Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.03.1909, Blaðsíða 2

ligt, uden Betingelser, uden Mođsigelse er
Guds Krav til dig; det ængster og for-
færder dig. Og dog — der kendes og-
saa noget anđet i dette »Du skalc for den,
der har lært Gud at kende i Jesus Kristus.
Gud er nemlig ikke blot den strænge
Dommer og Lovgiver, nej; han har
baaret over med dig i din 8ynd, han har
tilgivet dig i Jesus Kristus, tager dig til
Naade, uagtet du vandrer bort fra J ivet
hos ham. Sin Kærlighed har han udøst
over đig, omgivet dig med sin Helligaands
Kraft, for at du kan berede dit Hjerte til
et Tempel for ham, leve i Kærlighed til
ham og din Næste. Alt dette faar đit
Hjerte til at svulme af Taknemmelrghed,
og naar Gud nu siger: Du skal, lyder det
ikke bydenđe, men tilskyndende, og du
møder hans Ord med et: Jeg vil, jeg kan
ikke andet. Hvad har Gud ikke gjort for
dig? Føler du ikke Trang til nu at gøre,
hvad han vil?
Ret og Pligt lærer dig Troen paa Gud,
som du har set, men gaar du viđere og
tænker dig om, vil du se, at du ogsaa nu
kan forstaa Fortiden og haabe i P'remtiden.
Verdens og din egen Skæbne, alt det
gaadefulde i dit eget Liv faiđer der nu et
forklarende J_ys over. Af Ægyptens J.and,
af Trælles Hus førte jeg dig ud, taler Her-
ren, og denne Befrielse blev Udgangs-
punktet for Israels J.iv som F'olk og min-
dedes stadig af Profeterne, i Salmerne,
naar Paaskens Højhed vendte tilbage. For-
tidens Begivenhed fik Betydning for Frem-
tiden og gav en Garanti for, at Fremtiden
vilde bringe Frelse.
Fortiden stod i Guds Haand, intet var til-
fældigt, alt bestemt af Gud og villet af
ham og dog et underfuldt Sammenspil af
Guds Almagt og menneskelig I-'rihed.
Hvad har dit J iv bragt dig? Er det
glædeligt eller sørtreligt? Mener du, at du
er forurettet, har faaet mindre end andre
i dine Omgivelser? Er du ligegyldig, fordi
du er en Bold for Skæbnen, eller er du
stoft og selvretfærdig, fordi du ved egen
Fortjeneste har bragt det saa vidt? Det er
dog en sørgelig Betragtning af I ivet og
inderst inde er du ikke tilfreds. Men tror
du, at Gud leđer OjJ raader for alt, kan du
trods alt finde meget at glæde dig over,
kan se Stjerner fra Gud lyse for dig, hvor
andre har Mørke. Mørke og lyse Timer,
Tab og Vinding, alt vidner for dig om
Guds Kærlighed og bliver en værdifulđ
Skat. Dermed følger godt Haab for Frem-
tiden. Alt menneskeligt kan omskiftes og
er skrøbeligt at bvgge paa. »Han, som
har hjulpet hidindtil, han hjælper og her-
efter,« kan du sige det udfra din Erfaring fra
de svundne Dage. Du tror paa dit 1 ands,
dit Folks Fremtid, paa egen huslige og
og personlige J.ykke, paa Fred, Glæde,
Venskab, forđi Herren er d i n Gud. Det
er den eneste Grund. Andre Mennesker
kan ikke garantere dig noget. Egen Ger-
ning heller ikke, selv de bedste F'orsætter
glipper. Knuste F'orhaabninger, mislyk-
kede Arbejder og Foretagender, begaaede
Fejlgreb møder du, hvor du ser hen; tør
du love dig noget af Fremtiden? Ja —
jeg tror paa Gud, han har taget mig til
sit Barn, oprettet sin Pagt med mig, gi-
vet mig de herligste Forjættelser, han vil
ikke slippe mig. Skulde vel en Kvinde
glemme sit døende Barn? Om ogsaa de
glemme, da vil jeg, jeg dog ikke glemme
dig (Jes. 49. 15). Tro derfor paa Herren;
han ejer Eremtiden, han gør alting vel,
han giver, han tager, men kun til Velsig-
nelse. Hans Jdensigt er at give dig et
evigt Liv og evig Salighed. (Sluttes.)
Smaafortællinger.
Sygeplejersken.
(Sluttet.)
Den ene afMændene tog nu en Flaske
med Brændevin op af J.ommen og de be-
gyndte at drikke efter Tur. For hver
Slurk, de tog, blussede deres Ansigter
stærkere og stærkere. De opfordređe
hende til at drikke med. De holdt Flasken
til hendes skælvende 1 æber uden at bryde
sig om hendes Protester. For sin Patients
Skyld vovede hun ikke at kaste den til
Side — vovede ikke at slippe ham eller
at røre sig af Stedet. Men med en Stemme,’
der var ganske hæs# af den skarpe Røg,
der nu samlede sig i Kammeret, ud-
brød hun:
»1 er nogle lave, foragtelige Slyngler:
To Mand mod en værgeløs Kvinde. I
burde skamme Jer; men I kender vel iklce
til Skam. Tag øjeblilvkelig den afskyelige
F'laske bort!«
»De er just ikke meget høflig imod
os,« lo den mindste af Mændene. »De
skulde hellere tage en SJurk — bare for
Selskabs Skyld!«
»Nej, jeg vil ikke. Gaa bort!«
»Naa, ja, vi kan ikke gøre bedre end
at tilbvde Dem, at vi vil dele med Dem,
hvad vi har. Afslaar De Tilbuđet, bliver
det Deres egen Sag.' Han satte Flasken
for sin egen Mund, tog en dygtig .Slurk
af den stærke Vædske og saa derpaa hen
til hende med en uforskammđt Mine. »Ja,
hvad har De saa at đele med os?«
»Hvad har De saa at dele med os?«