Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.07.1909, Blaðsíða 6

»Ikke et Ord,« Peter Hansen rynkeđe
Brynene og saa utilgængelig ud.
»Jo, ser De, Hansen,« Stemmen var
hensynsfuld og overtalende, »Pigebarnet
er jo vokset i I.ængde, og det ikke lidt,
siden hun tog fra Hjemmet, og saa mente
jeg, at De ikke vilde have noget imođ,
at jeg bragte Seng og Sengetøj herhen.
Synes De ikke om det, triller jeg Sengen
tilbage igen, og vi er lige gode Venner.
— De kan nok forstaa, at jeg ikke vil
saare Dem.«
»Det forstaar jeg godt, Herr Stub, og
jeg vád, hvad min Kone vilde sige: ,Det
er dit haarde, stolte Sind, der ømmer sig
ved at tage imod,’ vilđe hun sige.«
Skønt denne Udtalelse nu egentlig
ikke var en Indrømmelse, slog Tømmer-
handleren Ellens Far hjerteligt paa Skul-
deren og sagde:
»Det var Ret, fíansen, saa er vi alt-
saa enige. — Tjen mig nu i at tage en
Haand i Sengestedet; Karlen, der trak
Vognen, har jeg sendt hjem. — Saadan,
der staar det jo som skruet ind paa Plađ-
sen. — Mađrats og Pude er i Sækken,
Ellen, og dine daglige Klæder i denne
Pakke. — Maa jeg tale lidt med Pigen?«
»Bevares dog, hvad tror De om mig?«
— Han lukkede selv Døren.
»Her er ti Kroner, min Unge, og naar
de ere brugte, váđ Du, jeg er at træffe
paa Tømmerpladsen. Dette er ikke din
gamle Seng, Ellen, men en, jeg lige har
købt med alt Tilbehør. Værelset staar,
som da Du forlod det i Morges, og venter
paa Dig. Ja, andet var det ikke. — Far-
vel, Hansen, og hils Deres Hustru, jeg ær
jo hendes Fætter.«
»Det Slægtskab maa nok regnes ud
med Ærter, Herr Stub.«
»Der behøves kun tre Ærter, Hansen,
den ene for to Søskende, den anden for
Søskendebørn, den tredie for Næstsøskende-
børn, som Ane Marie og mig.«
De to Mænd vekslede leende Haand-
tryk, og đet tilbageholdne, lidt stikne Ud-
tryk svandt helt bort fra Peter Hansens
»En brav Mand,« uđbrød han varmt,
da Tømmerhandleren var gaaet; »han for-
staar, at en anden En ogsaa har Lov til
at være Herre i sit eget Hus.«
Ellen sov dejligt i den nye Seng; da
hun vaagnede næste Morgen, puslede
Eaderen allerede ude i Køkkenet. Hun
kom op i en Fart.
»Godmorgen, Fader, — ellers skal
jeg nok være før paa Færde. Lad mig
nu lave Kaffen og smøre din Mad, aa,
jo, hvad?« Hun dristede sig til at liste
Kniven ud af hans Haand.
»Naa, ja, ja, faa din Vilje. Det er
Synd at sige andet end, at Du gør, hvad
Du kan, dit lille Skind. Men át er mig
det vigtigste, og det lægger jeg paa đin
Samvittighed. Det er Hanne. Moder kan
nu vikle hende om en Finger, men for
mig er hun bange, og saa kan saadan en
gerne finde paa at gaa Krogveje. Hun
holder Venskab med to Pigebørn, jeg ikke
er glad for. De lokke hende med Bol-
cher og Lakritsstænger, og det duer ikke.
Hold hende ved Hjemmet saa meget Du
kan.« Han kastede et Blik ind i Kamret,
hvor Hanne laa i dybeste Søvn. Smile-
hullet var fremme paa den friske, røde
Kind.
»Sikken en!« sagde han mildt, der-
paa gik han hen til den store Seng, hvor
Niels og Ole laa i hinandens Arme og
trak Vejret dybt og sundt.
»Lad dem bare sove. — Stakkels
smaa Rotter!* Han lod sin Haand lige-
som velsignende stryge hen over I ejet.
Ellen følte I.yst til at kysse den store,
brune, arbejdshaarde Haand. Hun havde
ikke kendt sin F'ader før, tænkte hun, slet
ikke forstaaet ham. —
Arbejdet faldt lettere, end Dagen for-
ud, men grundigt fik hun det alligevel
ikke giort, da hun alleređe Klokken otte
skulde møde i Præstegaarden.
Kammeraterne hviskede lidt til hver-
andre, da hun kom, men Postmesterens
Jutta gjorde hurtig Plads og vinkede til
hende.
»Er det sandt, at Du ikke mere er
hos Stubs?«
»Ja, for Moder er paa Hospitalet, og
saa maatte jeg hjem til Fader.«
»Uha, din Stakkel!«
»Jeg er glad, at jeg kan hjælpe dem
derhjemme.« Graaden holdtes med Møje
tilbage.
»Bor Du saa nu i det lille, lave Hus
i Strædet?* spurgte en anden nysgerrigt.
»Ja, det er jo mit Hjem.«
»Jeg veed det godt, men Du regnedes
som var Du Stubs eget Barn.«
, »Maa Du lave Mad og gøre rent,«
spurgte Jutta, men afbrød sig selv med
»tys, der er han!«
Ellen var ikke saa godt forberedt,
som hun plejede at være, kunde ikke Sal-
men og gav stammende Svar.
»Naa, naa, mit Barn, tag det med
Ro. Du er lovlig undskyldt i Dag, jeg
regner det slet ikke. — Nu Du!«
Da Timen var endt, lagde Præsten
sin Haand paa Ellens Hoved:
»Der følger en F'orjættelse med det
fjerde Bud, veed Du nok. — Og husk
saa, mit Barn, at tage Livet en Dag ad
Gangen, altid kun en Dag! Kaster al
Eders Sorg paa Gud, thi han haver Om-