Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.05.1909, Blaðsíða 3
at hun snart kommer sig og Fađer klarer
sig saamænd nok uden Din Hjælp. Som
jeg har været og er imod Dig, min Pige,
kan Du nok forstaa, at Din Plads er her
og Din første Pligt at gøre, hvad jeg øn-
sker. — Se her, Ellen,* hun aabnede en
Skuffe og udtog et Etui, »det er noget,
Tante har bestemt for Dig. Vil Du se,
hvad det er?« Hun lod et smukt lille Sølv-
uhr med Kæde svinge frem og tilbage for
Ellens beundrende Øje. »Det er endnu
ikke Dit, men Du har det i Vente.*
»Den Sang er snart totusinde Aar
gammel,« Valdemar rejste sig heftig, »alt
dette vil jeg give Dig, hvis — ja, jeg skal
ikke fortsætte.«
Fru Stubs Øjne blev ganske stive og
udtryksløse af Harme.
»Dette er over Graendsen.« Stemmeri
var halvkvalt.
»Nok muligt Moder, men Ellen har
hørt Ordene, og jeg haaber, de skulle
blive hende til Hjælp.« Han bøjede sig
henimod den unge Pige og hviskede: »Du
husker jo Svaret: vig fra mig.«
Ellen trak sig tilbage.
»Det er saa kærligt af Tante,« sagde
hun, »der er ikke noget, jeg hellere vilde
have end et Uhr. — Men Tante kan nok
indse, at jeg bør staa min Fader bi i denne
svære Tid. og saa vil Du ogsaa tillade, at
jeg deler mig.«
»Deler Dig? — .Synes Du, at der er
noget at dele? Synes Du. jeg fordrer for
meget af Dig? — Skal jeg maaske, stak-
aandet som jeg Stakkel er, tørre Støv af
Stoleben og Lister, vaske Glas og Kopper
af og gøre alt det Pilleri, Pigen ikke maa
røre, grov og klodset som hun er. Dele
Dig! Som om der ikke allerede gik Tid
nok fra mit Arbejđe til Præstelæsning og
Spillefrøken. Jeg vilde skamme mig i Dit
Steđ.« Uhret lagdes i Etuiet og sattes
ned i Skuffen med haard Haand.
»Jeg er ikke utaknemmelig, Tante.«
»Saa det synes Du ikke. Du er.«
Blikket var foragteligt, og hun tilføjede
strengt: »Tag straks Kjolen af. Ellen. og
hæng đen ind i mit Skab, etidnu er den
min.«
Da Ellen kom ned igen, mødte hun
Fætteren.
»Veed Du, hvad jeg vil gøre, Valđe-
mar? Jeg vil tale med Præsten.«
»Naa, det vil Du. — Jeg synes ellers,
Vejen maa ligge saa soleklar for Dit Øje,
at Du ingen Vejviser behøver.«
»Jeg vil dog helst høre, hvad Præsten
raader.«
*Ja, gaa saa bare, Du faar nok ren
Iiesked af ham, tør jeg sige.«
Valdemar saa underlig haard ud, syn-
tes hun, han maatte da kunne forstaa, at
Valget var svært. —
Præsten rpodtog Ellen med et venligt
Nik. Han havde lige hørt, at hendes Mo-
der laa paa Hospitalet og gættede derfor
Anledningen til hendes Komme.
»Sæt Dig ned mit Barn og tal uđ.
Hvad har du paa Sinde?«
Saa kom det da alt, men det kom af-
brudt og sammenblandet. Selv kunde hun
ikke finđe ud af, hvad der burde gøres,
han maatte hjælpe hende. Det lød næsten
som et Nødraab.
Præsten tav en Stund, derpaa spurgte
han stille:
»Hvad vilde du nu helst jeg skulđe
raade Dig til?«
Ellen blev blussende rød, for hun vid-
ste det ikke selv. Det vilde være svært
at blive fra Hjemmet, men ogsaa svært,
umaadelig svært at miste sin Plads i det
andet Hjem. Hvad skulde hun svare?
Præsten ventede en Stund, saa be-
gyndte han igen:
»Er det ikke ligesaa meget Din egen
Ulyst til at forlade Din Onkels llus og
tage den alvorlige Gerning op derhjemme,
som Din Tantes Trusler og Bebrejdelser,
der holder Dig tilbage? Prøv Dig selv,
Barn. stil Dig frem for Guds Ansigt og se
Sanđheden ærligt i Øjet. — For mig sy-
nes det, som ligger den smalle Vej og
den brede Vej lige foran Dig. og saa gæl-
der det om ikke at svigte.«
Ellen græd stærkt, men var ikke læn-
ger i Tvivl.
»Saa vil jeg i Morgen gaa hjem og
blive hjemme.«
»Ja. gør det, mit Barn, Gud velsigne
Dig1« —
Da Ellen ved Hjemkomsten kom ind
i Entreen, hørtes høje Stemmer fra Daglig-
stuen. Tømmerhandlerens lød, som var
han vred og gav Ordre.
»Naa, Ellen. hvad sagde Præsten
saa?«
Han mente, at jeg burde være hjemme
hos p'ader, — og saa maa jeg vel ogsaa
nok gaa i Morgen og blive der inđtil vi-
dere?« Det bedende Blik søgte uvilkaar-
lig hen til Onklen.
»Ja vel. tnin Pige. Det er tusind-
fold bedre at gøre sin Pligt, selv om den
er streng. end at gaa med en ond Samvit-
tighed. Gid Din Moder snart maa blive
rask, saa Du kan komme her tilbage, for
vi ville savne Dig.« Han tog hendes lille,
lyse Hoved mellem sine kraftige Hænder
og kysseđe hende paa Panden. Men Fru
Stub, der først var bleven rød og saa bleg,
raabte:
»Indti 1 videre, siger Ellen, og Du taler
om Tilbagekomst, det er, som jeg ilcke var
tií. Men det skal Ellen vide, at den Plads,
der engang er vraget, kan ikke indtages
igen. — Naar jeg tænker paa, hvordanjeg