Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.12.1908, Blaðsíða 7

7
af tykke Jernstæng’er. Det var Fængslet
i den store Stad.
I en af Cellerne laa en Mand. Ond
og bitter var han mod alle, saa at ingen
mere kunde komme ham nær. Forgæves
havđe Fængselspræsten søgt at blødgøre
hans Sind, og selv nu Juleaften laa han
paa sit 1 eje, opfyldt af Had og Bitterhed
mod Gud og Mennesker. Juleengelen
satte sig veđ hans Side og begyndte som
»Erindringen« at hviske til ham: »Husker
Du, da Du var lille, og Mor kom og
kaldte Dig ind til Juletræet med Dine
Søskende, og I dansede og sang omkring
det?« Men som et vildt. saaret Dyr for
han op og for rundt i Cellen. »Ikke Mor!
Jeg kan ikke taale at'høre Mors Navn.
Hendes Hjærte har jeg knustU
Men Engelen tabte ikke Modet.
»Husker Du? Du havde en ung Hustru.
Ser Du hende? Hun staar ved Juletræet
med Din Søn paa Armen, det Juletræ. som
Du selv har pyntet, mens Din Førstefødte,
Din lille Datter, løber om og jubler og
synger.« Men med et vildt. fortvivlet Skrig
styrter Manden paa sit Ansigt, hans Søn
er død, sin Hustru har han myrđet i van-
vittig, uretfærdig Skinsyge, og sin lille
Pige har han i Hiđsigheđ slaaet til Krøb-
ling.
Da tier Engelen og breder sine Vin-
ger ud over den sønderknuste Mand.
Hans Hulken standser lidt efter lidt, og
tilsidst falder han i en tung Søvn. Da
viser Engelen ham i Drømmen hans lille
Datter. Kærlige Mennesker har taget sig
af hende, og hendes fromme Plejemoder
har lært hende at folde de smaa Hænder
og bede for sin ulykkelige Fader. Nu ser
han hende tydelig for sig og hører hen-
des Bøn for ham.
Det er, som om det haarde, forpinte
Udtryk i den sovende Mands Ansidt mild-
nes og viger Pladsen for et svagt Smil.
Da flyver Engelen hjem.
Og alle Julens Engle samles atter for
Gud Herrens Throne, og Himmel og Jord
genlyder af det fuldttonende Kor: Ære
være Gud i det Høje, Fred paa Jord og i
Menneskene en Velbehagelighed!
Et Ungdomsliv og^en'Ungdomskamp.
(Fortsat.)
Freden, Salighedsvisheden, kom ikke;
men i Stedet for Ufređ og Tvivl. — »Herre
Jesus,« bad han, »jeg kommer til Dig og
bønfalder Dig om at have Velbehag i,
hvad jeg gør og lider, og jeg beder Dig,
at disse Byrder og disse strenge Regler,
som min Religion paalægger mig, maa
være en sand Fyldestgørelse for alle mine
Synder.« Men, nej, heller ikke endnu
Fred! — Hvad var Meningen med dette?
Hvorfor pinte Gud ham saaledes? Eller
skulde det mon være saadan, at Gud slet
ikke brød sig otn ham, slet ikke hørte
hans Raab, slet ikke bekymrede sig om
hans Kampe! Havde Gud forkastet ham,
bestemt ham til evig at fortabes! — Saa
vendte han sig til Guds Moder, til Jomfru
Maria, og bønfaldt hende om at gaa i
Forbøn for ham hos sin Søn.^— Men alt
forgæves — Himlen var lukket for den
kæmpende unge Munk.
Da viste der sig et lille Lys i Mørket.
— Luthers Munkeordens øverste Tilsyns-
mand, Johannes af Staupitz, kom til Klost-
ret. En from og erfaren Mand var han,
en Mand. der i mange Aar havde gaaet i
Herrens Skole. — Han forstod den unge
Mands Kampe, han saa hans Alvor, hans
rene Karakter, hans stærke Vilje til at
tjene Gud uden Skrømt. Denne Mand
vandt Luthers Hjærte, og Luther skriftede
for ham. Naar Luther da jamrede: Min
Synd, min Synd! talte Staupitz til ham om
det gavnlige i Anfægtelser, om nvorledes
Gud maa kappe de høje Træer, for at de
ikke skal naa op til Himmelen, om Guds
Kærlighed i Jesus Kristus, og naar
Luther ængstedes og forfærdeđes, sagde
han til ham: »Dine Tanker, Broder,
er ikke Kristus; thi Kristus forfærder ikke,
han trøster kun.« — Lyset syntes at
dæmre frem et Øjeblik; men det síukkedes
igen. Atter kom der Tider, hvor Svøben
blev taget frem, hvor han piskede sig selv,
vaagede og fastede. — Forgæves var det
altsammen; forgæves. at han var gaaet i
Kloster, forgæves hans Bønner, hans Fasten
og Nattevaagen, forgæves altsaa hele hans
Liv. Han kom ikke ud af Synden, han
fik ikke Fred med Gud, han vandt ikke
Guds Velbehag. Gud blev stadig ved for
ham at være den vrede Dommer, der i
sin Retfærdighed straffer enhver Synder.
Dog Staupitz havde en Stund bragt
ham lidt Hjælp, maaske ogsaa et andet
Menneske var i Stand dertil. — Der var i
Klostret en gammel Munk, prøvet i An-
fægtelser og derfor rig paa kristelig Er-
faring. Til ham tyede l.uther. Barnligt
og enfoldigt gentog den gamle Mand
Daabspagten for Luther, Led for Led. Det
var kendte Ord, Ord, som Luther havde
kunnet udenad fra sin tidligste Barndom;
men i denne Mands Mund og i dette Øje-
blik blev de ny for ham. Særlig lagde
den Gamle Eftertryk paa Ordene i den
tredie Trosartikel: Jeg tror paa Syndernes