Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.12.1908, Page 6

6
mig. Og glem det heller ikke nu da Juie-
festen stunder til.
Julens Engle.
Det var Jul. Gud Herren kaldte sine
F.ngle til sig og befalede dem at flyve ned
til Jorden og bringe Julens Budskab til
Mennesker, for at de kunde lære at fatte
den store Juleglæde: Eder er i Dag en
Frelser født.
Vi vil følge nogle af disse Engle paa
deres Vej ud over Jorden.
En Engels Vej gaar til fjærne Have.
En Hvaidamper ligger i Sydhavet; i til
Dels ukendte, farlige Farvande sejler den;
det gælder om at bryde nye Baner for
Hvalfangsten. Skibets Besætning bestaar
af Nordboer. Efter god nordisk Skik har
man fejret Julen med et kraftigt og efter
Forholdene ualmindelig fint Maaltid. Ski-
bets Fører har læst Juleevangeliet op for
dem alle, og de gamle, kære Julesalmer
er sungne. Hver Mand har faaet sine
Breve og Pakker, og alle synes veltilfredse.
Mangen en Tanke gaar til de Kære i det
fjærne og mødes af Tanker og Bønner fra
dem derhjemme. Men det er for dem alle,
som manglede der noget, ingen ved hvađ,
og om man spurgte, vilde ingen kunne
sige det.
Julens Engel staar ved Døren og
spejder efter, om der dog ikke er en lille
Sprække, hvorigennem den kan smutte ind
og give Julesangen den rette Klang, som
den dog trods alt hidtil har manglet. Da
aabner Føreren en Kasse, og i den er der
et lille Juletræ med Stjærne i Toppen og
al Slags Lys og Pynt. Da smutter Jule-
engeien ind og hjælper alle de grove,
uøvede Hænder at pynte det lille Træ, og
da l.ysene straaler. istemmer de alle med
tindrende Øjne Salmen: Julen har bragt
velsignet Bud, Nu glædes gamle og unge.
— Tilfreds nikker Engelen, og baaren af
Søfolkenes Sang flyver den hjem til
Himlen.
En Engel smutter ind i et Syge-
værelse. Den unge Hustru ligger der
bieg og stille. Hun ved, at om ikke
mange Dage skal hun dø — bort skal
hun fra sit Hjem og den Mand. hun har
saa inderlig kær, og paa hvis Vej hun
mangen en Gang har faaet Naade til at
kaste en Solstraale — Genskin af den
inderlige Kærlighed, som hun selv har
følt udstraale til sig fra Guds Faderhjærte.
Da kommer hendes Mand ind. I
Haanden bærer han en Urtepotte med et
Juletræ, pyntet med en Stjærne og nogle
faa Julelys. Hun havde saa inderlig øn-
sket endnu en Gang at se Juletræet, som
altid havđe været hendes store Glæde.
Hvor er han dog bedrøvet, træt og alvor-
lig sætter han sig ned ved hendes I.eje
og tager hendes Haand. I hans Hjærte
bor den store, dybe Sorg. Mon her kan
blive Plads for Dig, Du lyse Juleengel?
Det er, som om Sorgen skal knuge den
stærke Mand helt til Jorden, og ingen Bøn
kan finde Vej over hans I.æber. Han sy-
nes, at tager Gud hans Skat fra ham, da
har Gud forladt ham. Det ser og føler
den Syge, og fra hendes Hjærtes inderste
Dyb stiger Suk og Bøn op til Gud om
endnu en Gang at faa I.ov til at trøste sin
Ven. Da hvisker Engelen til hende: Syng!
Og med skælvende, graadkvalt Stemme
synger hun svagt, saa kun han kan
høre det:
Som Natten aldrig er saa sort,
Den jo for Solen svinder.
Saa farer al min Kummer bort,
Naar jeg mig ret besinder
Og tænker paa, hvor inderlig
Guds egen Søn har elsket mig
Og er min Brođer vorden;
Jeg aldrig glemmer hine Ord.
Som klang i Engles Julekor:
Nu er der Fred paa Jorden.
Og blandes end min Frydesang
Med Graad og dybe Sukke,
Saa skal dog Korsets haarde Tvang
Mig aldrig Munden lukke.
Naar Hjærtet sidder mest beklemt,
Da bliver Glæđens Harpe stemt,
At den kan bedre klinge,
Og knuste Hjærter føle bedst,
Hvad denne store Frydefest
For Glæđe har at bringe.
Og alt som Sangen skred frem, var
det, som om det mørke, fortvivlede Udtryk
i Mandens Ansigt veg for et blidere og
mildere. Han sank paa Knæ ved sin Hu-
strus Seng, og Taarer løste det forpinte
Hjærte.
Da pegede hans Hustru op. Gennem
det utildækkede Vindu saas en dejlig funk-
lende Stjærne. Det var Engelen. der fløj
op til Gud. Dens Gerning var endt; thi
ogsaa her kom Juleglæden og Julefreden
midt under Sorgen.
En tredje Engel førtes paa sin Vej til
en stor, mørk Bygning. Fra hvert Vindue
lyste en lille Lampe ud gennem et Gitter