Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.12.1908, Side 4

4
Frelserens Moder skulđe være bleven nød-
saget til at søge Nattely i en Stald.c
Er Du saa ganske sikker paa det?
Jeg er ikke vis paa, at jeg, om jeg havde
boet i Bethlehem den Gang, vilde have
ladet Slægt og Venner flytte ud af mit
Hus for at give hende Natteherberg. —
Lad os være ærlige: Hvor ofte gaar det
os ikke saaledes, at Glæder, Fornøjelser,
Dans og Fester, til alt dette har vi Plads,
ja megen Plads, men til Verdens Frelser
er der liden eller slet ingen Plads i Men-
neskers I.iv.
Vi ser et andet Billede. Vi er i Jeru-
salem, i Kongeborgen. I Slottets Sale
gaar en Mand frem og tilbage, hvileløs,
ophidset, forskrækket, fortvivlet. Det er
Kongen, Herodes Hvad er der da sket?
Hvad er Manden saa bange for? Er der
hændet ham en Ulykke? Eller er han
angst og bange for sine egne Synder?
Raaber han til Gud om Forladelse for
alle sine Misgerninger? Ingenlunde. Nej,
Manden er bange for sit eget Skinđ.
Der er kommet et Rygte til Byen, og det
Rygte siger, at der er født en Konge —
om nu denne Konge vandt Folkets Hjærter
og stødte Herodes fra Thronen! Han havde
ingen god Samvittigheđ, denne Herodes.
Han er bange for at mødes med Sand-
heden, bange for at dømmes af đen. Der-
for har han ingen Plads for Verdens Frel-
ser. — Hvordan staar det ti! med D i g
paa dette Punkt? Er maaske ogsaa Du
bange for Sandheden, for Sanđhedens Dom
og Sandhedens Krav. Ja, da kan Du tale
nok saa meget om, at Du er en Herrens
Discipel, at Du er et frelst Menneske og
meget andet. Du har dog ikke Rum for
Verdens Frelser.
Vi er i Nazareth. Jesus er kommen
til den By, hvori han er opvokset. Han
staar i Synagogen og udlægger Herrens
Ord for den forsamlede Mængde. De
undrer sig, de berømmer hans Veltalenhed;
men da taler han til dem om svigtet An-
svar og brudte I øfter, om Guds Dom og
Straf over alle, som ikke af Hjærtet om-
vender sig. — Og alle gribes de af Harme.
De støder ham ud, jager hatn bort. De
har ingen Plads til ham; thi de vil leve
mageligt videre i deres Synder. Hvad si-
ger D u nu herom? Vil ogsaa Du maaske
nok høre og berømme smukke og velfor-
mede Præđikener; men Ordet om, at D u ,
netop D u er den Synder, som Guds Dom
vil ramme, om Du ikke omvender Dig,
det Ord viser Du fra Dig, over det Ord
harmes Du. Da har heller ikke Du Plads
for Verdens Frelser, og da kan han heller
ikke blive D i n Frelser paa den yderste
Dag. Da maa Du paa đen Dag staa alene
med Dit Regnskab. Tror Du, at Du
kan det?
Og Jesus drager omkring i Landet.
Store Skarer følger ham, de græder, naar
han taler mildt og kærligt til dem, de ser
højtiđelige ud, naar han taler formanende
til dem! Hvor er det dog dejligt at høre!
Hvor er det đog en Lykke og Velsignelse,
at der er kommen en saadan Mand til
dem! Og se, han nærmer sig deres Hoved-
stad. Og Folkeskarer tiljubler og hylder
ham. »Denne herlige Mand maa vi hæđrec,
siger de. Og saa raaber de, og atter og
atter gentages Jubelraabet: Hosianna den
Davids Søn! Velsignet være den, som
kommer i Herrens Navn! Hosianna i det
Højeste! Ja, det er da sandelig Folk, der
er Herrens sande Disciple, d e har givet
ham Plads hos sig
h'aa Dage efter kommer en Vandrings-
mand henad Vejen til Jerusalem. Pludse-
lig standser han. Hvad er dog det? Et
vældigt tusindstemmigt Raab lyder inde
fra Byen. Er det mon Jøderne, der atter
hylder deres Konge? Vandringsmanden
kommer nærmere; atter hører han Raabet,
og nu ganske tydeligt. Fra mange Men-
neskers Struber lyder det. næsten som et
vildt Dyrs Skrig: Korsfæst ham! Det er
Jøderne, der forlanger, at Jesus af Na-
zareth skal korsfæstes, den samme Mand,
som de for kort Tid siđen jublede i Møde!
— Men hvorledes? Hvordan er dette mu-
ligt? Simpelthen, fordi disse Mennesker,
iigesom saa mange af Nutidens Mennesker,
var saa saare let bevægelige, lette til
Glæde, lette til Sorg, men intet deraf gik
i Dybden hos dem, de var lette at paa-
virke, de var med eet Ord desværre saa
uendelig overfladiske. Men hos over-
fladiske Mennesker kan der ingen varig
Plads blive for Verdens Frelser. — Træn-
ger vi ikke atter her alle til at prøve os
selv? Hvor megen Dybde er der hos os?
Naar vi i Julen synger vore dejlige Jule-
salmer og maaske løftes liøjt op paa Stem-
ningens Vinger, hvor meget er der saa
deri, som er virkelig personlig Sandhed
for enhver af os, hvor meget er der deri,
som virkelig har slaaet Rod i os, hvor
meget er der deri, som er blevet vort eget
i den Forstand, at vi kan leve deraf og
bygg'e derpaa i det virkelige Livs Ar-
bejde og Kamp? Og ham, vi bekender
og lovsynger med vor Mund, tør vi, om
det virkelig kostede os noget, vedkende
os ham og stille os klart og aabent paa
hans Side, om Forholdene blev saaledes,
at vi kom til at liđe meget derfor?
Et nyt Billede ser vi. En Gang paa
sin Vandring træffer Jesus en ung Mand.
Han var meget rig. Han synes at være
et alvorligt Menneske, der er bekymret for
sin Sjæls Frelse. »Gode Mester.c siger
han, »hvad godt skal jeg gøre, for at jeg
kan arve det evige Liv?c Og Jesus ser,