Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.05.1909, Blaðsíða 3

Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.05.1909, Blaðsíða 3
at hun snart kommer sig og Fađer klarer sig saamænd nok uden Din Hjælp. Som jeg har været og er imod Dig, min Pige, kan Du nok forstaa, at Din Plads er her og Din første Pligt at gøre, hvad jeg øn- sker. — Se her, Ellen,* hun aabnede en Skuffe og udtog et Etui, »det er noget, Tante har bestemt for Dig. Vil Du se, hvad det er?« Hun lod et smukt lille Sølv- uhr med Kæde svinge frem og tilbage for Ellens beundrende Øje. »Det er endnu ikke Dit, men Du har det i Vente.* »Den Sang er snart totusinde Aar gammel,« Valdemar rejste sig heftig, »alt dette vil jeg give Dig, hvis — ja, jeg skal ikke fortsætte.« Fru Stubs Øjne blev ganske stive og udtryksløse af Harme. »Dette er over Graendsen.« Stemmeri var halvkvalt. »Nok muligt Moder, men Ellen har hørt Ordene, og jeg haaber, de skulle blive hende til Hjælp.« Han bøjede sig henimod den unge Pige og hviskede: »Du husker jo Svaret: vig fra mig.« Ellen trak sig tilbage. »Det er saa kærligt af Tante,« sagde hun, »der er ikke noget, jeg hellere vilde have end et Uhr. — Men Tante kan nok indse, at jeg bør staa min Fader bi i denne svære Tid. og saa vil Du ogsaa tillade, at jeg deler mig.« »Deler Dig? — .Synes Du, at der er noget at dele? Synes Du. jeg fordrer for meget af Dig? — Skal jeg maaske, stak- aandet som jeg Stakkel er, tørre Støv af Stoleben og Lister, vaske Glas og Kopper af og gøre alt det Pilleri, Pigen ikke maa røre, grov og klodset som hun er. Dele Dig! Som om der ikke allerede gik Tid nok fra mit Arbejđe til Præstelæsning og Spillefrøken. Jeg vilde skamme mig i Dit Steđ.« Uhret lagdes i Etuiet og sattes ned i Skuffen med haard Haand. »Jeg er ikke utaknemmelig, Tante.« »Saa det synes Du ikke. Du er.« Blikket var foragteligt, og hun tilføjede strengt: »Tag straks Kjolen af. Ellen. og hæng đen ind i mit Skab, etidnu er den min.« Da Ellen kom ned igen, mødte hun Fætteren. »Veed Du, hvad jeg vil gøre, Valđe- mar? Jeg vil tale med Præsten.« »Naa, det vil Du. — Jeg synes ellers, Vejen maa ligge saa soleklar for Dit Øje, at Du ingen Vejviser behøver.« »Jeg vil dog helst høre, hvad Præsten raader.« *Ja, gaa saa bare, Du faar nok ren Iiesked af ham, tør jeg sige.« Valdemar saa underlig haard ud, syn- tes hun, han maatte da kunne forstaa, at Valget var svært. — Præsten rpodtog Ellen med et venligt Nik. Han havde lige hørt, at hendes Mo- der laa paa Hospitalet og gættede derfor Anledningen til hendes Komme. »Sæt Dig ned mit Barn og tal uđ. Hvad har du paa Sinde?« Saa kom det da alt, men det kom af- brudt og sammenblandet. Selv kunde hun ikke finđe ud af, hvad der burde gøres, han maatte hjælpe hende. Det lød næsten som et Nødraab. Præsten tav en Stund, derpaa spurgte han stille: »Hvad vilde du nu helst jeg skulđe raade Dig til?« Ellen blev blussende rød, for hun vid- ste det ikke selv. Det vilde være svært at blive fra Hjemmet, men ogsaa svært, umaadelig svært at miste sin Plads i det andet Hjem. Hvad skulde hun svare? Præsten ventede en Stund, saa be- gyndte han igen: »Er det ikke ligesaa meget Din egen Ulyst til at forlade Din Onkels llus og tage den alvorlige Gerning op derhjemme, som Din Tantes Trusler og Bebrejdelser, der holder Dig tilbage? Prøv Dig selv, Barn. stil Dig frem for Guds Ansigt og se Sanđheden ærligt i Øjet. — For mig sy- nes det, som ligger den smalle Vej og den brede Vej lige foran Dig. og saa gæl- der det om ikke at svigte.« Ellen græd stærkt, men var ikke læn- ger i Tvivl. »Saa vil jeg i Morgen gaa hjem og blive hjemme.« »Ja. gør det, mit Barn, Gud velsigne Dig1« — Da Ellen ved Hjemkomsten kom ind i Entreen, hørtes høje Stemmer fra Daglig- stuen. Tømmerhandlerens lød, som var han vred og gav Ordre. »Naa, Ellen. hvad sagde Præsten saa?« Han mente, at jeg burde være hjemme hos p'ader, — og saa maa jeg vel ogsaa nok gaa i Morgen og blive der inđtil vi- dere?« Det bedende Blik søgte uvilkaar- lig hen til Onklen. »Ja vel. tnin Pige. Det er tusind- fold bedre at gøre sin Pligt, selv om den er streng. end at gaa med en ond Samvit- tighed. Gid Din Moder snart maa blive rask, saa Du kan komme her tilbage, for vi ville savne Dig.« Han tog hendes lille, lyse Hoved mellem sine kraftige Hænder og kysseđe hende paa Panden. Men Fru Stub, der først var bleven rød og saa bleg, raabte: »Indti 1 videre, siger Ellen, og Du taler om Tilbagekomst, det er, som jeg ilcke var tií. Men det skal Ellen vide, at den Plads, der engang er vraget, kan ikke indtages igen. — Naar jeg tænker paa, hvordanjeg

x

Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne
https://timarit.is/publication/20

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.