Dúgvan - 01.11.1920, Blaðsíða 1

!'- _ - -- ............................ ..... 1 ■■■ ' ■■■"■■■■■ ■■■■ ■ ■ ■»
Nr. 11-12. NOVEMBER—DECEMBER 1920. 27. Aargmg.
DUGVAN
AFHOLDSBLAD FOR FÆRØERNE
Udgivet af Fællesudvalget for
de færøske Afholdsorgmisationer.
Abonnement:
2 Kr. aarlig, Postpenge ikke
iberegnet. Bestilling modta-
ges hos Postvæsenet samt hos
Bladets Ekspedition,
Adr. Frk. Edith Jacob-
sen, Thorshavn.
Annoncepriser:
i. Side ... 20 0. pr. Petitlinie.
4. — ... 15 — - —
Minimumspris ....... 1 Kr.
€n jfytaarsnat.
—°—
>Kom nu Stefan, lad os gaa
ind paa »Blaa Haand« og faa et
Glas; men skynd dig, for Klok-
ken er slaaet ti!«
Stefan Blondell stod udenfor
en stor Bygning med klart op-
lyste Vinduer, og gennem Døren
lød dejlige Toner fra et Orgel.
»Hvad er her paa Færde?
spurgte han nysgerrigt.
»Det er bare en Gudstjeneste«,
raabte Jack Stone foragteligt,
»kom nu!«
»Paa denne Tid af Døgnet!
Hvordan hænger det sammen?«
»Det er jo Aarets sidste Af-
ten, og da bruger de hellige at
holde Møder til Midnat. Jeg hu-
sker det, fra den Tid jeg var
hjemme. Min »gamle* plejede at
være med ved saadanne Anled-
ninger«.
»Gamle«! Dette saa haanligt
udtalte Ord rørte ved en Streng
i den unge Sømands Hjerte, selv
om han allerede var langt nede
paa Skraaplanet. Ogsaa han
havde eyr gammel Mor. Hun
havde forsøgt at lede hans Fod
ind paa Guds Vej; men allerede
for lang Tid siden var han hav-
net i Syndens, og Lastens Huler.
Men ved Ordet »gamle* vaag-
nede Minderne og rørte ved
Strenge i hans Hjerte, og derfor
stod han nu tvivlraadig udenfor
Kirken.
»Jeg har næsten Lyst til at
gaa ind«, sagde han.
Et spottende Ord laa paa
Jack Stones Læber; men inden
han naaede at udtale det, var
der en Herre, som havde hørt
Samtalen, og som netop var paa
Vej ind i Kirken, der vendte sig
mod Stefan og sagde i en kærlig
Tone:
»En god Beslutning, min Ven,
og jeg haaber, at De fuldfører
den. De er hjertelig velkommen,
baade De og Deres Kammerat!«
Men Jack havde ingen Lyst til
som han sagde, »at stuves sam-
men med de hellige«.
Med et nyt Udraab: »Kom
med, Stefan!« gik han hurtig
over Gaden og var snart inde
blandt den tætpakkede Mængde
i Kælderbeværtningen »Blaa-
Haand«.
Stefan fulgte ikke med. Den
fremmede Herre vinkede endnu en-
gang ad ham, og for første Gang i
mange Aar befandt han sig in-
denfor Gudshusets Døre.
Han satte sig lige ved Ind-
gangen, saa sig nysgerrigt om-
kring blandt Forsamlingen og
bøjede sig snart i en bedende
Stilling. En længe urørt Streng
i Dybet af hans Hjerte var ble-
vet anslaaet, og langt tilbage-
trængte Indtryk fra hans tidlig-
ste Ungdom begyndte at gøre sig
gældende. Hans gamle Mor,
hvor ofte havde hun ikke ført sit
Barn til Herrens Tempel, hvor
meget havde hun ikke slidt baade
for hans aandelige og timelige
Vel, og han, han havde belønnet
hendes Kærlighed og Omsorg
med Utak og Glemsomhed. For
fem Aar siden forlod han Havnen
her, og siden havde han ikke sat
sin Fod paa Fædrelandets Jord
førend for et Par Dage siden, og
i Dag var det Aarets sidste
Dag.
I de fem Aar, der var gaaet,
havde han slet ikke haft Forbin-
delse med Hjemmet. Maaske
var hans Mor levende endnu,
maaske var hun død. Aldrig
havde Minderne om hendes taal-
modige Kærlighed, trofaste For-
bønner og Formaninger trængt
sig ind paa det forvildede Barn,
som netop nu, og før han vidste
af det, strømmede Taarerne —
hvor var det dog længe siden,
han havde grædt — ned ad Sø-
mandens vejrbidte Kinder.
I dette Øjeblik vaktes hans
Opmærksomhed af Præstens
Røst, idet denne udtalte Ordene:
»Hvad skal jeg gøre, for at
jeg kan arve et evigt Liv« ? Hvor
letsindigt og tankeløst Stefan
end havde levet de mange Aar,
saa var dog Indtrykkene fra
Barndommen ikke helt udviskede.
Naar Stormene hylede, og Bøl-
gerne truede med at opsluge
Fartøjet, havde hans Hjerte hæ-
vet, og hans barkede Kind var
ofte blevet bleg, og da syntes
han at høre en Stemme fra Barn-
dommens Dage, der talte om den
tilkommende Dom. Naar saa
Faren var forbi, kunde han vel
nok leve i Synden og med Kam-
meraterne spotte de alvorlige
Ting, men saa i mørke, storm-
fulde Nætter, naar Skibet kaste-
des hid og did af fraadende Bøl-
ger, kom Angsten igen, og den
Tanke sneg sig ind over ham, at
hvad han hjemme havde hørt om
de ubodfærdiges Fortabelse kun-
de være Virkelighed.
Aldrig havde dog Følelsen af
denne Virkelighed bemægtiget
sig ham, som den gjorde nu,
mens han med Øjnene fæstede
paa Prædikanten begærligt op-
fangede hvert eneste Ord.
Først skildrede denne enkelt
og personligt vor dybe Trang til
en Frelser, og den forfærdelige
Dom, der venter hver ubodfær-
dig Synder. Siden fremholdt
han Billedet af den gode Hyrde,
vor trofaste Frelser, arme, for-
tabte Synderes Tilflugt og Ven,
samt hvorledes vi bliver delagtige
i den Naade, han har forhvervet
til os, nemlig ved Troen pha det
Blod, der blev udgydt for alle,
og at alle maa komme, ingen er
for stor en Synder. »Findes der
ingen her«, udraabte Prædikan-
ten til Slutning, »som ser sin
Trang til en Frelser, og som vil
komme til Jesus med denne Bøn:
Herre, jeg tror, hjælp mig Van-
tro!«
Jo, der fandtes én. I det ne-
derste Hjørne tæt ved Døren sad
én, hvem Ordets Pil havde ramt,
og som nu i Evighedens Lys saa
sit dybe Behov af Frelse, Naa-
dens Budskab var trængt ind i
Stefan Blondells Hjerte, og da
han sammen med Forsamlingen
bøjede sine Knæ for at bede
inden Aarets sidste Minutter var
udrundne, sukkede han, mens An-
gerstaarer stille vædede hans Kind:
»Herre, frels min Sjæl! Du kan
gøre det, det tror jeg«. Derpaa
kom Herrens, den tilgivende Fa-
ders Svar: »Dine Synder, er dig
forladte, gaa bort i Fred!«
Stille hendøde de sidste To-
ner af en Nytaarssalme, og Præ-
dikanten var knapt færdig
med at lyse Velsignelsen, da Ly-
den af hurtige Trin og gennem-
trængende Raab: »Det brænder!
Det brænder!« forstyrrede Mid-
natstimens Stilhed. Den store
Forsamling spredtes hurtigt, og
mange af dem, deriblandt Stefan,
skyndte sig afsted til Gaden,
hvorfra det flammede Udskær
spredte sig mere og mere over
den mørke Nathimmel.
Efter nogle Minutters Forløb
befandt de sig ved Ulykkesste-
det. En stor Ejendom i det tæt-
test bebyggede Kvarter af Byen
var allerede Luernes Rov. Gen-
nem Vinduer og Døre brød Flam-
merne sig Vej, mens Sprøjterne
forgæves søgte at hindre Ildens
videre Fremtrængen. Dog var
man i Tide blevet klar over Fa-
ren, saa man formodede, at alle
Ejendommens Beboere var red-
dede.
»Hallo! Gør Plads!« hørtes
en gennemtrængende Stemme
langt borte. Alle er ikke red-
dede. En Kvinde er endnu til-
bage«.
Det var blot alt for sandt;
thi idet man saa op mod Vindu-
erne i tredie Etage, skimtede
man gennem Røgen en Kvinde-
skikkelse, som med oprakte Arme
bønfaldf om Hjælp. Ilden var
endnu ikke naaet derhen, men
hvorledes skulde man faa fat i
hende? En uundgaaelig Død
truede.
»Gør Plads!« lød det atter
fra den gennemtrængende Stem-
me, »sæt en Stige til«, og Stefan
Blondell banede sig Vej gennem
den tætpakkede Menneskemasse.
»En Stige, kom med en Stige«!
raabte han.
»Lad være, det er den visse
Død!« raabte man omkring ham,
og mangen bedende Haand lag-
des paa Sømandens Arm; men
han sled sig løs og hjalp med i
en Fart at rejse Stigen. Den var
for kort til at naa helt op til
Vinduet; men Stefan betænkte
sig ikke.
»Hjælp mig, Herre Jesus,«
bad han, idet han satte Foden
paa det første Trin. Dette gør
jeg for dig«.
Et Bifaldsraab hørtes gennem
Mængden, mens den kraftige,
unge Mand klatrede let og hur-
tigt opad mod den anselige
Højde, snart skjult af Røgsøj-
lerne fra Vinduerne nedenfor,
men atter igen synlig, alt mens
han skyndte sig opad, til det
øverste Trin var naaet.
Ved store Anstrængelser naa-
ede han Vinduessprossen, svang
sig med en Sømand* Behændig-
hed op og sprang ind i Værelset,
mens Tilskuerne med høje Bi-
faldsraab tilkendegav deres Be-
undring over denne heltemodige
Handling. x
— En ældre Kvinde laa knæ-
lende ved Vinduet og afventede
sin sidste Stund. Men da han
kom hen til hende, sprang hun
op med et Glædesskrig over de
bævende Læber, idet hendes
Redningsmand med det ene Ord:
»Mor«! slog sine Arme omkring
hende, og i et Sekund favnede
de hinanden.
Men her var ingen Tid at
spilde. De advarende Røster ne-
defra lod Stefan forstaa, at Il-
den greb hurtig om sig. At
komme ned ad Stigen med sin
hjælpeløse Byrde, indsaa han, var
umuligt, og dem nedenfor forstod
det samme. Ft Sejl blev derfor
holdt op af fire Mænd — den
gamle Kvinde var allerede be-
svimet — og der fandtes derfor i
dette alvorsfulde Øjeblik intet
andet Valg for Stefan end at lade
sin kære Byrde faldt ned i Sejlet,
hvilket ogsaa lykkedes.
Derefter svang den raske Sø-
mand sig gennem Vinduet ned
paa Stigen og begyndte den van-
skelige Gang nedad. Men Lu-
erne havde allerede angrebet
Trinene, de brast under ham,
og han faldt tungt mod Sten-
broen.
»Lever han endnu?« spurgte
1