Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.12.1908, Page 1

13»V'
$
,^1í1GT UNGDOJf^
'/y
ur\T>
<4
FÆRØERNE.
Gløeclel ig; Jnl!
i. Aargang.
December 1908.
Nr. 3.
Prædiken
af
Sognepræst Johansen, Vaagø.
Tekst. Mt. 18, I—14.
»Kom, lad os nu paa Børnevis istemme
Jesusbarnets PrisU Saadan begynder. som
I maaske mindes, en af vore kære Jule-
salmer. Men sandelig, det er ikke blot,
naar Julen er inde, at Frelserens Pris skal
forkyndes, og Hans l.ov udbredes af Men-
neskelæber. Nej, hele vort Liv, hver ene-
ste Dag, vi tilbringe paa Jord, bør være
gennemtrængt af Tak til Gud Fader for
den uudsigelig store Gave. Han har givet
os i sin Søn. Aarle og silđe, ved Gry og
ved Kvæld bør vort Bryst rumme den
største og reneste af alle Glæder: Glæden
over Ham, der ved sin Frelsergerning alene
har gjort det muligt for os s^kkels Syn-
dere at kalde den hellige Gud vor P'ader.
Kære, er nu Dit I.iv som en stadig fort-
sat Takkesang til den Højeste for Jesus-
barnet? Tør Du nævne det sotn Dit 1 ivs
højeste Lykke, at Du ikke blot er henvist
til. hvad Livet ellers kan byde os Menne-
sker af Glæde, men har faaet Del i Glæ-
den over F'relsen i Kristus JesUs? Fatter
Du — om ikke alt, saa dog noget af, hvađ
Johannes har følt, da han udbrøđ: »Só,
hvor stor en Kærlighed Fađeren har be-
vist os, at vi skulle kaldes Guds Børn (1.
Joh. 3.)?« Dette er ikke noget ørkesløat
eller unyttigt Spørgsmaal. Sagen er nem-
lig den, at ejer Du ikke denne I.ykke,
saa kan Dit Liv maaske i Frastand tage
sig ud som et lykkeligt 1 iv — set paa
nært Hold bliver det alligevel glædesløst
og fattigt, aa, saa fattigt! Og omvendt,
var Du saa end ellers et Menneske, i hvis
Lod det var faldet at prøve baade den ene
og den anden Sorg — det betød dog alt-
sammen intet, alle disse Sorger svinde
dog som Dug for Solen, om ÍDu kender
den bedste og fuldkomneste af alle Guds
gode og fuldkomne Gaver, kender Ham,
som kom til Verden for at gøre Syndere
salige. Ja, da vil Du ikke behøve nogen
Opfordring udefra til at istemme Frelserens
Pris. Du vil gøre det af egen Drift. Men
husk, at det gælder om at gøre dette »paa
Børnevis«! Thi det er det svære, det van-
skelige. Men at netop dette skal og kan
nemmes. har Jesus tydelig og klart sagt
os gennem dette Ord i vort Evangelium:
»Sandelig siger jeg Eder, uden I omvende
Eder og blive som Børn komme I ingen-
lunde ind i Himmeriges Rige.« (Mt. 18, 3).
Ja, »bliver som Børn!« Det vil vel
først og fremmest sige: »bliver smaa over-
for Gud!«
Som Ingen af os kan falde paa at for-
veksle et voksent Menneske med et Barn
(dertil ere de jo altfor ulige i Størrelse),
saaledes tager Herren heller aldrig fejl af
Mennesker, der ere blevne saa store i deres
egne Tanker, at de mene at kunne und-
være Ham, og Mennesker, som i sikker
og rigtig Følelse af deres Afmagt og Ring-
hed begære Hjælp og Bistand af Ham.
Nej, Han er stor nok til at kunne smile
ad Daaren, der siger i sit Hjærte: »Der
er ingen Gud« eller lidt mere afdæmpet:
»Jeg trænger ikke til Gud, jeg kan klare
mig Ham foruden.* Men Han er paa den
anđen Side ikke for stor eller ophøjet til
at bøje Øre til deres Bønner, der har »søgt
de ydmyge Steder«. Havde Jesu Disciple
noget bedre kunnet benerske deres Ær-
gerrighed, havde de ikke i taabelig For-
fængelighed gjort hverandre Ærespladserne
i Himmeriges Rige stridig ved at spørge
Mesteren: »Hvem er den største i Himme-
riges Rige (Mt. 18, 1)?«, saa vare de blevne
sparede for den bedske Ydmygelse, at Han
stillede et lille Barn midt blandt dem og
sagđe: »Hvo sig selv fornedrer som dette
Barn, han er den største i Himmeriges
Rige (Mt. 18, 4). Og hvor mangen Yd-
mygelse kunde ikke ogsaa vi være blevne
sparede for, om vi, i Stedet for altfor ofte
at vælge det høje Stade, havde foretrukket
det lave! Har Du áldrig oplevet, at just