Dúgvan - 01.12.1914, Blaðsíða 2
:>
julen er kommen---
S5 :>
~l \ybt hælder Aaret i dets Gang“. Vinteren, den
,, —* lange og mørke Vinter, har forlængst holdt
sit Indtog, Sne og Kulde, Regn og Slud, Frost og
Te. Afvekslende og skiftende som selve Menneske-
livet er Klimaet under vore nordlige Breddegrader,
ustadig og upaalidelig er Færingernes „store. Lande-
vej“ og Rigdomskilde: Havet. Det ofte lunefulde
og grusomme, der giver med den ene Haand for at
tage igen med den anden.
Men selv om Regnen nok saa ofte eser ned, selv
om Stormen hyler og tuder, pisker Bølgerne til Skum,
medens Brændingen i majestætisk Vælde styrter sig
mod den haarde Klippekyst, saa har den færøske
Vinter — selv om vi kalder den mørk og trist — jo
dog ogsaa sine Lyspunkter, sine skønne og har-
monifyldte øjeblikke, hvor hele Naturen aander Stil-
hed og Ro. Enten det nu er ved Solopgang en smuk
Morgenstund,
naar Dagens
Konge som en
ildrød Kugle
dukker op af
Horisontens
Taagedis, og
efterhaanden
randes af de
vidunderlige
purpurfar-
vede Morgen-
skyer ; for
snart efter
at gaa ned
i et Hav af
Guld. Eller
efter at Mør-
ket er faldet
paa, og utalte Stjerneskarer titter ned fra en skyfri
Himmel, der lyner og flammer i Nordlysets blændende
Farvepragt: „Glampar d himli stjørnulind, nord-
Ijsiff bleiktrar um fjallatind“ . . .
Aar et s korteste Dag er passeret. Solhverv be-
tegner for os Mørkets Højdepunkt, men den betegner
tillige, at nu bærer det lidt efter lidt frem mod ly-
sere Tider.
Snart har vi Jul.
Medens ■ Krigsf aklen luer over saa at sige hele
den civiliserede Menneskehed, udsendende sin blod-
røde, giftige Os, og sine bloddryppende Flammer, i
hvis uhyggelige Skær man dunkelt skimter lemlæstede
Legemer, sønderknuste Vaaben, blodplettede Unifor-
mer og i Dødskrampe fortrukne Ansigter, medens
Knokkelmanden gør en saa rigelig Høst som maaske
aldrig tilforn, medens Pest og Sot, Sværd og Ild hær-
ger Byer og Landsbyer, læggende saavel Adelsman-
dens Slot som Fattigmands tarvelige hjem i Aske,
og medens Had og Misundelse, Avindssyge og Magt-
begær som en tildøde knugende Mare har lagt sig
over Nationerne, under alt dette, i al denne Nød og
ubeskrivelige Elendighed holder Julens Konge denne
Gang sit Indtog.
Og vore Tanker ledes, maaske netop nu mere
end nogensinde før, tilbage til den lille Stad Bethle-
hem, til Stalden og Krybben, hvor Julens Konge
blev født, mindre rig paa dette Jorderigs Goder end
selv den aller fattigste af os. Som den første Jule-
nat, saaledes kommer han igen til os nu, i denne
Sorgens og Fortvivlelsens Tid, hvor Tusinder og atter
Tusinder af Mænd i deres bedste Alder er faldne
som Krigens Ofre, faldne paa de store, blodrygende
Valpladser, ofte som Bytte for Himlens Fugle og de
vilde Dyr, hvor Titusinder af grædende Enker og
faderløse Børn sukker og stønner under Krigens
tunge Svøbe, under alt dette kommer det lille Barn
fra Bethlehem, fæster sine medlidende, uskyldige
Barneøjne paa de lidende og sorgbetyngede, rækker
de smaa Barnehænder velsignende frem mod den sam-
lede Menneskehed og forkynder det glade Budskab.
Og Barnet fra Bethlehem kommer uden Tvivl denne
Gang som en Fredens og Trøstens Engel til mange,
der have Trøst og Fred behov, ja maaske ogsaa til
mange, hvor det ikke før er blevet lukket ind. Thi
Barnet, ja netop Barnet fra Bethlehem, vil denne
Jul kunne bringe Ro og Vederkvægelse til de mange
fortvivlede og sønderknuste Hjærter . . .
Ogsaa vi her i vort lille Samfund, der hidtil er
bleven for-
skaanet for
Krigeiis
tunge Svøbe,
har Grund til
i Aar at fejre
en Julefest,
hvor vi holder
alt uskønt
og fredsfor-
styrrende
borte fra vore
hjem og mod-
tager Barnet
fra Bethle-
hem med
aabne Arme
som en vel-
kommen Gæst.
Længe, ja desværre altfor længe, er Julen herhjemme
for manges vedkommende bleven fejret i Forbindelse
med overdreven Spiritusnydelse, aldrig til Glæde og
Fred, men ofte til Skade og stor Fortræd for Hjem-
mene. Maatte denne Julefest kunne fejres uden
Hævdholdelse af denne Tradition, saa ■ Barnet fra
Bethlehem, der saa kærlighedsfuldt holder sit Indtog
i de mange Hjem derude, hvor Fædre, Sønner og
Brødre er revne bort fra Hjemmets Arne, ogsaa maa
kunne holde sit Indtog hos os. Men hvor Spiritus
bliver sat i Højsædet, dér er ikke Plads for det lille
Barn fra Bethlehem.
Julen er Børnenes Fest, og vi husker allesam-
men, fra vi var Børn, hvordan vi glædede os til
disse Højtidsdage lang Tid i Forvejen, selv om det,
der da bødes os, ikke var saa overmaade meget.
Er det saa ikke baade Synd og Skam, at Jule-
festen, Fredens og Glædens Symbol, for mange Børn
bliver en Sorgens og Mismodets Tid, blot fordi Spiri-
tus har holdt sit Indtog i hjemmene, medførende
Kiv og Tvedragt.
POUL NICLASEN.