Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.01.1909, Blaðsíða 8

siđer. Sengen blev sat nær ved Ildsteđet,
ligeoverfor Døren og Edmet lagt paa den.
Da det brækkede Ben var blevet for-
bundet, hentede I.ægen nogle Sanđposer,
som han havde bragt med i sin Vogn og
lagde dem langs med Benet for at holđe
det stille. Men det viste sig snart, at disse
E"orholdsregler ikke var tilstrækkelige.
Den saarede var begyndt glimtvis at vise
Tegn paa tilbagevendende Bevidsthed; han
prøvede fløre Gange paa at bevæge Benet,
uden Tvivl fordi det sinertede ham. Det
var nødvendigt at forhindre enhver Be-
vægelse. ellers resikeredes det, at den far-
lige Blødning begyndte paany. Syge-
plejersken fik derfor Paalæg om ikke at
vige fra sin Post, men uafbruđt holde
fast paa det saaređe Ben.
»De maa sørge for, at Benet holdes i
samme Stilling, ellers forbløder han sig,«
sagde I ægen.
»Jeg skal gøre alt, hvad der staar i
min Magt«, svarede hun bestemt.
»De er vel ikke bange for at blive
her?«, spurgte han derpaa og saa sig om-
kring i det uhyggelige Rum. »Jeg maa
tage bort nu, jeg har nogle andre Patien-
ter, der trænger til mig. Her er ikke andet
nu at gøre end at forhindre ham i at røre
sig, indtil han igen bliver ædru. Saa vil
han nok forholđe sig rolig.«
»Nej. jeg er ikke bange«, forsikrede
Sygeplejersken og stræbte at give sig et
frejdigt Udseende, skønt hendes Hjærte
bankede i Angst ved den Uđsigt, der
frembød sig for hendes indre Syn. »Hvad
er der vel at være bange for?«
»Ingenting — naturligvis. Her er jo
meget ensomt; men det bryđer De Dem
jo ikke meget om. De er jo vant fil den
Slags Ting. Og nu Earvelli
Han gjorde et Skridt henimod Døren,
men vendte sig saa igen til hende. »Bry-
der De Dem om at beholde min Vogn-
lygte?«
»Nej, vist ikke,« svarede hun, »tag
De den kun med, men vær saa god at
lægge mere Brænde paa Uđen, før De gaar«.
Hari kastede en Bunke Brænde paa
Ilđen, saa den blussede op i klare Elammer.
Kammeret kom for et Øjeblik til at se
næsten venligt ud. Vognlygtens Forsvin-
den mærkedes derfor ikke straks, skønt
den lille osende I.ampe ikke bidrog meget
til Oplysningen. 1 ægen var gaaet, og
hun troede allerede, at han var kørt, da
han igen kom tilbage og forsøgte paa at
sætte Døren fast. Det viste sig imidlertid
umuligt; han kunde ikke gøre andet end
at stille den op. saa at den dækkede for
en Del af Aabningen.
»Jeg kan ikke gøre det bedre for Øje-
blikket,« sagde han og saa lidt mismodig
paa det opnaaede Resultat. »Men er De
virkelig ikke bange, jeg kunde dog
maaske —«
Hun gjorde en afværgende Bevægelse
med Hovedet. »Gør Dem ingen Bekym-
ring for min Skyld.« sagde hun, »jeg er
ikke saa stor en Kryster, som De vil gøre
mig til.«
»Ja. saa Farvel da,« nikkede han og
forlod hende.
1 yden af Vognhjulene og Hestenes
Hovslag svandt efterhaanden, og der ind-
traadte đyb Stilhed. Den eneste l.yd,
hun hørte. var en svag Susen i Eyrre-
træernes Toppe og Ildens Knitren paa
Skorstenen. I Stedet for at tage Vejen
op gennem Skorstenen. samlede Røgen
sig i tætte Skyer unđer 1 oftsbjælkerne
og drev langsomt bort gennem Døraab-
ningen, vriđende sig som i Smerte ved at
møde den kolde Natteluft uđefra.
Følelsen af den dybe Ensomhed vir-
kede alligevel stærkt paa Sygeplejersken.
Hvis hun endda havde haft virkeligt Ar-
bejde, der optog hendes Tanker, vilde det
have været lettere for hende; men som
hun sad her, bunden til at forblive i sam-
me Stilling, var det ikke saa underligt, at
hendes Mod sank, og hun af og til blev
greben af en trykkende Uro og Æng-
stelse.
Den aabne, halvt sønderslagne Dør
drog stadig hendes Blik til sig, hun kunde
ikke lade være at stirre paa de hvirvlende
Røgskyer i Døraabningen. Efter en
Stunds Eorløb vaagnede Edmett op til en
halv bevidst Tilstand, der udfordrede hele
hendes Paapassenhed. Han vilde vide,
livem hun var og hvorfor hun holdt paa
ham. saa han ikke kunde faa I ov til at
bruge sine egne Ben. Hun kunde ikke
faa ham talt til Rette, han gjorde et vilđt
Eorsøg paa at rejse sig, han kæmpede for
at kaste hende til Side; men hun slap
ikke sit Tag, hun vidste jo, hvad der stod
paa Spil. Heldigvis var hun stærkere end
han, da Blodtabet havde udmattet ham;
hans Anstrengelser blev svagere og sva-
gere. hans Vredesudbrud mere og mere
utydelige, og tilsidst faldt han hen i en
tung Søvn.
(P'ortsættes.)
Redigeret af Hans Jensen, Thorshavn, og S. Niclasen, ICvalvig, raed Støtte af Præsterne Nielsen, Kvivig, og
Hansen, Thorshavn. — Trylct i »Færo Amtstidende«s Bogtrykkeri.