Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.05.1909, Blaðsíða 2

giver sig Navnet, idet han giver sig til
Kende paa en saadan Maade, at vi Men-
nesker faar virkeligt Indblik i ham. I Is-
raels Folk aabenbarede Gud sig som Her-
ren, der var rede til at hjælpe Folket.
Som den almægtige, der skabte Himlen
og Jorden, som den retfærdige, der for-
langer Ret og Retfærdighed af Menne-
sker, kundgjorde Gud sig gennem Moses
og Profeterne. Men først Jesus Kristus
har vist os Gud som den kærlige Fader;
Guds enbaarne Søn har i sit eget I.iv
aabenbaret os Guds Væsen som Kærlig-
hed og derigennem givet Gud det rigeste
og herligste Navn. Fadernavnet er Navnet
over alle Navne. Det Navn møđer os ved
Daaben, naar vi gøres ttl Guds Børn; det
trøster os i Dødstimen, naar vi med Tro i
Hjertet skal gaa ind i Døđen. I J.ivets
tunge Tilskikkelser ligger der en uendelig
Bærekraft i at vide, at vi har en Fader i
Himlen, hvis Kærlighed ikke lader os gaa
til Grunde, men hjælper os, selv om vi
ikke forstaar det. Midt under Følelsen af
vor store Syndeskyld og Utaknemmelighed
overfor Gud viser Fadernavnet med alt
det, som dette Navn rummer. os hen til
Syndsforladelsens Naade. Et nyt I.iv i en
god Samvittighed. i et frejdigt Haab og
inđerlig Fortrøstning til Fremtiden, for-
jætter Fadernavnet os, og ikke blot for-
jætter, men giver os ogsaa. Hvor
findes en Trøst, der kan maale sig med
Guds Fadertrøst? Hvor øjner vi Hjælp
som den, Gud tilsiger os i sit Fadernavn?
Maa ikke den Kærlighed. vor himmelske
l'ader viser os, blive den mægtigste Til-
skyndelse til at elske vor Næste? Det
største og bedste. det rigeste og det kæ-
reste er Guds Fadernavn.
Og dette Navn skulde vi misbruge
eller tage forfængeligt. Burde đet ikke
være saa opliøjet og herligt for os Men-
nesker, at det altid var Genstand for vor
Ærefrygt, alđrig toges i vor Mund uđen
den rette Alvor? Og saa viser Virkelig-
heden os ofte noget helt andet.
(Fortsættes.)
Ellens Hjem.
Af
Cornelia Levetzow.
(Fortsat.)
»Naa, hvordan havde din Mođer det
saa?« spurgte Tømmerhandleren ivrigt.
»Hun hoster slemt og saa saa mat og
bleg ud, at jeg næsten ikke kendte hende.«
»Og hvordan stod det til hjemme?«
Fru Stub falđt hurtigf ind: »FilIen
havde ikke faaet Lov til at gaa hjem.«
»Jeg gik der forbi, Tante, og havde
Døren været aaben, var jeg rigtignok og-
saa gaaet ind og havde ordnet lidt der-
inde. Fader skal paa Arbejde Klokken
seks og Hanne er kun ti Aar, Niels fem
og lille Ole tre, saa kan enhver nok vide,
at de trænge til Hjælp og en Smule Til-
syn. — Jeg maa nok gaa lidt derhen si-
den, maa jeg ikke?«
Nej, tnaaske i Morgen, ikke i Dag. —
»Hvorfor i Alverden maa hun ikke se
ind til sin Fader i Eftermiddag?* Hr. Stubs
Øjne lyste skarpt og hvast.
»Jeg har mine Grunde, Stub.«
»Det har Ellen ‘ogsaa, og hendes
Grunde er da indlysende nok. — Velbe-
komme allesammen! — Naar Du hanđier.
som en Datter bør hanđle, skal jeg altid
støtte Dig. min Pige. At din Fader i
denne Tid trænger mere til Dig. end vi
gør, er klart.«
>Mener Du. jeg helst skulde være der,
Onke]?« Blikket var ængsteligt, for det
havde hun dog ikke tænkt sig.
»Det var jo det bedste, og driver dit
Hjærte Dig dertil. skal der ingen Mod-
stand gøres. — Naa. Valdemar, gaar Du
med ud paa Tømmerpladsen?
»Ikke lige nu, Fader,« han greb en
Avis og satte sig ved Vinduet.
Ellen togafBordet, hentede saa Kaffe-
tøjet og dækkede igen.
»Din sorte Kjole er kommen,* be-
gyndte Tanten i en mildere Tone, »đen
ligger oppe i dit Værelse. Tag den paa
og kom saa ned og lad mig se Dig.«
Martssolen skinnede inđ i den lille
Stue. Stærene pippede og fløjtede udenfor,
og der laa den fine, sorte Kjole paa Kurve-
stolen ved Sybordet. Saa smuk en Kjole
havde hun aldrig ejet, og saa yndig liavde
den lille Stue aldrig forekommet hende.
Bagkamret, hvor hun havde ligget der-
hjemme. stod pludselig for hende i al sin
skuinle Uhygae. og saa Arbejdet! — Men
hvor saa Moderen đog sørgmodig og be-
brejdende paa hende. fordi hun ikke bragte
Tidende fra Hjemmet, de Øjne kunde hun
slet ikke glemme. Fađerens Skikkelse saa
hun ogsaa for sig og lille Hanne med den
brændte Kind. — »Aa, hvad skal jeg dog
gøre,« lød det igen. —
»Kjolen sidder jo, som var den støbt,«
sagde Tante Konradine fornøjet, og saa
drejede hun Pigebarnet rundt, men Valde-
mar løftede Hovedet og bemærkede:
»Det ser ud, som bar Ellen allerede
Sorg for sin Moder.«
»Fy, ti dog, vil du ødelægge hendes
Glæde? — Bryd dig bare ikke om ham,
Ellen, Du skal nok faa I.ov til at besøge
din Moder i Morgen. Jeg har nu den Tro,