Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.12.1908, Síða 2

2
som Du følte dig tryggest overfor Fristel-
ser og Anfægtelser, laa Du pludselig un-
der forSynden? Du undred’ Dig derover,
kunde slet ikke forstaa, hvorledes det gik
til. Hvem vód, maaske skal det en Gang
hisset, hvor enhver jordisk Gaade finder
sin Løsning, gaa op for Dig, at det var
Løn som forskyldt, at det var Midlet i
Guds Haand til at lære Dig at forstaa, at
ingen Fristelse er saa svag, at den ikke
kan overvinde os, dersom vi glemme at
søge vor Kraft hos Jesus. Eller har Du
aldrig oplevet, at just som alt stod bedst
til i Dit Hus og Hjem, fik Du Besøg af
den uhyggeligste af alle Gæster, afDøden,
ja den røved’ niaaske den, der var Dig
kærest af alle Dine Kære! Og Du blev
som lamslaaet under Hjemsøgelsen, kunde
slet ikke forstaa, hvor Gud kunđe nænne
at volde Dig saa stor en Hjærtesorg. Se-
nere har Du maaske indset, hvorfor det
timedes Dig. Men har Du endnu ikke
vundet Forstaaelsen, og vinder Du den ikke
hernede, tro mig! saa skal Du i hvert Fald
naa dertil der, hvor ethvert: »Hvorfor?«,
vi hernede forgæves grunded’ paa, finder
sin Besvarelse. Ja, om ikke før, skal Du
da se det grant, at denne Tilskikkelse
ramte Dig for at minde Dig om, at Du
ikke var usaarlig, for at lære Dig, at Du
er den lille overfor Ham, der har baade
Liv og Død i sin Haand, og for at minde
Dig paa, hvad Du maaske var ved at for
glemme at istemme Jesusbarnets Pris paa
Børnevis. Lad os dog allermindst Ansigt
til Ansigt med Døden — enten det saa
er vor egen eller vore Kæres — glemme
at nynne paa de I ovsangstoner! Nej, lađ
os allermest her med barnlig Tro istemme
Paulus’ Jubelraab: »Gud ske Tak, som
giver os Sejren ved Vor Herre Jesus Kri-
stus (i. Cor. 15. 57)!«
Atter siger jeg: »Bliver som Børnlc
Thi dette vil ikke blot sige: »Bliver smaa
overfor Gud!«, men ogsaa: »Værer ærlige
i Eders Gudsforhold!« Ikke sandt! Det
hører med til ethvert nogenlunde ufordær-
vet Barns Natur, at det er ærligt overfor
dets Omgivelser. Føler et Barn Afsky for
noget, er det ikke bange for at vise' det,
og omvendt falder det heller ikke Barnet
ind at lægge Dølgsmaal paa sin Kærlig-
hed. Hvor tindrer ikke Barneøjet af
Glæde. naar Barnet løber Fader eller Mo-
der i Møde! Men hvor tydeligt røber
ikke ogsaa Barnets Ansigt, naar det staar
overfor et Menneske med Frygt i Sjælen!
Desværre, saadan er det jo langt fra med
os voksne — i hvert Fald ikke tned os
alle. Der er flere Skuespillere til end
dem, der optræde paa Theatrets Skue-
plads. Som Judas forraadte Menneskens
Søn med et Kys, saadan hykler mangen
Venskab overfor sin Næste til Trods for,
at der lurer Had og Nag i Hjærtets In-
derste. Ve den, der nedværdiger sig saa
đybt! Thi staar der end skrevet: »Du
skal elske Din Næstec, saa staar der san-
delig intetsteds skrevet. at vi skal bære
hyklet Kærlighed til Skue. O, men naar
det allerede er Synd at bære sig saaledes
ad overfor Mennesker, hvor meget mere
overfor Gud! Og' har vi dog ikke gjort
det? Tør vi her sige os ganske fri? Jeg
sagđe med velberaad Hu: ganske fri. Det
kan være, at vi maaske kan sige os fri
for nogensinde ligefrem at have hadet
Gud. Dog kan vi have forsyndet os nok
alligevel. Har vi aldrig sunget: »Jeg være
vil, o Jesu tnild, hvor Du mig helst vil
have< — og saa fandt Jesus os dog snart
efter paa Veje, livor Han mindst af alt
vilde have os? Har vi aldrigbedet: »Skó
ikke min Vilje, men Din, Herre Jesus!« —
og saa gjorde vor Vilje maaske næsten i
samme Nu hemmelig Oprør mod Ham?
Venner! Dette er ikke at tjene Gud ær-
ligt. Dette er iklce at »blive som Børnc.
Saadan bar vor store Mester sig ej heller
ad. Nej. Han var sand, Han var ærlig
overfor sin himmelske Fader til det yder-
ste. Naar Han f. Eks. uđbryder: »Min
Mad er, at jeg gør Hans Vilje, som
udsendte mig, og fuldkommer Hans Ger-
ning (Joh. 4, 34)«, saa viser Hans I.iv jo,
at det er Sandhed til Punkt og Prikke.
Eiler naar Han giver sin Glæde over, at
Guds Riges Hemineligheder kuntie fattes
ogsaa af ónfoldige, dette herlige Udtryk:
»Jeg priser Dig, Fader, Himmelens og
Jordens Herre, fordi Du har skjult dette
for de vise og forstanđige og aabenbaret
det for de^umyndige (Mt. 11, 25)«, saa
kan man jo næsten tage og føle paa den
Glæde, saa tilforladelig er den. Saa tør
vi da ogsaa her paa Børnevis istemme
Jesusbarnets Pris. Saa tør vi ogsaa for
Hans Sandđruheds og Ærligheđs Skyld
tage Ham til Vejviser, naar det gælder at
finde Vejen til Gud.
Jeg ved det vel, at der er dem, der
ansó Ham for en daarlig Vejviser for os
her. Men det kommer vist af, at de fejl-
agtig betragte Jesu Liv som endt med
Hans Død paa Korset. Dog, var det endt
dór, kunde Han jo umuligt sige: »Dersom
I omvende Eder og blive som Børn, skulle
I inđgaa i Himmeriges Rigec. Nej, der
skinneđe Lys inde i Hans Grav. Derfor
maatte Dødsriget slippe sit Bytte. Derfor
svang Han sig paa Ørnevinger ind i Him-
meriges Rige. Og derfor siger jeg til
Dig: Ønsker Du, at der en Gang skal
skinne Lys ogsaa ind i Din Grav, at Døds-
riget skal blive nødt til at give slip ogsaa
paa Dig, ønsker Du at finde Plads i Lys-
glansen deroppe, da vælg Jesus til Vej-
viser! Saa skal Du ved Troen paa Ham