Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.02.1909, Blaðsíða 4

Smaafortællinger.
Sygeplejersken.
(Fortsat.)
Hun var netop igen kommen til Ro
efter denne Anstrengelse, da en svag Lyd
af Fodtrin udenfor paa Vejen trængte til
Sygeplejerskens Øre. Hun lyttede spændt
og kom snart paa det Rene med, at det
var to Personer', der nærmede sig. Det
var maaske Edmetts Hustru, den ene af
dem. Hvem skulđe ellers komme til dette
afsides Sted paa đenne Tid af Natten?
Fođtrinene iod til at ville gaa forbi Huset;
men med eet stanđsede de, og der hørtes
en dæmpet Hvisken, hvorefter der igen
fulgte dyb Stilheđ. Denne Stilhed gjorde
hende mere urolig til Mode, end en hvil-
ken som helst Støj vilde have gjort, og
hun stirrede ufravendt hen imod Døraab-
ningen.
Oven over đen sønderbrudte Dør, der
laa paa tværs, viste sig nu midt i de graa
Røgskyer to Ansigter, øjensynlig Tatere;
Hudfarven var mahognibrun, Øjnene sorte
og stikkende. Sygeplejersken stirrede paa
dem uden at røre sig. Hun var en modig
Kvinde, ellers havde hun vel næppe væ-
ret, hvor hun var; men i dette Øjeblik var
hun som lammet af Rædsel. En svag Be-
vægelse, den saarede gjorde, vækkede
hende af hendes Bedøvelse. De to Mænd
syntes ogsaa at være kommen sig af de-
res Forbavselse over det uventede Syn. I
eet Nu havđe de kastet Døren til Side og
var inde i Kammeret.
Den ene af dem var høj af Vækst
med ikke uskønne Ansigtstræk, han var
pjaltet og usselt klædt; den anden var
mindre og temmelig svær; hans stygge
Ansigtstræk blev endnu styggere ved et
Ar tværs over den ene Kind. Han var
bedre klædt og havđe et skinnende rødt
Tørklæde slynget om Halsen. Han var
den første, der kom ind. Med et mistænk-
somt Blik saa han sig om til alle Sider.
»Skal vi hjælpe Dem at holde paa
ham?« spurgte han. »Hvad har han
gjort ?«
»Han har brækket sit ene Ben«, svá-
rede hun og søgte at gøre sin Stemme saa
rolig som mulig.
»Brækket sit Ben?« gentog Manden
og lo spottende. »Er det derfor, De sid-
der og holder paa ham. Aa ja, Folk, der
har brækket Benene, skal jo være slemme
til at løbe omkring, har jeg nok hørt.
Det skete vel ved at slaa den Dør ind,
ikke sandt?« Han blinkede hen til sin
Kámmerat. »Men sig mig hellere, hvor
den anden er gaaet hen.«
»Den anden? Hvem ?«
»Ham, der gjorde det, naturligvis.
Hvor er den Fyr, der har brækket
Benet paa Manden dór og slaaet Døren
ind?«
Hun prøvede paa at sætte ham ind i
Sagens Sammenhæng; men hendes Forkla-
ring kom frem i temmelig forvirrede Ord,
og han forstod hande ikke. Han aabnede
Døren ind til det andet Rum og kiggede
forsigtigt derind. »Tag Lampen og lys
mig,« sagde hau, »er her nogen gemt, skal
vi snart faa ham ud.«
Sygeplejersken, saa hen til den anden
Udgang, og som et I.yn for den Tanke
gennem hendes Hjerne, at det nu vilde
være en let Sag at slippe boít. Var hun
først udenfor, vilde hun være i Sikkerheđ,
ingen vilde kunne finde hende i Mørket.
Men ligesaa hurtig Tanken kom, ligesaa
hurtig blev den afvist. Hun var bleven
sat paa Post her for at udrette en Pligt,
der var hende hellig. Hun maatte holde
ud, saa maatte der komme, hvad der vilđe.
Hendes Nerver var blevne stærkt rystede;
det Hele havde været saa overvældende;
men nu gjaldt det om at være rolig. Læ-
gen havde sagt, at han ikke maatte for-
lade den saarede Mand et eneste Øjeblik;
gjorde hun det, vilde han efter al Sand-
synlighed forbløde sig, og om det saa
skulde koste hendes Liv, vilde hun blive
paa sin Post. Da de to Slyngler vendte
tilbage, fandt de hende derfor siddende paa
samme Sted, hvor de havde forladt hende;
kun var nu ethvert Spor af Uro og Angst
forsvundet fra henđes Træk, en Omstæn-
dighed, der bestyrkeđe deres Mistanke om,
at hun ikke var saa forsvarsløs, som hun
lod til at være.
De tog nu deres F'orholđsregler. Til
hendes Skræk lykkedes det dem at sætte
Døren paa Plads igen, og de forskansede den
med Bordet; de tildækkede Vinduet, saa
at intet Lys kunde ses udefra. Tilsidst
lagde de Brænde paa Ilđen og havde øjen-
synligt i Sinde at slaa sig til Ro for en
Stund. Sygeplejersken prøvede nu paa at
anslaa en anden Tone og bød dem at for-
lađe Hytten; men de lo hende ud.
(Sluttes.)
Redigeret af Hans Jensen, Thorshavn, og S. Niclasen, Kvalvig, med Stotte af Præsterne Nielsen, Kvivig, og
Hansen, Thorshavn. — Trykt i »Færo Amtstidende«s Bogtrykkeri.