Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.01.1909, Blaðsíða 6

tig soni han. De to slog sig sammen og
blev gifte.
I Begyndelsen gik det nogenlunde
godt; thi Per holdt af sin Kone. Men
snart faldt han tilbage til h'lasken, og saa
blev det mere Konen. Stine, der maatte
skaffe Føde til Hjemmet end Manden.
Saa skete det, at en Gaard paa Øen
skulde nedbrydes. Per Svensk paatog sig
Nedbrydningsarbejdet. Og her var det,
at Ulykken eller, som han selv senere
sagde, I ykken ramte liam, idet Gud lagde
sin tunge Haand paa ham.
Han nedbrød Murene ganske alene;
men $n Eftermiddag, da han havde fejret
Dagen paa sin Vis nemlig ved at drikke
ualmindelig meget, forsømte han de simp-
leste Forsigtighedsregler under Arbejdet,
og Husets Gavl faldt ned over ham. Mur-
værket ramte begge hans Fødder og nag-
lede ham til Jorden.
Ulykken skete om Eftermiddagen Kl. 5,
og først næste Morgen blev han funden af
en Mand, der tilfældig gik forbi og hørte
det saarede Menneske;s Jamren. Han blev
indlagt paa Sygestuen. Begge hans Fød-
der blev amputerede. Og under et Syge-
leje, der varede i 3 Maaneder, maatte han
bære store I.idelser. Men han opnaaede
to store Fordele ved dette Sygeleje. Han
fik I.ejlighed til at tænke paa sin F'ortid
og angre al den Tid, . han havde spildt.
Og han gjorde den Erfaring, at han kunde
undvære Spiritus. Men det, der redđede
ham og gjorde ham til en anden Mand
end før, var, at han kom sin Moder i
Hu. Han huskede hendes Aftenbøn. Den
lød saaledes:
>Tak for Helsan du mig gav;-
Men hvad Tak skal jeg dig. give
Gør mit Hjærta tjenlig til,
Jesu. det Din Bolig bliver!
. Tag saa det, og gør mig nøjd,
I.ad mig steđs’ i Dig ha’ F'røjd.c
Nu han havde mistet sit Helbred, for-
stod han først, hvor dyrebar en Gave et
sur.dt Legeme er, og han gjorde Gud det
1 øfte, at naar han blot kunde blive saa
rask, at han ved ærligt Arbejde kunde
tjene Føden til sig og sine. saa skulde han
aldrig falde Sognet til Byrde, og saa
skulde han leve et ganske andet I.iv
end før.
Da han blev uđskrevet af Sygestuen,
slæbte han sig paa sine Krykker ned til
Sogneraadsformanden, en Gaardmand paa
Øen, og han gjorde ham delagtig i sine
F'remtidsplaner.
Nær ved den store Landevej, der gaar
igennem Øen, ligger en Grusgrav, og her
vilde han tjene sin Føde ved at slaa Skær-
ver. Men da han kun med Besvær kunđe
slæbe sig af Sted, maatte han bo i Grus-
graven. Sogneraadsformanden var en
menneskekærlig og forstandig Mand, og
han laante ham af sin egen Lomme den
Driftskapital, han behøvede. 50 Kr.
Per Svensk brugte đisse Penge paa
følgende Maade:
Han gravede sig et Hul i Stenhækken.
Det var saa stort, at det akkurat kunde
rumme hans Seng, et lille Bord og en Stol.
Iøvrigt var der blot saa megen Plads, at
et Menneske paa Krykker lige kunde gaa
derind og vende sig. Hullets .Sider mu-
rede han selv op med Sten. Taget var en
omvendt Baad. der hvert Aar blev om-
hyggelig tættet og tjæret. Der var Plads
til en lille Kogekakkelovn. et Kakkelovns-
rør gjorde Tjeneste som Skorsten, og Hu-
set havde en dobbelt Dør for at holde
Regn og Storm ud» og et eneste lille Vin-
due lige over Jordens Overflade og kun
et Kvarter i Kvadrat. Uđenfor Iluset,
omtrent 5 Skridt derfra. gravede han en
Kasse ned i Stenbænken. og her sad han
med Benstumperne dækkede af et gam-
melt Stykke'Sejldug og huggede Skærver
Dagen igennem omtrent i 30 Aar.
Jeg har aldrig set et Hus, hvor der
var mere rent og pillent end Per Svensks
Stenhytte. Jeg har sjælden kendt en lykke-
ligere Mand, og jeg har aldrig kendt no-
gen, som inere fortjente Navnet len Ar-
bejdets Ridđer« end han.
Han havde, fraset at han var Krøbling,
et jernstærkt Helbred, og Vejret var aldrig
saa haardt, at han ikke kunđe holde Var-
men ved sit Arbejde. Han tjente rigtig
godt: 2 á 3 Kr. daglig, og han forstod at
bruge disse Penge paa en forstandig
Maade. Efter faa Aars Forløb kunde han
købe sig et Hus paa Heden, en Fjerding-
vej fra Stenbakken, og det var et godt
Hus, hvor hans Kone passede et Par Køer.
Hver 1 ørdag Aften kørte 'nan hjem til sit
Hus og tilbragte Søndagen sammen med
sin Hustru og sine Børn. — Men hele
Ugen^igennem slog han Skærver.
Jeg vaí Præst paa Øen og besøgte
ofte Per Svensk. Vi blev gode Venner,
og han fortalte mig selv sin Ungdoms Hi-
storie, og hvor underlig Gud havde ført
hans I.ivsvej.
Saa skete det, at jeg fik Besøg af
Stiftets Biskop. Det var en prægtig gam-
mel Mand, og da han spurgte mig, om
jeg kunde vise ham noget mærkeligt paa
Øen, førte jeg ham til Per Svensks Baad.
Per satte sig paa Sengen, Biskoppen paa
den eneste Stol i Hytten, og jeg stod i
Døren. Biskoppen talte en halv Time med
den gamle Arbejder, og Per var lykkelig
over Besøget.
Men da Biskoppen og jeg forlod Hyt-
ten, sagde Biskoppen: »Sandelig, denne