Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.03.1909, Blaðsíða 1

UNGDOjf^
^ FOR ^
l
4/j
FÆRØERNE.
Han drikker af Bækken paa Vejen, derfor løfter kan sit Hoved liøjt.
Salme 110, 7.
i. Aargang.
Marts
1909.
Nr. 6.
Alt forladt.
Et er der, som jeg har behov,
Og dette faar jeg, Gud ske Lov,
Ved højlys Dag, i bælgmørk Nat,
Vorherres Tilsagn: Alt f o r 1 a d t.
Mit Hjerte mig forđømme vil,
Men det kan ikke komme til,
Thi Overdommer er min Gud,
Han vil ej kaste mig henud.
Han har mig i sit Billed skabt,
Han vil ej, at jeg skal gaa tabt,
Han til min arme Vilje ser,
Og styrker samme mer og mer.
Han selv vil lære mig at gaa,
— Ret som en Moder sine Smaa —
Opad den bratte, smalle Sti,
Som leder ind i Himmerig.
«
Der Under skal paa Under ske,
Der skal jeg mine kære se,
Jeg hvile skal ved Moders Barm
Og gaa med Fader Arm i Arm.
Enhj^er vil tage mig for god,
Selv den. jeg handíed slet imod,
Fordi jeg ved Guds Naades Ret
Er vorden ganske uden Plel.
Og denne Fryd skal vare ved
Og øges i al Evighed,
Jeg frit skal vandre ind og ud
Og have hjemme hos min Gud.
M. L.
2. Mosebog 20, 1—3.
Af Sognepræst Chr. Faulenborg.
(Fortsat.)
Troen giver først I.ivet den rette Varme,
Eastheđ og Kraft, og med Rette har man
sammenlignet Troen med Hjertet. Baade
Folket som Helhed og du, den enkelte,
behøver Troen til Grundvold; i J.ængden
gives ingen Moral, ingen Sædelighed uden
Religion. Slipper et Folk eller et Aten-
neske Troen paa den levende Gud, vil det
før eller senere vise sig, at alt vakler og
synker i Grus. Hvor meget er ikke ble-
ven ødelagt i Verden, blot fordi Menne-
sker gik đeres egne Veje og ikke fulgte
Gud og lød hans Tale. Verdenshistorien
kan pege paa de mange blodige Krige,
kvalfulde Undertrykkelser, uretfærdige Love
og Samfundsordninger, egenkærlig og
hensynsløs Adfærd af denne eller hin, —
og Grunden? Man glemte den levende Gud
og Ansvaret, man skulde bære. Maaske skete
det i Troens Navn, men her ratnmes vi af
Jacobs Udtalelse: vis mig din Tro af dine
Gerninger (Jac. 2, 18). Bøjer man sig đer-
imod i I ydigheđ for Gud, er der Mulig-
hed for at kunne lære noget af det største:
at tjene i yđmyg Selvforglemmelse. I et-
hvert Bud lyder der et: Du skal! og bøjer
du dig for det guddommelige >Du skai«,
saa har du faaet Anvisning paa, hvad der
er đin Pligt og Opgave og kau saa gaa
til Løsningen deraf, vis paa, at Gud, som
lader dig begynde, ogsaa vil hjælpe dig
til Sejr. Din Gud, som taler til dig her i
Buđet, er den hellige, hvis Vilje maa ly-
des i et og alt. Han har givet dig Evner,
legemlige og aandelige, et bestemt Ar-
bejde, en afmaalt Tid til Arbejdets Udfø-
relse — hvorledes bærer du dig ad der-
med? Husker du, at der er noget, som
hedder Opgør, Regnskab? Strængt alvor-