Dúgvan - 01.11.1915, Blaðsíða 4

Ole Nygaard.
Danmarks vandrende Afholds-Apostel,
Et Par Aar efter at Afholdsbevægelsen for
Alvor har taget Fart her paa Færøerne, stiftes de
første Afholdsforeninger i det øvrige Kongerige,
og Ole Nygaard er her en af de første, der
kommer i Afholdssagens Tjeneste. Det maa siges
at være et Særsyn, at en velhavende Mand giver
alt, han ejer, for at frelse sit Folk fra Alkoholens
Forbandelse. Det gjorde Ole Nygaard. Han, der
var en velhavende Gaardmand, viede Afholdssagen
sin Tid, sine Kræfter, sin Formue. Med Randselen
paa Ryggen og Staven i Haand drager han i 20
samfulde Aar fra Sted til Sted for at forkynde Af-
holdssagens Evangelium. Ole Nygaard var de fat-
tiges og Børnenes Ven, og i Smaakaarshjemmene
rundt om i Landet var han den mest kærkomne af
alle kærkomne Gæster. Ved Siden af sit Arbejde
for xAfholdssagen var han tillige den barmhjertige
Samaritan, hvis Pengepung altid stod aaben for de
syge og fattige. Hans største Glæde var at lindre
sine Medmenneskers Smerte og Savn. Mindet om
Ole Nygaard vil til sene Tider blive bevaret i de
mange smaa Hedehjem; for os Afholdsfolk bør han
staa som et lysende Eksempel til Efterfølgelse.
Om Ole Nygaards Liv og Gerning har Lærer
Aabo Kristensen fra Barrit forfattet en særdeles
velskrevet og smagfuldt udstyret Bog paa 80 Sider,
som Danmarks Afholdsforening har udsendt (i Kom-
mission hos Boghandler Jacobsen, Herning).
Nedenfor aftrykkes det smukke og stemnings-
fulde Digt, Forfatteren Jeppe Aakjær i sin Tid
skrev til Ole Nygaards Pris. P. N.
Ole Nygaard.
Han var en stille Vandringsmand,
hvis Sjæl var i hans Sag;
han spurgte ej om Navn og Stand,
men kun om Hjertelag.
Hans Arbejdsmark var Lyngen
og Landet nær derved,
og Hedelærkens Syngen
har stedse fulgt hans Fjed.
Han gik saa glad sin Solskinssti
fra Vuggen til sin Grav,
og aldrig gik han Hus forbi,
hvor Døren kun er lav.
Hvor Hedebarnet brunes
blandt Tørvestakke graa,
der lyste ret hans Lunes
sig i Tumlen med de smaa.
Han trykked’ mangen barket Haand,
der var af Feber hvid,
han løsned’ tidt de værste Baand
i Fattigdommens Strid.
Hvor vilde Magters Skygge
hang som en Tordensky,
der hjalp han til at bygge
for Fredens Gud et Ly.
Det er ved stille Daad som hans,
at dette Land skal gro!
vel spørges sligt ej udenlands,
men slaar os ved sin Tro,
Her kendtes ingen Vaklen:
»Gør Gavn, saa langt Du kan!
Ræk Haanden ud til Staklen;
kanske han da bli’r Mand!«
Saa mangt et Liv blev ringet ned
med Klokkens sidste Klemt! —
Om ham ved Hyttens Barn Besked,
hans Daad har Hjertet gemt.
Naar Maanens Straaler vide
belyser Hedens Sti,
da vil de ikke glide
hans lave Grav forbi.
Delirium tremens.
Har De nogensinde set en Mand lide af De-
lirium tremens. Saadan et rigtigt Deliri-
umsanfald, hvor han bed Tungen i Stykker,
saa at Munden blev fyldt med Blod, og Fraaden
stod om Læberne, medens store Sveddraaber per-
lede ned ad Panden? Har De hørt ham rase som
et vildt Dyr og tordne baade mod Gud og Menne-
sker, medens han gjorde Forsøg paa at mishandle
sit eget eller andres Legemer? Har De set hans
blodunderløbne Øjne og i Krampe fordrejede An-
sigtstræk? Delirium tremens er Galskab, rystende
Sindssygdom i sin grelleste Form; ja, den sørge-
ligste Sygdom, som kan pine det menneskelige
Legeme. Delirium er Sindssygdom, men — i Mod-
sætning til de fleste andre sindssyge — kan Deli-
riumspatienten til de mindste Enkeltheder huske
alt, hvad han har set, lidt og følt. Ethvert Ræd-
selssyn staar lyslevende for ham, og bringer længe
efter hans I.egerne til at ryste af Skræk. Der er
ogsaa en Besynderlighed ved Delirium tremens
fremfor ved en anden Sygdom; jeg mener disse
Syner af krybende, kravlende, hoppende og flyvende
Ting omkring ham. De bringer ham til Fortviv-
lelse og Raseri; thi de er jo kun Syner og ikke
Virkelighed. Man har fundet Deliriumspatienter
døde af Slagsmaal med et eller andet forhadt Syn.
Ja, i Sandhed, Delirium tremens er en sørgelig
Sygdom, og det er tungt, at den hver Dag over
Jorden kræver sine Ofre. Det er ikke ubilligt at
tilraabe alle og enhver:
Bryd med de berusende Drikke, og sønderflæng
Drikkeriets Banner, der vajer over vort Fædreland!
Fær« Amtstidende.s Bogtrykkeri. — Ansvarhavende: R. C. Effersøe.