Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.06.1909, Síða 1
FÆRØERNE.
Ilan đrikker af Bækken paa Vejen, derfor løfter lian sit Iloved højt.
Salmc 110, 7.
1. Aargang.
Juni
1909.
Nr. 9.
Tal e
ved
Provst W. U. Hammershaimbs
Bisættelse
i
Nazarethskirken den 15de April 1909.
(Af Provst Fr. Petersen.)
Naade være med Eder og Fred fra
Gud, vor Fađer, og vor Herre Jesus
Kristus!
Sin Beretning om , hvad der skete
hin Skærtorsdag, da Jesus før sin store
Fidelse og Død indstiftede den hellige
Nadver og holdt sin trøstende Afskedstale
til sine Disciple, indledede Evangelisten
Johannes med at udtale om Frelseren, at
«som han havde elsket sine
egne, som vare i Verden, saa
elskeđe han dem indtil Endenc.
Som den trofaste. aldrig svigtende Frelser,
af hvis Haand ingen skal kunne rive den,
som overgiver sig til ham, saaledes havde
Johannes lært ham at kende; det var hans
1 ivs Lykke og hans I ivs Glæde. Saaledes
have mange siden iært Frelseren at kende,
og saaledes har han ogsaa aabenbaret sig
i den Mands Liv, om hvisBaare vi i denne
Stund ' ere samlede. Det var dette, som
gjorde det lyst og lykkeligt for ham selv,
og glædeligt og velsignelsesrigt for de
mange, som han under sin lange Livs-
vandring er kommen i Forhold til. Thi
vor hedengangne Vens I.iv bar Præg
deraf. Vi, som have haft den Glæde ofte
at mødes med ham og til Tider vandre
sammen med ham, vi tør med Tak til Gud
give ham det Vidnesbyrd, at noget af det
% samme Sindelag, som var i vor Herre og
Frelser, ogsaa var i ham, saa at vi nu, da
han ikke mere er iblandt os, kan sige, som
Nehemias (Neh. 7, 2) sagde om en Mand,
hvem han derfor mente at burde betro en
ansvarsfuld Stilling: >Han var en tro-
fast Mand og frygtede Gud
fremfor manget.
Hans Livsdag blev lang, og den for-
mede sig hovedsagelig som en Arbejds-
dag, thi han var en saare virksom Mand.
Hvad han ved sit Arbejde har udrettet, er
bekendt for de fleste iblandt os, og đerom
skal der ikke i det enkelte tales her. Men
som Grundtræk i hans Personligheds Bil-
lede. saaledes som dette er tegnet i hans
Liv og hans l.ivsgerning, maa jeg nævne
hans Trofasthed: Han var trofast i alle
jordiske F'orhold, og han var trofast i sit
F'orhold til Gud.
Hvor har han ikke igennem de mange
Aar lige til sit sidste Aandedræt bevaret
uforandret Kærligheden til de Øer, hvor
hans Vugge stod, hvor han ievede sine
Barndomsaar, og hvor han i 23 Aar af sin
bedste Manddomstid færdedes omkring som
Guds Ords Tjener med Glædens og F'redens
Budskab og Kærligheden til det Sprog,
han som Barn lærte af sin Moder at tale
og elske, og som han siden mere end
nogen anderi har hæget om og dyrket, og
i hvilket han med Mesterhaand og inderlig
F'orstaaelse har skildret 1 evevis ogTanke-
gang hos den Befolkning, som han ved
Slægtskabs og Venskabs Baand, ved Barn-
doms Minder og Manddoms Gerning følte
sig saa nøje knyttet til!
Og hvor trofast har han ikke været
imod Mennesker! Derom har ikke blot
de kunnet vidne, som have været knytteđe
til ham ved Blodets inderligste Baand, men
ogsaa de mange, der gennem et langt Liv
have glædet sig ved hans Venskab, som
tidt er ligesom gaaet i Arv fra det ene
Slægtled til det andet.
Som trofast Mand var han ogsaa
pligttro: trolig forkyndte han i de 43 Aar,
i hvilke han var Kirkens Tjener, vor Guds
og Frelsers Kærligheds-Evangelium, ikke
blot fra Prædikestolen, men ved hele sin
Færđ blandt Mennesker. Han har ogsaa