Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.01.1909, Blaðsíða 7

Mand fortjener at blive behanđlet med
Ærefrygt; thi aldrig har jeg set et smuk-
kere Eksempel paa Apostelens Ord, at
Gudsfrygt med Nøjsomhed er en stor Vin-
ding. Andre Mennesker knurrer imod Gud,
men denne Mand har et saadant Sind, at
det, der var en stor Ulykke, for ham er
blevet den største Eykke.c
Men hele denne Eykke skyldte han
sin Moders Aftenbøn. I al sin Fattigdom
havde hun givet sin Søn en Arv, der var
mere værd end al Verdens Rigdom.
Sygeplejersken.
Med gispenđe Aandedrag kom en
Mand løbende ned ad Eandsbygaden, saa
hurtig han kunde. Hans bøjede Skikkelse
dukkede af og til op i Skæret fra et op-
lyst Vindue og svandt saa atter bort i
Mørket. En ] yd af tunge Fodtrin hørtes
endnu nogen Tid efter; men derpaa blev
alt atter stille.
Fra den Kant, hvor Manden var for-
svunden, kom en Stuod efter en Vogn kø-
renđe i stærk Fart. Den blev holdende
udenfor et lille, gammelt Hus, der laa lidt
tilbage fra Vejen, og en høj, ung Manđ
sprang ud. Han trak haardt i Klokken.
Efter et Øjebliks Forløb viste sig en
Kvinđe i Døren med et Eys i Haanden.
Hun bar en Diakonisses sorte Dragt og
hvide Kappe.
»Skynd Dem, Søster, jeg har Brug
for Dem.c
»Det er altsaa et alvorligt Tilfælde,
Doktor,* sagde hun. Der havde været et
Udtryk afTræthed i hendes fine, bestemte
Ansigt; men det var nu helt forsvunđet.
— »Jeg vil løbe ind og hente mine
Sager.c
»Det er der ingen Tid til.c udbrød
han. »Det er en Mand, der er ved at
forbløde sig. De maa øjeblikkelig tage
med.c
Med Hatten i den ene Haand og
Kaaben i den anden skyndte Sygeplejer-
sken sig ud til Eægen. Han hjalp hende
ind i Vognen, sprang selv ind og slog
Døren i efter sig. I Galop fór Hestene
nu af Sted, ned ad den mennesketomme,
mørke Gađe.
1 ægen underrettede nu sin I.edsager-
ske om, at den saarede Mand var en Ar-
bejder ved Navn Edmett. Han havde væ-
ret drukken, havde hans Kammerat med-
delt J.ægen, var falden og havde brækket
sit ene Ben. En af Benstumperne maatte
have gennemstukket en Pulsaare; thi der
var kommen den Besked, at Manden var
ved at forbløde sig.
Han boede i en ensomt liggende Hytte
et Par engelske Mil fra Eandsbyen ude i
en lille Fyrreskov; men han laa selv et
eller andet Sted paa Eandevejen. Det
gjaldt nu først og fremmest om at finde ham.
Lygterne kastede et klart Lys ud over
Vejen, og med eet standsede den rasende
Fart.
»Han ligger derhennec, raabte Kusken.
Doktoren saa ud og fik Øje paa en
mørk, ubevægelig Genstand ' inđe ved
Græskanten. I eet Nu var han ude, tog
en af Vognlygterne og lod dens I.ys falde
paa den tilskadekomne Mand, der laa i en
stor Blodpøl. I Øjeblikket følte den saa-
rede dog ingenSmerte; han var saa beru-
set, at han laa fuldstænđig sløv hen.
»Holđ Eygten, SøsterU, sagdel.ægen.
»Vi maa se at faa standset Blodet og fore-
løbig anbragt nogle Skinner; før kan vi
ikke flytte ham til hans Hjem.
Da dette var gjort, maatte Eægen og
Sygeplejersken med stort Besvær slæbe
ham hen til Vognen og lægge ham paa
Bunden af den. Idet de understøttede
ham paa hver Side, gik det nu langsomt
fremad, indtil de naaede Hytten.
Her viste sig imidlertid en uventet
Vanslcelighed; thi Døren var aflaaset. og
der var ingen hjemme. Da baade Edmett
og hans Kone va'r vitterlige Drukkenbolte,
var liendes Fraværelse ikke vanskelig at
forklare.
At bane sig Vej gennetn et af Vindu-
erne var I.ægens første Tanke; men de
var saa smafle, at del var en Umulighed.
Der var derfor ingen anden Udvej end at
bryde Døren op, og med et kraftigt Ryk
løsnede han det raadne Træværk fra
Hængslerne, sotn om det havde været
Papir. Han stillede dert sønđerslagne Dør
op mod Muren og gik ind.
Bohavet bestod af et Bord, et Par
-Stole. nogle faa Tallerkener og Kopper
paa en Hylde og en Eathpe; det var det
hele. Paa Skorstenen var der lidt Aske,
men ingen Ild. Natten var bitterlig kold,
og Euften derinde i Huset raa og fugtig
som i en Kælder.
»Han maa ligge herc, beordrede Læ-
gen, »i det andet Kammer er der intet
Ildsted, derinde vilde han fryse ihjel. Vil
De se at faa tændt Ild, Søster — der lig-
ger Brænđe nok henr.e i Krogen — saa
vil jeg bære Sengen herind.c
Han stak Piben paa Vognlygten ned
gennem et Hul i Bordpladen og tændte
den lille Eampe, som han tog ned fra
Hylđen. Det var ikke nogen let Sag at
faa Seugen slæbt ind fra det andet Rum,
men da Sygeplejersken havde faaet Uden
til at brænde, tog hun fat med, og ved
forenede Anstrængelser lykkedes det om-