Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.01.1909, Blaðsíða 1

FÆRØERNE.
Han drikker af Bækken paa Vejen, derfor løfter han sit Hoved højt.
Salme Iio, 7.
1. Aargang.
Januar 1909.
Nr. 4.
Glædeligt Nyaar!
Det gamle Aar er lag't i Graven, et
nyt er begynđt, og det lød rundt omkring
os paa det nye Aars første Dage: Glæde-
ligt Nyaar! Betyder det. at vi skulde øn-
ske hveranđre lutter Glæde i det nye Aar.
Jeg tror ikke, at nogen af os vilde være
vel tjent med, om han fik det. Et gam-
nielt Ord siger, at der skal en bred Ryg
til at bære gode Dage, og ogsaa aanđeligt
set gælder Herrens Ord: Det er lettere
for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje
end for en rig at gaa ind i Guds Rige.
(Mt. 19, 24).
Hvad skal vi da ønske hverandre i
det nye Aar? Jeg vil sigedetkort: Mere
Alvor til det gode. Mere Alvor
iblandt de Unge, mere Alvor iblandt de
Ældre.
Er der da ikke Alvor nok hos os?
Giver vore Naturforhold i sig selv ikke
Alvor? Indeholder den Maade, hvorpaa
saa mange maa skaffe det daglige Brød
til sig og sine, ikke en Alvor saa stor, at
det er unødvendigt, at der tales og skri-
ves om Alvor? Og er Alvor noget, hvor-
om der skal tales til de Unge? Skal vi
đog ikke hellere se at more og opmuntre
dem for at gøre dem glade vedl.ivet? Al-
vorlige kan de jo da tidsnok blive. Sandt
nok; de Unge skal have l.ov til at more
Og glæđe sig; men rene og gode skal da
de Glæder være, der bydes dem, og ikke
maa det glemmes. at alt det. der paa en
eller anden Maade modvirker Alvoren til
det gode hos dem, er af đet onđe. —
Dette kunđe synes at være en Selvfølge;
dog tror jeg ikke, at det er ufornødent at
sige det.
Misforstaa mig ikke. Jeg mener ikke,
at der iblandt os ingen Alvor til det gode
er. Jeg ønsker at sige, at jeg har truffet
meget af denne Alvor netop her, og jeg
har en personlig Tak at bringe til ikke
saa faa Mennesker her, fordi de, uden selv
at vide dot. igennem deres Liv har holdt
en Prædiken om Alvor til det gođe for
mig, saa at jeg har maattet sige til mig
selv: Hvor trænger Du dog haardt til at
vokse heri. Jeg ved ogsaa. at den Ind-
vending kan gøres imod, hvad <jeg i det
følgende vil tale om, at det jo dog slet
ikke er værre her end mange andre Ste-
der, ja, at der endogsaa vil kunne nævnes
ikke saa faa Steder, hvor det maa siges
at være langt værre. Jeg har heller ikke
i Sinde at tilsværte hverken den Menighed,
som jeg skal tjene, eller andre Menigheder
heroppe, ved at male et saa sort Billede
af deres sædelige og religiøse Tilstand,
at en udenforstaaende maatte sige: De le-
ver jo i det rene Hedenskab. Gjorde jeg
det, gjorde jeg mig skyldig i den grove-
ste Usandhed og Uretfærdighed, men fiaar
man nu har set, hvad jeg mener at have
set, at der, ogsaa iblandt vor Ungdom, er
ikke saa lidt af det gode, saa bedrøves
man, naar der synes at være Fare for, at
det gode skal overgros og kvæles, og saa
mener jeg, at det er en Pligt at sige, at
saaledes maa det ikke være.
For det føfste er det en Mangel paa
sædelig Alvor iblandt os, naar det ikke
saa sjældent hæ.nder, at de Unge, som gif-
ter sig, ikke gaar ind i deres Ægteskab
som rene og ubesmittede unge Mænd og
Kvinder; men at det endogsaa hænder, at
den unge Pige før Ægteskabet er kommen
i en saadan Stilling. at de to skammer sig
ved at holde deres Brudevielse i Guds Hus
og derfor maa lade den holđe udenfor
Kirken, skønt den dog ifølge Sagens Na-
tur nærmest hørte hjemme dár. Jeg ved
vel, at et Fejltriri kan tilgives, naar det
angres. Kunde det ikke det, saa det nok
galt ud for os alle, ogsaa naar det gælder
Forholdet mellem Mand og Kvinde. Maaske
kan en Del af os her sige os fri for at
have syndet i Ord og i Handling; men