Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.12.1908, Blaðsíða 7

Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.12.1908, Blaðsíða 7
af tykke Jernstænger. Det var Fængslet i den store Stad. I en af Cellerne laa en Mand. Ond og bitter var han mod alle, saa at ingen mere kunde komme ham nær. Forgæves havde F'ængselspræsten søgt at blødgøre hans Sind, og selv nu Juleaften laa han paa sit Lejc, opfyldt af Had og Bitterhed mod Gud og Mennesker. Juleengelen satte sig ved hans Side og begyndte som »Erindringen« at hviske til ham: >Husker Du. da Du var lille, og Mor kom og kaldte Dig ind til Juletræet med Dine Søskende, og I dansede og sang omkring det?« Men som et vildt. saaret Dyr for han op og for rundt i Cellen. »Ikke Mor ! Jeg kan ikke taale at'høre Mors Navn. Hendes Hjærte har jeg knustU Men Engelen tabte ikke Modet. »Husker Du? Du havde en ung Hustru. Ser Du hende? Hun staar ved Juletræet med Din Søn paa Armen, det Juletræ. som Du selv har pyntet, mens Din Førstefødte, Din lille Datter, løber om ojí jubler og synger.« Men med et vildt, fortvivlet Skrig styrter Manden paa sit Ansigt. hans Søn er død, sin Hustru har han myrdet i van- vittig. uretfærdig Skinsyge, og sin lille Pige har han i 1 [idsighed slaaet til Krøb- ling. Da tier Engelen og breder sine Vin- ger ud over den sønderknuste Mand. Hans Hulken standser lidt efter lidt, og tilsidst falder han i en tung Søvn. Da viser Engelen ham i Drømmen hans lille Datter. Kærhge Mennesker har taget sig af hende, og hendes fromme Plejemoder har lært hende at folde de smaa Hænder og bede for sin ulykkelige Fader. Nu ser han hende tydelig for sig og hører hen- des Bøn for ham. Det er, som om det haarde. forpinte Udtryk i den sovende Manda Ansidt mild- nes og viger Pladsen for et svagt Smil. Da flyver Engelen hjem. Og alle Julens Engle samles atter for Gud Herrens Throne. og Himmel og Jord genlyder af det fuldttonende Kor: Ære være Gud i det Høje, Fred paa Jord og i Menneskene en Velbehagelighed! 'eh Ul Et Ungdomsliv og enUngdomskamp. (Fortsat.) Freden, Salighedsvisheden, kom ikke; men i Stedet for Ufred og Tvivl. — »Herre Jesus,« bad han, »jeg kommer til Dig og bønfalder Dig om at have Velbehag i, hvad jeg gør og lider, og jeg beder Dig, at disse Byrder og disse strenge Regler, som min Religion paalægger mig, maa være en sand Fyldestgørelse for alle mine Synder.« Men, nej, heller ikke endnu Fred! — Hvad var Meningen med dette? tlvorfor pinte Gud ham saaledes? Eller skulde det mon være saadan, at Gud slet ikke brød sig om ham, slet ikke hørte hans Raab, slet ikke bekymrede sig om hans Kampe! Havde Gud forkastet ham, bestemt ham til evig at fortabes! — Saa vendte han sig til Guds Moder, til Jomfru Maria. og bønfaldt hende om at gaa i Forbøn for ham hos sin Søn. — Men alt forgæves — Himlen var lukket for den kæmpende unge Munk. Da viste der sig et lille Fys i Mørket. — Luthers Munkeordens øverste Tilsyns- mand, Johannes af Staupitz, kom til Klost- ret. En from og erfaren Mand var han, en Mand. der i munge Aar havde gaaet i Herrens Skole. — Han forstod den unge Mands Kampe, han saa hans Alvor, hans rene Karakter. hans stæike Vilje til at tjene Gud udon Skrømt. Denne Mand vandt Futhers Hjærte, og I.uther skriftede for ham. Naar l.uther da jamrede: Min Synd, min Synd! talte Staupitz til ham om det gavnlige i Anfægtelser, om hvorledes Gud maa kappe de høje Træer, for at de ikke skal naa op til Himmelen, om Guds Kærlighed i Jesus Kristus. og naar I .uther ængstedes og forfærdedes. sagde han til ham: »Dine Tanker, Broder, er ikke Kristus; thi Kristus forfærder ikke, han trøster kun.« — J.yset syntes at dæmre frem et Øjeblik; men det slukkedes igen. Atter kom der Tider, hvor Svøben blev taget frem, hvor han piskede sig ^elv, vaagede og fastede. — Forgæves var det altsammen; forgæves. at lian var gaaet i Kloster, forgæves hans Bønner. hans Fasteh og Nattevaagen, forgæves altsaa hele hans Ltv. Han kom ikke ud af Synden, han fik ikke Fred med Gud. han vandt ikke Guds Velbehag. Gud blev stadig ved for ham at være den vrede Dommer, der i sin Retfærdighed straffer enhver Synder. Dog Staupitz havde en Stund bragt ham lidt Hjæip, maaske ogsaa et andet Menneske var i Stand dertil. — Der var i Klostret en gammel Munk, prøvet i An- fægtelser og derfor rig paa kristelig Er- faring. Til ham tyede Luther. Barnligt og enfoldigt gentog den gamle Mand Daabspagten for J uther, Led for J ,ed. Det var kendte Ord, Ord, som J .uther havde kunnet udenad fra sin tidligste Barndom; men i denne Mands Mund og i dette Øje- blik blev de ny for ham. Særlig lagde den Gamle Eftertryk paa Ordene i den tredie Trosartikel: Jeg tror paa Syndernes

x

Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne
https://timarit.is/publication/20

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.