Dúgvan - 01.11.1920, Side 3

N r. i i—i 2. — 192«.
D tf G V A N
N o v e m b e r—D e c e m b e r.
stolen og Redaktørbordet, stadig
i Kamp mod Menneskehedens
værste Fjende. Gennem de tre-
dive Aar er Tabet af mit venstre
Øje blot en enkelt af de mange
Stød, jeg har faaet. Jeg har ad-
skillige Ar og Mærker paa
Kroppen, og mit Kranium er saa
skamslaaet, at det nærmest lig-
ner Skotlands klipperige Vestkyst.
Jeg regner rrig det altsammen
til Ære. Mit Øje vil jeg ikke
have igen, selv om jeg kunde faa
det. Skal det andet gaa samme
Vej, maa det gøre det, og skæ-
rer man Tungen ud af Munden
paa mig, vil jeg finde mig deri —
blot jeg ved, jeg har tjent Menne-
skeheden med mit Arbejde.
Og det ved jeg.
Denne Dag er en Højtidsdag
for mig. Thi fra i Dag vejer
mit Lands Flag ikke længere
over noget Bryggeri eller noget
Brænderi. Mit Lands Flag er
rent, og mit Folk er frit.
Forstaar I, det er en Højtids-
dag for mig?
Jeg kunde slutte med disse
Ord af Johnson. Men just som
jeg lukker hans samlede Værker
sammen, ser jeg et Par Linier
foran i et stort og videnskabeligt
Bind: »Til min Moder! Fra
den første Begyndelse har hun
været mig en stadig Tilskyndelse
til Virken for højere og bedre
Tanker«.
Er det ikke en vidunderlig
Tilegnelse? Stilfærdig og be-
skeden, ærlig og ydmyg. Viser
den ikke Johnson som Menneske,
som et godt Menneske ? Som
den Jyde, han er, bærer han ikke
Hjertet hverken paa Læben eller
paa Frakken, men i lønlige Stun-
der banker det varmt og blødt i
hans Bryst — som bag de faa,
men rige og velsignede Ord til
hans Moder.
Larsen-Ledet.
Selvopdragelse.
Vort Sprog ejer mange bon-
mots, som hver især er udmær-
ket egnede til under Forhold,
hvor vi staar udfor en Afgørelse
i moralsk Henseende, at faa os
til at træffe den Bestemmelse,
der er lettest at komme fra. Et
af disse, der er en dejlig og blød
Hovedpude at hvile et dovent
Hoved paa, er det banale: Men-
neskene er ikke saa gode, som de
burde være. Ræsonnement ligger
meget nær, at naar Menneske-
ne nu en Gang besidder alle mu
lige Fejl, hvorfor i al Verden
skulde saa jeg søge at frigøre
mig for disse Fejl? Navnlig naar
de fremtræder som saakaldte be-
hagelige Laster og derfor egent-
lig er langt mere rare at træk-
kes med end de besværlige Dy-
der.
Og dette Ræsonnement fører
af sig selv til, at man svigter paa
alle Omraader, hvor det gælder
Selvopdragelse, og lader staa til
paa bedste Beskub.
Opdragelse er nu en Gang
noget, der fordrer Evne til Til-
egnelse baade hos Lærer og
Elev. Vi ved allesammen fra vor
Barndom, at vi ret nødtvungent
er gaaet med til at blive opdra-
get, selv om vi mulig har haft
de fornødne Evner til at fatte
det Pensum, der blev forlangt.
Men hvor meget vanskeligere
bliver ikke Forholdet, naar man
selv skal være baade Lærer og
Elev paa en Gang, naar man
med andre Ord skal opdrage sig
selv.
Derfor ser man overalt, i alle
Samfundsklasser og blandt alle
Mennesker, at Hovedparten kun
har det mere eller mindre tynde
Fernislag, der er givet dem gen-
nem den nødtvungne Opdragelse
i Barndommen og Ungdommen,
men ganske mangler Lysten eller
maaske selve Evnen til Selvop-
dragelse.
Hele Menneskeheden er som
rystet sammen i et mørkt Hul,
hvor de som alt andet Smaakryb
tumler rundt og kravler om mel-
lem hinanden, og hvor den ene
Haand til Stadighed er vendt
mod den anden. Menneskene er
ikke saa gode, som de burde være, og
for at berkæfte dette Ræsonne-
ments Gyldighed, brydes alle de
smaa jordbundne Interesser nede
i dette mørke Hul, hvorfra næ-
sten ingen gider hæve sig.
Og dog har ethvert Menneske
de aandelige Vinger, der kræves
for at hæve sig over Krybet.
Lad dem være svage og slet ud-
viklede — de findes. Og de kan
ved alvorlig Stræben udvikles
stærkere, saa at de kan bære
opad mod Lyset.
Men det kræver Mod og aan-
delig Kraft, og den, der ringe-
agter baade det ene og det an-
det, naar aldrig op til blot et
Forsøg paa Selvopdragelse.
Hvor er det egentlig beskæm-
mende, at Menneskeheden igen-
nem de mange Tusinde Aar, den
har eksisteret, har naaet saa lidt
i Retning af det gode og menne-
skekærlige, at man egentlig næ-
rer en stille Tvivl om Menneskets
Fortrin frem for Dyrene i hvert
Fald i denne Retning. Og hvor
maa ikke dette Faktum opfordre
os til at oprette det, der hidtil er
forsønt.
Der maa derfor indenfor deres
Kreds, der vil virke for gode
Formaal, i hvert Fald findes
nogle, der med ærlig Vilje vil
arbejde for at lutre sig selv og
derigennem bidrage til Samfun-
dets Lutring. Og det kan kun
ske gennem den Selvopdragelse,
der ligger i, at man ikke nøjes
med et fladt og taabeligt Ord-
spil som Undskyldning for, at
man giver Sandheden og Kær-
ligheden en god Dag og en glad
Aften, men alvorligt vejer i hvert
eneste af de Livets Spørgsmaal,
der banker paa vor Dør, hvad
man bør gøre i Almenvellets In-
teresser.
Det fordrer som sagt Mod og
aandelig Kraft, og de Dele er
vel ikke det mest udprægede i
vor døde og materielle Tid. Det
vil heller ikke byde dig nogen
synderlig jordisk Løn, men maa-
ske endog bringe dig baade Spot
og Spe.
Men har du først en Gang
begyndt paa Selvopdragelsens
Værk, og har Du blot en Gang
mærket den Velsignelse, der lig-
ger i at forsøge et Arbejde i det
godes Tjeneste, ønsker Du dig
ikke mere tilbage til de ligegyl-
diges mørke Hule.
Det kan godt være, at din
Vingekraft ikke er saa stærk, at
der staar Sus omkring, og det er
ogsaa muligt, at Du kun evner
at hæve Dig et ringe Tag over
Hoben, aandelig set. Men det
er ikke Evnen, det kommer an
paa, det er Viljen. Og ingen
ved, om Du ikke netop har de
stærke Vinger, der kan bære
frem og op til Menneskehedens
Velsignelse. Det ved Du først,
naar du i Selvopdragelse har for-
søgt det.
Kanske kan Du da være med
til at bringe det stolte Værk i
Havn, hvorfor vi kæmper, og
som netop mangler en Hær af
Mænd og Kvinder, skolet ved
Selvopdragelse.
O. E. M.
(»Agitatoren«.)
Støt
Afholds-
sagen!
jlet) ad Sakke.
—o—
Antons Fader drak sig
ihjel. Anton ejede en god
Gaard og bejlede til C e c i 1.
Han drak og han var kry
og uskamsom. Cecii gav ham
ferst en Kurv, men tog ham
siden, da hun fik Kærestesorg.
Johs. V. Jensen fortsætter,
hvordan det derefter gik ned
ad Bakke.
. . Paa Bryllupsdagen var An-
ton fuld. Og siden blev det læn-
gere og længere mellem de Dage,
paa hvilke han var ædru. Paa
samme Tid blev han mere og
mere uvorn til at køre, han kørte
Forbenene over paa et Par Heste
i mindre end en Maaned. Han
og Cecii kørte grassat næsten
hver Dag, de væltede mere end
een Gang og paadrog sig Skam.
Antons brutale Væsen aabnede
sig rigtig for Alvor. Ved Gil-
derne teede han sig saabraskende,
at |alle maatte blive flove paa
hans Vegne. Han var som en
Tønde, Tappen er taget af, han
brovtede over alle Bredder. Mænd,
der var til Aars, blev baade
røde og hvide af Undseelse
over, at han var en af deres.
Men det var godt at vide, hvad
han var kommen af, siden Vel-
stand og Besiddelse i den Grad
kunde stige ham til Hpvedet.
Cecii, den stolte og ømskin-
dede Cecii, hvordan bar hun
Skammen — underligt! Hun
hidsede ham, Manden, som ønske-
de hun, at han skulde skræve sig af
Led, hun tog sin Tilflugt til at
le, siden hun ikke havde anden
Udvej. Cecii gik med til, hvad
det skulde være og foreslog det,
der var endnu urimeligere. Ja, na-
turligvis. Det allergaleste. Men
en Formiddag, da Anton laa inde
i Kamret efter en Nats Svir og
Spil, gik Cecii ind til ham, og
Folkene inde i Stuen hørte, at
hun begyndte at tale. Hvad hun
sagde, forstod de ikke, men det
kunde høres, at hun gik i Rette
med Manden, der faldt Ord saa
tonløse og piskende som tynde
Læderøle. Længe blev den hade-
fulde Stemme ved at fugtle og
gennemgarve; men da hørtes en
hæs Forbandelse og et Rabalder
— et Hvin — Stole, der væltede.
De unge Folk blev en Uhørt-
hed paa Egnen. De regerede
taabeligt med baade Ejendom og
Anseelse. Sagde Anton syv, da
foreslog Cecii fjorten, kørte han
som en gal Mand, da smed hun
endogsaa Tømmerne helt fra sig.
Ved en Tombola, der blev af-
holdt i en Naboby, tog Anton
for over to Hundrede Kroner
Numre. Det var et hjerteskæ-
rende Optrin. Han var fuld, Un-
derlæben dinglede, og han tabte
Mundvandet ned langs Pibespid-
sen. Men ved hans Side i
Trængslen stod Cecii, og hun
købte Numre og Nitter lige saa
rask som Manden. Hun vandt
et Par Træskostøvler og gjorde
sig overdreven munter til i den
Anledning. Hun stod med kold-
svedigt Ansigt. Men Cecii vilde
ikke bøje sig; rundt om stod
Kendinge, der var ved at græde
af Sorg over hende. Hun kunde
vel ikke redde Æren anderledes,
end hun gjorde. Men det var
bitterlig trist at se.
Da de havde spillet en svim-
lende Sum bort, steg de til Vogns.
Man skrabede det Skrabsammen,
de havde vundet, op bag i Vog-
nen, men Anton sparkede det ned
paa Jorden igen. Saa fik han
Tømmerne. Og Hestene skælve-
de. Ned over Vejen! Vognen rul-
lede tæt og skarpt som paa et
Gulv, saa rasende kørte Anton.
Det var som selve Satan, der
kom kørende. Ruderne dirrede
i Husene, hvor de kom forbi.
Cecii sad i sort Perlekaabe ved
Mandens Side, hendes tillukkede
Ansigt kunde ingen læse i.
Anton og Cecii forødte i skøn
Fællesskab den store gældfri
Ejendom paa halvandet Aar! Det
skulde man næsten ikke tro, men
det var nu Tilfældet. Men det
spurgtes ogsaa. Der var Salling-
boere ved Auktionen. Nu sad
de paa en Halvgaard i nogen Tid.
og Cecii fik sit tredje Barn.
Men Anton drak, saa man
skulde mene, han var splittergal.
Han vilde have Ende paa sig
selv, saa det ud til. Det var lige-
som han rendte, alt hvad han
kunde i Mørke, fordi en havde
kaldt paa ham et Sted i et Hul.
Antons Haar strittede lukt til
Vejrs, det var dets Fald af Natu-
ren ; og da han ogsaa havde røde
Øjne, lignede han virkelig en,
der suges hen af en overnaturlig
Magt. Det var jo tydeligt nok,
at Faderen (der var død af Drik)
kaldte paa ham.
Da de kom fra Halvgaarden,
forlod Anton Kone og Børn og
rejste til Skive. Der var han
først Havnearbejder, men siden
sank han endnu dybere og blev
Jernbanebisse.
Jhorshavns
Cotalafholtlsforening.
—o—
Ordinær Generalforsamling
afholdtes 2. Juledag.
Dagsorden:
1) Fornyelse af Løftet.
2) Valg af Bestyrelse og Sup-
pleanter.
3) Valg af 2 Medlemmer til Fæl-
lesudvalget. *
4) Valg af Agitationsudvalg.
5) Lovændring.
6) Eventuelt.
v Efter at Løftet var fornyet,
foretoges V a 1 g a f Bestyrelse.
Hertil valgtes:
Jacob Christiansen,
Poul Niclasen,
Vilhelm Poulsen, yngre,
Thomas Thomsen,
Jacob Vilhelmsen.
Suppleanter:
Bærent Gregoriusen,
Jacob M. Mouritsen.
Til Medlemmer af Fæl-
lesudvalget genvalgtes :
Johs. Olaus Joensen,
Chr. Holm Jacobsen.
Det vedtoges foreløbig at
overlade det til Agitation bevil-
gede Beløb til Bestyrelsens For-
valtning.
Der er fra Personer udenfor
Thorshavn sket Henvendelse til
Afholdsforeningen om Optagelse.
Da dette forudsætter en Lov-
ændring, blev det overdraget
Bestyrelsen at fremkomme med
Forslag til nye Love til næste
Generalforsamling.
Bestyrelsen
har konstitueret sig saaledes:
Jacob Vilhelmsen: Formand.
Jacob Christiansen: Næstformand.
Vilhelm Poulsen: Tilsynsh. med
Bygningen.
Thomas Thomsen: Tilsynsh. med
Billardet.
Poul Niclasen: Sekretær.
Læsestue.
Det meddeles herved Forenin-
gens Medlemmer, at der i For-
samlingshuset er aabnet en Læse-
stue. Afholdsforeningens og
Thorshavns literære Samfunds
Aviser, Tidsskrifter og en Del
Bøger vil blive fremlags til Af-
benyttelse for Afholdsforeningens
og Thorshavns literære Samfunds
Medlemmer. — Læsestuen ei
aaben hver Mandag og Fredag
Aften fra Kl. 71/,.
Medlemmer af Afholdsforenin-
gen har herefter Adgang til at
laane Bøger fra Thorshavns lite-
rære Samfunds Bogsamling.
Bestyrelsen.