Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.12.1908, Blaðsíða 5

5
at det, der er denne unge Mands særlige
Fristelse, det, der hos ham optager Plad-
sen, det er hans Kærlighed til alt det, han
ejer. Derfor lyder Jesu Ord til ham: »Vil
Du være fuldkommen, da gaa hen og
sælg alt det, Du ejer og giv de Fattige
det, saa skal Du have en Skat i Himme-
len, og kom saa og følg mig.« Men
dette er den unge Mand for meget. Han
gaar bedrøvet bort. Han havde ikke
Plads.
Enten Du nu ejer lidt eller meget,
saa spørg Dig selv: Hvor stor en Plads
optager det hos mig? Optager det saa
stor en Plads, at der ikke bliver Rum for
Herren? Om nu Julens Herre kom og
vilde tage ind til Dig; men Huset var op-
taget, alle Stuer var fulde. Kærligheden
til Dit Gods havde fyldt det hele Hus.
Tror Du. at Du kunde være tjent med, at
han maatte gaa sin Vej igen?
Vi gaar op til Jerusalems Tempel.
Der staar et Menneske derinde. Hør, han
beder, han takker Gud. Han endogsaa
nævner virkelig gode Gerninger, han har
gjort. Hvilken from Mand! Men hvad si-
ger Jesus om ham? Denne gik ikke ret-
færdiggjort hjem til sit Hus; thi hvo sig
selv ophøjer skal fornedres. Han var et
selvretfærdigt Menneske. Han havde
heller ingen Plads for Verdens Frelser.
— Stikker Selvretfærđigheđen ikke stun-
dom sit Hoved op ogsaa hos Dig: »Jeg
er ikke som han. Jeg er đog langt bedre.
Gud ske Tak for det. Se, dette har j e g
gjort; og det var godt og fortjenstfuldt.«
— Tror Du da, at Verdens Frelser kan
faa Rum hos Dig ?
Men hos hvem er der da Plads for
ham?
Lad os atter gaa op i Jerusalems
Tempel.
Atter ser vi en Mand staaende der.
Men hvad vil han her? Han beder jo ikke,
takker ikke. Han staar og ser ned mod
Jorden. Han maa have en meget daarlig
Samvittighed. Hos ham har Julens Herre
sikkert intet at gøre. Dog jo, hør. han
siger noget; men det kan knapt høres og
det er meget lidt han har at sige: »Gud
vær mig Synder naadig*. Ikke anđet!
Dog, hvad siger Jesus: »Denne gik ret-
færdiggjort hjem til sit Hus; thi, hvo sig
selv fornedrer, skal ophøjes*. — Kan Du
sige denne Mands Ord efter, sige det, saa
at det ikke blot er et Mundsord, men et
Ord, hentet fra Dit Hjærtes Dyb, fra Din
Sorg over Din egen Synd, da đrager Her-
ren ind til Dig; da bliver der Jul hos Dig,
da vil ogsaa Du kunne være međatsynge:
I Dag Alverdens Sorg er død og født
Alverdens Glæde.
Der er stort Røre i Jerusalem. — Je-
sus £r bleven fangen. — Han sidder i
Ypperstepræstens Gaard, bunden og be-
vogtet. Et Baal er tændt. Mange sidder
omkring det. Pludselig falder Lysskæret
fra Baalet paa en af Mændenes Ánsigter.
Han ønskede at være ukenđt; men nu ser
man ham og kender ham. Og fra forskel-
lige Sider lyder det: »Du var en qf dette
Menneskes Disciple*. Men han nægter
det, han bander og sværger, for at hans
Løgn skal tros. Har han ikke jaget Her-
ren bort? Er der nogen Redning for ham?
Da rammes han af et Blik fra Herren, og
den dybeste Skamfuldhed griber ham over
hans egen Nedværdigelse. Som en druk-
ken tumler han ud og bittert og længe
græder han over sig selv. Skønt han var
Herrens Discipel, faldt han, og dybt var
hans Fald, og dog var der Vej tilbage
gennem Anger og Bod. — Vil ogsaa Du
være en Herrens Discipel. men er der for
Dig kommen en Stund i Dit 1 ,iv, hvor Du
faldt dybt, saa se, hvordan Peter fandt til-
bage. Gaa samme Vej som han, og atter
vil Herren rejse Dig. — Ogsaa hos Dig
skal der paany blive Plads for ham.
Jesus sidder til Bords i et Farisæer-
hus, et fint og fornemt Hus er det, og
Husets Herre er da ogsaa en fin og højt-
dannet Mand. Han har budt Jesus til
Gæst. Han har da altsaa Plads til ham.
Men se, hvem er det, der kommer dár?
En Kvinde, en Synderinde! Et Menneske,
hvis Synd er aabenbar for alle. Hvad i
al Verden vil hun her? Forstaar hun da
ikke, at her i dette fine Hus hører hun
ikke hjemme? — Og de fine Gæster ser
paa hende med bistre Blikke. Hun stiller
sig ved Jesu Fødder, væder hans Fødder
med sine Taarer, tørrer dem med sit Ho-
vedhaar, kysser dem og salver dem med
Salve. »Det er jo ligefrem Skandale,*
hvisker vel de fornemme Gæster. Og den
fine Vært smiler overlegent, spottende.
»Var dette Menneske en Profet, vidste
han, hvem og hvordan en Kvinde det er.
der rører ved ham«. Saaledes tænker han.
Og havde han ikke Ret? Vilde vi ikke
ogsaa have tænkt noget lignende? — Men
Jesus, hvad siger han: »Dine Synder ere
Dig forladne. Din Tro har frelst Dig.
Gaa bort med Fred.« Hun, Synderinden,
som alle foragtede, hun havde Plads til
Herren. Den fornemme Farisæer, han,
der havde alle Menneskers Agtelse, han
havde ingen Plads. — Hun elskede Her-
ren, hun vilde gerne gøre noget for ham,
det bedste vilde hun give ham. Har Du
noget at give Herren af det, der er Dit?
Herren har Brødre og Søstre paa Jorden.
Mange er der, som trænger til en hjæl-
pende Haand. Gamle, syge, fattige har
vi iblandt os. Glem ikke, hvad Herren
• • ’ t i
siger: Hvad I har gjort mod een af đisse
mine mindste Brødre, det har I gjort imođ