Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.04.1909, Blaðsíða 6

stor Tømmerplads. Foraaret meldte sig
tidligt; Vintergækkene, der indhegnede et
Par af Bedene, vare fuldt udsprungne og
paa de solrigeste Steder saas gule Krokus
og smaa røde Anemoner. En høj atten-
nittenaarig Knøs gennemgravede Græsplai-
nen. Han saa lidt muggen ud, men havde
store, smukke Øjne og et viljefast Ansigt.
Det var Husets Søn. Pigebarnet var en
fjern Slægtning og behandleđes af Hus-
mođeren halv som Datter, halv som Ty-
ende. At hendes Moder i denne Stund
førtes til Hospitalet anede Ellen ikke, og
bun smaasang nok saa glad, medens hun
arbejdede.
Det var over to Aar siden hun kom
her, og Ellen kenđte grundigt sin Stillings
I.ys- og Skyggesider. Onklen var altid
venlig og overbærende, og Tanten ogsaa
god imod hende, paa sin Vis, men hun
fordrede en saa ubetinget i.ydighed og saa
fuldkommen Opgiven af Barnets egen
Vilje, at det tidt falđt svært. Saa maatte
hun lidt hjem og udøse sit Hjerte for Mo-
deren, hvis tnilde Ord gerne fik Magt over
det biusenđe Sinđ.
God Kost. gode Klæder, god Under-
visning, daglig Indøvelse af Orden og Ren-
lighed, — Moderen havde Ret, der. var
meget at takke for.
Fru Stub stod i det aabne Vindue og
betragtede de arbejdende. Flun var Tøm-
merhandler Stubs anden Hustru og Sted-
moder til Sønnen, selv havđe hun ingen
Børn. Det var en middelhøj, fyldig Smaa-
købstadsfrue. En liđt brusende Kniplings-
kappe sad paa Toppen af det temmelig
svære, graasprængte Haar. Kjolen, der
sluttede fast og tæt om den spændte Fi-
gur, viste, i Forening med det regnbueskin-
nende Silkeforklæde, at hun yndede le-
vende Farver. Tyk Guldkæde. ualminde-
lig stor Brystnaal og marige Ringe fuld-
stændiggjprde Dragten. At hendes Mand,
trods stigende Velstand og stigende An-
seelse, forstnaaeđe Grossei ertitlen og ikke
heller ønskede Agentværdigheden, var
hende en Kilđe til Sorg.
»Ellen! — Du maa ikke paa nogen
Maade rive i Alleen udenfor. Det er Pi-
gens Arbejde og passer ikke for Dig.«
■ Om Forladelse,* sagde Ellen straks.
Det var undertiden vanskeligt for hende
at finde Rede i, hvad der var Pigens Ar-
bejde. og hvad der var hendes.
Iđet hun fprlod Alleen gik en Arbejds-
mand forbi og nikkede ind til hende.
»Nti blev din Moder kørt paa Hospi-
talet,« sagđe han halv hviskende, »jeg
mødte Sygevognen og hørte hende hoste.«
Ellen slap Riven og fløj ind.
»Tante, Moder er bragt paa Hospita-
let, maa jeg gaa hjem og høre hvordan
hun har det?«
»Kom dog ikke saadan farende, Pige-
barn! Jeg kan godt faa min slemme
Hjertebanken, naar Du saadan buser løs.
I Aften kan Du ikke gaa, vi vente jo
Photographens til The. Jeg ved. i det
hele ikke — maaske er det noget smit-
somt, og det har Du ingen Ret til at føre
over os.«
»Det er vist Brystsyge. Mođer har
længe været haardt forkølet, og Manđen,
der fortalte mig det, havđe hørt hende
hóste. — Saa maa jeg da nok gaa i
Morgen ?«
»Ingen kan forbyde Dig at gaa.« Hu-
sets Søn stod foran Vinđuet støttet til Spa-
den, han saa næsten truende op til Mo-
deren.
»Ti dog, Valdemar, og bland Dig ikke
i vore Sager. — At den. der gaar uđen
Tilladelse, vil finde Døren lukket ved Til-
bagekomsten, ved Ellen godt.«
»Ja, men i Morgen maa jeg jo nok?«
»Ja. hvis det da ikke er Diphteritis,
Typhus eller noget andet skrækkeligt. —
Tør nu Øjnene, Ellen, og vær en god Pige.
Photographens har Børnene med, og Du
tnaa se at more dem det bedste, du kan.
— At Du ogsaa skal spille lidt for os, er
en Selvfølge.«
»Hun kan jo endnu ikke spille noget
ordentligt, Moder, saa lad hende dog
være fri.«
»Ellen gør. som jeg siger.«
Pigebarnet bøjede Hovedet og ilede
saa op paa sin egen iille Stue, et Gavlvæ-
relse med Uđsigt over Tømmerpladsen helt
hen til Stranden. Der var saa fint og
hviđt, saa fredeligt og stille derinde. Et
kort Hulkeuđbrud, fulgt af en ivrig Bad-
ning af Øjnene, saa maatte hun ned igen,
ordne Thebordet, lege med Børnene og
lade den ubetydelige Smule, hun lige havde
lært, lyde fra Fortepianoet.
Tømmerhanđleren, en svær. noget un-
dersætsig Mand med et velvilligt, rødla-
dent Ansigt, et muntert Sind og et varmt
Hjerte, klappede Elien paa Hovedet og
nikkeđe i Aftenens I øb gentagne Gange
opmuntrende til hende. Sønnen havde for-
talt ham, at Ellens Moder var syg, og han
var fast bestemt paa at staa Barnet bi, hvis
der lagdes Hinđringer paa hendes Vej.
Det var en lang Nat for Ane Marie,
men hun nød Stilheđen og den ftiske Luft.
Der var højt til I.oftet; naar Øjet maalte
Afstanden, var det næsten som lettedes
Aanđedraget. Hjemme havde det somme-
tider været, som om det svære Bjælkeloft
rugede tyngende over Brystet. Underlig
befriende var det ogsaa, at her havde man