Dúgvan - 01.11.1920, Blaðsíða 3

Dúgvan - 01.11.1920, Blaðsíða 3
Nr, i i—i 2. — 192«. D U G V A N N o v e m b e r—D e c e m b e r. stolen og Redaktørbordet, stadig i Kamp mod Menneskehedens værste Fjende. Gennem de tre- dive Aar er Tabet af mit venstre Øje blot en enkelt af de mange Stød, jeg har faaet. Jeg har ad- skillige Ar og Mærker paa Kroppen, og mit Kranium er saa skamslaaet, at det nærmest lig- ner Skotlands klipperige Vestkyst. Jeg regner rrig det altsammen til Ære. Mit Øje vil jeg ikke have igen, selv om jeg kunde faa det. Skal det andet gaa samme Vej, maa det gøre det, og skæ- rer man Tungen ud af Munden paa mig, vil jeg finde mig deri — blot jeg ved, jeg har tjent Menne- skeheden med mit Arbejde. Og det ved jeg. Denne Dag er en Højtidsdag for mig. Thi fra i Dag vejer mit Lands Flag ikke længere over noget Bryggeri eller noget Brænderi. Mit Lands Flag er rent, og mit Folk er frit. Forstaar I, det er en Højtids- dag for mig? Jeg kunde slutte med disse Ord af Johnson. Men just som jeg lukker hans samlede Værker sammen, ser jeg et Par Linier foran i et stort og videnskabeligt Bind: »Til min Moder! Fra den første Begyndelse har hun været mig en stadig Tilskyndelse til Virken for højere og bedre Tankert. Er det ikke en vidunderlig Tilegnelse? Stilfærdig og be- skeden, ærlig og ydmyg. Viser den ikke Johnson som Menneske, som et godt Menneske? Som den Jyde, han er, bærer han ikke Hjertet hverken paa Læben eller paa Frakken, men i lønlige Stun- der banker det varmt og blødt i hans Bryst — som bag de faa, men rige og velsignede Ord til hans Moder. Larsen-Ledet. Selvopdragelse. Vort Sprog ejer mange bon- mots, som hver især er udmær- ket egnede til under Forhold, hvor vi staar udfor en Afgørelse i moralsk Henseende, at faa os til at træffe den Bestemmelse, der er lettest at komme fra. Et af disse, der er en dejlig og blød Hovedpude at hvile et dovent Hoved paa, er det banale: Men- neskene er ikke saa gode, som de burde være. Ræsonnement ligger meget nær, at naar Menneske- ne nu en Gang besidder alle mu lige Fejl, hvorfor i al Verden skulde saa jeg søge at frigøre mig for disse Fejl? Navnlig naar de fremtræder som saakaldte be- hagelige Laster og derfor egent- lig er langt mere rare at træk- kes med end de besværlige Dy- der. Og dette Ræsonnement fører af sig selv til, at man svigter paa alle Omraader, hvor det gælder Selvopdragelse, og lader staa til paa bedste Beskub. Opdragelse er nu en Gang noget, der fordrer Evne til Til- egnelse baade hos Lærer og Elev. Vi ved allesammen fra vor Barndom, at vi ret nødtvungent er gaaet med til at blive opdra- get, selv om vi mulig har haft de fornødne Evner til at fatte det Pensum, der blev forlangt. Men hvor meget vanskeligere bliver ikke Forholdet, naar man selv skal være baade Lærer og Elev paa en Gang, naar man med andre Ord skal opdrage sig selv. Derfor ser man overalt, i alle Samfundsklasser og blandt alle Mennesker, at Hovedparten kun har det mere eller mindre tynde Fernislag, der er givet dem gen- nem den nødtvungne Opdragelse i Barndommen og Ungdommen, men ganske mangler Lysten eller maaske selve Evnen til Selvop- dragelse. Hele Menneskeheden er som rystet sammen i et mørkt Hul, hvor de som alt andet Smaakryb tumler rundt og kravler om mel- lem hinanden, og hvor den ene Haand til Stadighed er vendt mod den anden. Menneskene er ikke saa gode, som de burde være, og for at berkæfte dette Ræsonne- ments Gyldighed, brydes alle de smaa jordbundne Interesser nede i dette mørke Hul, hvorfra næ- sten ingen gider hæve sig. Og dog har ethvert Menneske de aandelige Vinger, der kræves for at hæve sig over Krybet. Lad dem være svage og slet ud- viklede — de findes. Og de kan ved alvorlig Stræben udvikles stærkere, saa at de kan bære opad mod Lyset. Men det kræver Mod og aan- delig Kraft, og den, der ringe- agter baade det ene og det an- det, naar aldrig op til blot et Forsøg paa Selvopdragelse. Hvor er det egentlig beskæm- mende, at Menneskeheden igen- nem de mange Tusinde Aar, den har eksisteret, har naaet saa lidt i Retning af det gode og menne- skekærlige, at man egentlig næ- rer en stille Tvivl om Menneskets Fortrin frem for Dyrene i hvert Fald i denne Retning. Og hvor maa ikke dette Faktum opfordre os til at oprette det, der hidtil er forsønt. Der maa derfor indenfor deres Kreds, der vil virke for gode Formaal, i hvert Fald findes nogle, der med ærlig Vilje vil arbejde for at lutre sig »elv og derigennem bidrage til Samfun- dets Lutring. Og det kan kun ske gennem den Selvopdragelse, der ligger i, at man ikke nøjes med et fladt og taabeligt Ord- spil som Undskyldning for, at man giver Sandheden og Kær- ligheden en god Dag og en glad Aften, men alvorligt vejer i hvert eneste af de Livets Spørgsmaal, der banker paa vor Dør, hvad man bør gøre i Almenvellets In- teresser. Det fordrer som sagt Mod og aandelig Kraft, og de Dele er vel ikke det mest udprægede i vor døde og materielle Tid. Det vil heller ikke byde dig nogen synderlig jordisk Løn, men maa- ske endog bringe dig baade Spot og Spe. Men har du først en Gang begyndt paa Selvopdragelsens Værk, og har Du blot en Gang mærket den Velsignelse, der lig- ger i at forsøge et Arbejde i det godes Tjeneste, ønsker Du dig ikke mere tilbage til de ligegyl- diges mørke Hule. Det kan godt være, at din Vingekraft ikke er saa stærk, at der staar Sus omkring, og det er ogsaa muligt, at Du kun evner at hæve Dig et ringe Tag over Hoben, aandelig set. Men det er ikke Evnen, det kommer an paa, det er Viljen. Og ingen ved, om Du ikke netop har de stærke Vinger, der kan bære frem og op til Menneskehedens Velsignelse. Det ved Du først, naar du i Selvopdragelse har for- søgt det. Kanske kan Du da være med til at bringe det stolte Værk i Havn, hvorfor vi kæmper, og som netop mangler en Hær af Mænd og Kvinder, skolet ved Selvopdragelse. O. E. M. (»Agitatoren«.) Støt Af hol ds sagen! Jfe5 ad gakke. —o— Antons Fader drak sig ihjel. Anton ejede en god Gaard og bejlede til Cecil. Han drak og han var kry og uskamsom. Cecil gav ham først en Kurv, men tog ham siden, da hun fik Kærestesorg. Johs. V. Jensen fortsætter, hvordan det derefter gik ned ad Bakke. . . Paa Bryllupsdagen var An- ton fuld. Og siden blev det læn- gere og længere mellem de Dage, paa hvilke han var ædru. Paa samme Tid blev han mere og mere uvorn til at køre, han kørte Forbenene over paa et Par Heste i mindre end en Maaned. Han og Cecil kørte grassat næsten hver Dag, de væltede mere end een Gang og paadrog sig Skam. Antons brutale Væsen aabnede sig rigtig for Alvor. Ved Gil- derne teede han sig saa braskende, at |alle maatte blive flove paa hans Vegne. Han var som en Tønde, Tappen er taget af, han brovtede over alle Bredder. Mænd, der var til Aars, blev baade røde og hvide af Undseelse over, at han var en af deres. Men det var godt at vide, hvad han var kommen af, siden Vel- stand og Besiddelse i den Grad kunde stige ham til Høvedet. Cecil, den stolte og ømskin- dede Cecil, hvordan bar hun Skammen — underligt! Hun hidsede ham, Manden, som ønske- de hun, at han skulde skræve sig af Led, hun tog sin Tilflugt til at le, siden hun ikke havde anden Udvej. Cecil gik med til, hvad det skulde være og foreslog det, der var endnu urimeligere. Ja, na- turligvis. Det allergaleste. Men en Formiddag, da Anton laa inde i Kamret efter en Nats Svir og Spil, gik Cecil ind til ham, og Folkene inde i Stuen hørte, at hun begyndte at tale. Hvad hun sagde, forstod de ikke, men det kunde høres, at hun gik i Rette med Manden, der faldt Ord saa tonløse og piskende som tynde Læderøle. Længe blev den hade- fulde Stemme ved at fugtle og gennemgarve; men da hørtes en hæs Forbandelse og et Rabalder — et Hvin — Stole, der væltede. De unge Folk blev en Uhørt- hed paa Egnen. De regerede taabeligt med baade Ejendom og Anseelse. Sagde Anton syv, da foreslog Cecil fjorten, kørte han som en gal Mand, da smed hun endogsaa Tømmerne helt fra sig. Ved en Tombola, der blev af- holdt i en Naboby, tog Anton for over to Hundrede Kroner Numre. Det var et hjerteskæ- rende Optrin. Han var fuld, Un- derlæben dinglede, og han tabte Mundvandet ned langs Pibespid- sen. Men ved hans Side i Trængslen stod Cecil, og hun købte Numre og Nitter lige saa rask som Manden. Hun vandt et Par Træskostøvler og gjorde sig overdreven munter til i den Anledning. Hun stod med kold- svedigt Ansigt. Men Cecil vilde ikke bøje sig; rundt om stod Kendinge, der var ved at græde af Sorg over hende. Hun kunde vel ikke redde Æren anderledes, end hun gjorde. Men det var bitterlig trist at se. Da de havde spillet en svim- lende Sum bort, steg de til Vogns. Man skrabede det Skrabsammen, de havde vundet, op bag i Vog- nen, men Anton sparkede det ned paa Jorden igen. Saa fik han Tømmerne. Og Hestene skælve- de. Ned over Vejen! Vognen rul- lede tæt og skarpt som paa et Gulv, saa rasende kørte Anton. Det var som selve Satan, der kom kørende. Ruderne dirrede i Husene, hvor de kom forbi. Cecil sad i sort Perlekaabe ved Mandens Side, hendes tillukkede Ansigt kunde ingen læse i. Anton og Cecil forødte i skøn Fællesskab den store gældfri Ejendom paa halvandet Aar! Det skulde man næsten ikke tro, men det var nu Tilfældet. Men det spurgtes ogsaa. Der var Salling- boere ved Auktionen. Nu sad de paa en Halvgaard i nogen Tid. og Cecil fik sit tredje Barn. Men Anton drak, saa man skulde mene, han var splittergal. Han vilde have Ende paa sig selv, saa det ud til. Det var lige- som han rendte, alt hvad han kunde i Mørke, fordi en havde kaldt paa ham et Sted i et Hul. Antons Haar strittede lukt til Vejrs, det var dets Fald af Natu- ren ; og da han ogsaa havde røde Øjne, lignede han virkelig en, der suges hen af en overnaturlig Magt. Det var jo tydeligt nok, at Faderen (der var død af Drik) kaldte paa ham. Da de kom fra Halvgaarden, forlod Anton Kone og Børn og rejste til Skive. Der var han først Havnearbejder, men siden sank han endnu dybere og blev Jernbanebisse. Thorshavns Zotalafholisjorening. —o— Ordinær Generalforsamling afholdtes 2. Juledag. Dagsorden: 1) Fornyelse af Løftet. 2) Valg af Bestyrelse og Sup- pleanter. 3) Valg af 2 Medlemmer til Fæl- lesudvalget. 4) Valg af Agitationsudvalg. 5) Lovændring. 6) Eventuelt. Efter at Løftet var fornyet, foretoges V a 1 g a f Bestyrelse. Hertil valgtes: Jacob Christiansen, Poul Niclasen, Vilhelm Poulsen, yngre, Thomas Thomsen, Jacob Vilhelmsen.. Suppleanter: Bærent Gregoriusen, Jacob M. Mouritsen. Til Medlemmer af Fæl- lesudvalget genvalgtes : Johs. Olaus Joensen, Chr. Holm Jacobsen. Det vedtoges foreløbig at overlade det til Agitation bevil- gede Beløb til Bestyrelsens For- valtning. Der er fra Personer udenfor Thorshavn sket Henvendelse til Afholdsforeningen om Optagelse. Da dette forudsætter en Lov- ændring, blev det overdraget Bestyrelsen at fremkomme med Forslag til nye Love til næste Generalforsamling. Bestyrelsen har konstitueret sig saaledes: Jacob Vilhelmsen: Formand. Jacob Christiansen: Næstformand. Vilhelm Poulsen: Tilsynsh. med Bygningen. Thomas Thomsen: Tilsynsh. med Billardet. Poul Niclasen: Sekretær. Læsestue. Det meddeles herved Forenin- gens Medlemmer, at der i For- samlingshuset er aabnet en Læse- stue. Afholdsforeningens og Thorshavns literære Samfunds Aviser, Tidsskrifter og en Del Bøger vil blive fremlags til Af- benyttelse for Afholdsforeningens og Thorshavns literære Samfunds Medlemmer. — Læsestuen ej aaben hver Mandag og Fredag Aften fra Kl. 71/,. Medlemmer af Afholdsforenin- gen har herefter Adgang til at laane Bøger fra Thorshavns lite- rære Samfunds Bogsamling. Bestyrelsen.

x

Dúgvan

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Dúgvan
https://timarit.is/publication/13

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.