyper-moderne By som Aarhus. Spor-
vognene har endnu ikke holdt deres Indtog i Skan-
derborg, men derimod tøffer af og til en Automobil
gennem Gaderne, eller maaske rettere sagt: Gaden,
for der er kun én stor Hovedgade, der saa at sige
strækker sig gennem hele Byen. Beliggenheden er
ualmindelig smuk ved Skanderborg Sø, der i Dag
paa Grund af den stærke Blæst ikke just viser sig
fra den mest smilende Side. Men om Sommeren,
naar Skovene staar i deres fulde Pragt, er Skander-
borg en af de smukkeste Byer i Danmark, og at
den bliver besøgt af talrige Turister, bærer de
mange moderne Hoteller Vidne om.
Efter at have udrettet min Mission, finder jeg
ved velvillig Assistance snart Provstegaarden — en
rummelig og hyggelig Bygning, med Byvaabnet,
de 3 Taarne, paa Fagaden, og bliver meget elsk-
værdigt modtaget af Provsten og hans ikke mindre
elskværdige Frue; de er nylig hjemkommet fra en
Rejse til Italien — alle Rejsendes attraaede Maal —
har bl. a. besøgt Rom og Neapel, og i det meste
af en Maaned opholdt sig paa Sicilien. Provsten
viser mig en Del hjembragte Rejseerindringer, blandt
hvilke særlig en nydelig i Marmor udført Kristus-
figur vækker min Beundring,
Endskønt det er mange Aar, siden Provst Sø-
rensen virkede paa Færøerne, er han dog endnu
det færøske Sprog fuldkommen mægtig og omfatter
med levende Interesse alt, hvad der vedrører Fær-
øerne og deres Befolkning.
Det er ikke saa faa Færinger, som imellem Aar
og Dag besøger Provstegaarden i Skanderborg, og
særlig under Aarhus-Udstillingen i 1909 havde den
gæstfri Provst Lejlighed til at hilse paa mange Ven-
ner og bekendte fra Færøerne. En smuk Erindring
fra den Tid har Provsten i den færøske Firemands-
farer, der da blev skænket ham. Om Vinteren er
den trukket op paa Søbredden, men ved Sommertid
boltrer den sig ligervis som Kollegaerne derhjemme
ude paa de — jeg havde nær sagt salte — men i
dette Tilfælde ferske Vover.
Under vor Samtale kommer vi efterhaanden
ind paa Afholdsbevægelsen i Danmark, og det Maal,
man her har sat sig at arbejde henimod, nemlig